Hjælp til udvikling af råstofsektoren i Nigeria og Tadsjikistan

Publiceret 02-06-2014

To Verdensbank projekter, med GEUS som deltager, skal i gang med at udarbejde en køreplan for udnyttelsen af mineralske råstoffer i Nigeria og at hæve de miljømæssige, sociale og økonomiske standarder i Tadsjikistan´s råstofsektor.

Udnyttelse af de mineralske råstoffer er en vigtig sektor i både Nigeria og Tadsjikistan, og to nye projekter som GEUS deltager i, skal nu i gang med at analysere råstofsektoren i begge lande med henblik på at øge aktiviteterne i erhvervet i Nigeria, og at hæve de miljømæssige, sociale og økonomiske standarder i råstofsektoren i Tadsjikistan. Begge projekter er finansieret af Verdensbanken.

Nigeria projektet, hvor GEUS samarbejder med Geological Survey of Slovenia og det nigerianske firma Minre Associates, omfatter en gennemgang af små-skala minedriften ASM-sektoren i landet, for at få kortlagt udfordringer ved og muligheder for at forbedre sektoren. Kortlægningen er en del af en bredere strategi, som skal genstarte og øge aktiviteterne i landets mineralsektor. Endelig skal projektet afprøve, om det er muligt at kortlægge nuværende og tidligere mineaktiviteter ved hjælp af data fra fly eller satellitter.

Udnyttelse af mineralske råstoffer er en kilde til vækst og velfærd, men hvis udnyttelsen ikke forvaltes ordentligt, kan råstofferne føre til fattigdom og miljøkatastrofer. I Tadsjikistan er regeringen også i gang med at udvikle råstofsektoren, og i denne sammenhæng skal GEUS og den svenske samarbejdspartner SGAB samt den lokale partner Youth21 i gang med at analysere råstofsektoren for at lave en så kaldt Strategic Environmental and Social Assessment (SESA), hvis primære mål er at hjælpe med at hæve de miljømæssige, sociale og økonomiske standarder i sektoren.