GEUS' tidligere bestyrelsesformand Per Buch Andreasen er død.

30-12-2014

GEUS modtog med sorg budskabet om, at tidligere bestyrelsesformand Per Buch Andreasen er død. Per Buch blev 77 år og døde søndag formiddag d. 28. december på Herlev Hospital af en lungebetændelse efter en svær infektion og blodforgiftning.

Per Buch Andreasen var uddannet læge og gjorde karriere gennem en række andre lægelige ansættelser, før han i 1981 blev overlæge på Gentofte Hospital og senere i 2001 forskningschef samme sted. Hans store interesse for samfundet førte til mange udvalgsarbejder indenfor sundhedspolitik og senere inden for forskningspolitik. I 1994-1997 var Per Buch Andreasen formand for Miljø- og Energiministeriets rådgivende forskningsudvalg, i 1996-2000 formand for Det Rådgivende Energiforskningsudvalg og 1996-2003 medlem af Risøs bestyrelse. Han fik herigennem en grundig erfaring med såvel energi- og miljøspørgsmål som med sektorforskningens rolle i det danske forskningssystem - en rolle i forskningssystemet han understøttede og anså for ligeværdig med, men forskellig fra, universiteternes rolle.

GEUS fik således en kompetent og indsigtsfuld formand 1. januar 2000 og Per Buch Andreasen blev den længst fungerende formand GEUS har haft, idet Per Buch var formand i 13 år.

Per Buch Andreasen har haft umådelig stor betydning for GEUS, hvor han, gennem sit politiske netværk og med sin erfaring og ballast fra arbejdet i mange dele af forskningsverdenen, kunne forklare, hvorfor GEUS er en vigtig og betydende institution. Disse personlige egenskaber blev særlig vigtige i forbindelse med dele af sektorforskningens fusion med universiteterne, hvor Per Buch gjorde et stort benarbejde for at holde GEUS udenfor fusionerne. I stedet fik GEUS egen lov og regeringsmæssig tilslutning til at udvikle det allerede tætte samarbejde med relevante universitetsinstitutter gennem Geocenter Danmark.

Per Buch var en stærk og dygtig bestyrelsesformand, der gav plads og tillid, så det var let at være direktør under hans formandskab. Han interesserede sig dybt for GEUS' samfundsmæssige betydning - det var ikke jorden, stenene og undergrunden i sig selv, der havde hans interesse. Han var særlig optaget af betydningen af den danske udnyttelse af olie/gas i Nordsøen og GEUS' rolle heri. Grønland havde en stor plads i hans hjerte, og han var optaget af både landet og befolkningen. Per Buch holdt meget af de årlige rejser med direktionen, hvor de fleste gik nordpå til inspektion af GEUS' felthold og møder med GEUS' grønlandske samarbejdspartnere. Særligt det år hvor Connie Hedegaard deltog i en del af rejsen var en uforglemmelig oplevelse og bragte overvågning af Indlandsisen frem på den politiske dagsorden.

Per Buch var stærkt internationalt orienteret, ikke kun indenfor sit lægelige virke, men også i forhold til GEUS' internationale samarbejde, hvor han kunne bidrage med sine egne erfaringer.

Per Buch holdt af GEUS og var stolt af institutionen, og han gjorde en stor og betydningsfuld indsats på kritiske tidspunkter i GEUS' liv - for ham var opgaven langt mere end at varetage et formandskab. Per Buch var et lunt og varmt menneske, som man kun kunne respektere og holde af. Per Buch vil blive savnet af alle os der kendte ham og arbejdede sammen med ham.

Æret være hans minde.

Johnny Fredericia

Administrerende direktør for GEUS og Formand for Sektorforskningens Direktørkollegium.