Jordskælv ryster Bornholm

Publiceret 16-08-2014

Natten mellem fredag og lørdag d 16. august 2014 kl 00:36 blev Bornholm rystet af et lille jordskælv. Jordskælvet havde sit epicenter ca. 10 km syd for Dueodde og målte 2.6 på Richterskalaen. Selvom jordskælvet var lille, kunne det tydeligt mærkes på Bornholm. Jordskælvet blev registreret på seismografer så langt væk som i Norge.

Seismogrammerne fra GEUS seismograf på Bornholm viser tydeligt, at S-bølgen kun kommer ca. to et halvt sekund efter P-bølgen. Det fortæller os, at epicenter er tæt på seismografen. Det viste tidsudsnit er ca 15 sekunder langt. Læs mere om P- og S-bølger på GEUS e-learning om jordskælv her http://geus.net/e-learning/njs/njs_iff_03_01.html

GEUS har ikke tidligere registeret et jordskælv i dette område, men det er ikke usædvanligt, at små jordskælv popper op steder, som ikke er kendt for jordskælvsaktivitet. Jordskælvet udgjorde ingen fare for mennesker eller infrastruktur.

GEUS opfordrer alle, som har mærket jordskælvet til indberette deres oplevelse på vores spørgeskema.

Kontakt:
Seniorforsker Trine Dahl-Jensen (tdj@geus.dk - tlf.:91333919)
Seismolog Peter Voss (pv@geus.dk - tlf.:40216288)
Seniorforsker Tine B. Larsen (tbl@geus.dk - tlf.:91333932)