Udnyttelse af grundvandet i Singapore

02-10-2013

Et konsortium med DHI og GEUS som danske deltagere skal i gang med at undersøge om Singapore i fremtiden kan bruge grundvand i vandforsyningen.

Singapore ønsker at grundvand i fremtiden skal være en del af vandforsyningen. Et konsortium med dansk deltagelse skal i gang med at undersøge muligheden for at indvinde grundvand i Singapore og gøre det til et stabilt element i vandforsyningen.

Konsortiet, som består af DHI-Singapore, GEUS og det singaporeanske ingeniørfirma Surbana, blev udvalgt til at løse opgaven blandt flere tilbudsgivere af Public Utility Board, som er ansvarlige for vandforsyningen i Singapore.

Hidtil har vandforsyningen i Singapore primært været baseret på en kombination af overfladevand fra inddæmmede bassiner, afsaltet havvand og vand importeret fra nabolandet Malaysia.

Forventningerne til Singapores ekspansion er store, og behovet for vand vil stige i takt hermed. En mulig indvinding af grundvand inden for østatens meget begrænsede areal vil derfor være af største betydning for sikring af den fremtidige vandforsyning.

DHI-Singapore er hovedkontraktholder på projektet, og GEUS skal i første fase levere den geologiske og geofysiske ekspertviden, der skal til for at kunne opstille en grundvandsmodel, som er et vigtigt redskab til at vurdere mulighederne for at indvinde grundvand i Singapore på en bæredygtig måde.

Projektet er faseinddelt og første fase skal sammenstille og evaluere eksisterende oplysninger og vurdere behovet for nye data. Projektet begynder i september 2013 og afhængigt af behovet for nye undersøgelser, forventes det at løbe i minimum to år.

Kontakt:
Statsgeolog Thomas Vangkilde-Pedersen, GEUS
Tlf.: 21 19 44 16
E-mail: tvp@geus.dk

Foto fra Singapore

Et konsortium med DHI og GEUS som danske deltagere skal i gang med at undersøge om Singapore i fremtiden kan bruge grundvand i vandforsyningen. Foto Henrik Højmark Thomsen, GEUS.