Mere ekstrem vandløbsafstrømning i Sydøstdanmark i et varmere klima

02-05-2013

Sydøstdanmark får markante stigninger i vandløbenes maksimumsafstrømning, mens vandløb i Nord- og Østjylland kun kan forvente begrænsede stigninger frem mod 2050. Det viser helt nye beregninger med en landsdækkende hydrologisk model. Man skal indrette sig på mere end 50 % stigning mange steder.

En ny rapport udarbejdet af GEUS for Naturstyrelsen viser, at vandløbsafstrømningen bliver kraftigt påvirket af klimaændringer frem mod 2050. Ved hjælp af en avanceret model har GEUS regnet på, hvordan vandkredsløbet bliver påvirket af tre forskellige fremskrivninger af klimaet. Beregningerne viser, at mere ekstreme afstrømninger i vandløbene er i vente, og de afslører også, at størrelsen af ændringerne er afhængig af, hvor i landet man er.

De største ændringer i maksimumafstrømningen i vandløbene er på over 50%, og de forventes i Sydøstdanmark i områder med lerede jorde, og hvor meget af vandet strømmer af på overfladen efter regnskyl. I Østjylland, Nord- og Vestjylland får man mere moderate stigninger på mellem 0 og 25 %. Konsekvensen af de ekstreme afstrømninger i vandløbene kan i perioder føre til opstuvning af vand, som vil kunne forplante sig op igennem dræn-, regnvands- og kloaksystemer, og dermed øge risikoen for oversvømmelser.

Disse forhold skal kommunerne nu tage i betragtning i de klimatilpasningsplaner, de udarbejder senere i år. Det er ikke tilstrækkeligt, alene at planlægge for ændret havniveau og skybrudstrusler fx i byområder, nu skal der også tages højde for de lokale hydrologiske og geologiske forhold i forskellige dele af landet. Derfor er resultaterne af de nye beregninger nu blevet gjort tilgængelige på nettet, sammen med tilsvarende vurderinger af grundvandsniveauet, så kommunerne hurtigt kan få et overblik over omfanget af, og hvor der i fremtiden kan opstå problemer.

Der er stadig stor usikkerhed om de præcise størrelser af klimaændringerne. Beregningerne er derfor foretaget med en såkaldt våd, median og tør klimamodel for at vurdere påvirkningen fra tre sandsynlige fremskrivninger. Derved kan man identificere robuste klimatilpasningstiltag der fungere godt både under tørre og våde klimaforhold. Der er særlig stor usikkerhed på fremskrivningen af klimaet for Fyn, Sydvestsjælland, Møn, Falster og Lolland.

Data kan ses online her (under vandløb):
miljoegis.mim.dk/?profile=miljoegis-klimatilpasningsplaner

Rapporten kan hentes her:
www.klimatilpasning.dk/media/602966/geusrapport2013_29_klimaekstremvandf_ring.pdf

Den landsdækkende hydrologiske grundvands/overfladevandsmodel se her: vandmodel.dk

Kontakt
Seniorrådgiver Hans Jørgen Henriksen, GEUS
Tlf.: 38 14 27 71
Email: hjh@geus.dk