Brat start på smeltesæsonen i Grønland

Publiceret 09-07-2013

I løbet af de første tre uger af juni har Indlandsisen i Grønland haft en kraftig afsmeltning, som dog nu igen er vendt tilbage til mere normale værdier.

Smeltningen på den grønlandske Indlandsis startede for alvor i begyndelsen af juni, og det betyder, at isoverfladen nu begynder at tabe masse igen efter vinterens snefald. Smeltningen startede brat omkring den 10. juni og selv om der stadig faldt sne nogle steder, så var netto-tabet fra hele Indlandsisens overflade 8 kubikkilometer vand den 13. juni. Det svarer til den mængde vand, som kan være i et 1 kilometer dybt badebassin, som er 4 kilometer langt og 2 kilometer bredt.

Man kan sige at isoverfladen i år har været gunstig for start af smeltningen, fordi der ikke er faldet så meget sne i foråret. Det betyder, at isoverfladen er mørkere end normalt, og derfor opsuger den mere af solens stråler, og denne effekt blev senere forstærket af høje temperaturer i midten af juni.

Efter omtrent tre ugers kraftig afsmeltning blev varmen afbrudt d. 23. juni af en tilbagevenden til køligere vejr, og beregningerne viser nu at både netto-tabet af is fra overfladen og total tabet af is fra hele Indlandsisen, som også inkluderer tabet af isbjerge, nu ligger tæt på normale værdier.

Læs mere om starten af smeltningen i nyheden: "Kraftig afsmeltning over Grønlands indlandsis i juni" på Polarportalen.
polarportal.dk/til-pressen/arkiv/nyheder/kraftig-afsmeltning-over-groenlands-indlandsis-i-juni

Du kan hente den seneste viden om, hvordan klimaforandringerne påvirker Indlandsisen i Grønland og havisen i Arktis på polarportal.dk/forsiden

Kontakt:

Jason Box, GEUS
E-mail: jbox.greenland@gmail.com

Peter Lang Langen, DMI
E-mail: pla@dmi.dk