Følg forskerne på ekspedition på Indlandsisen i Grønland

23-04-2013

I april og maj 2013 arbejder et hold isforskere på Indlandsisen ved Kangerlussuaq i Vestgrønland. På deres blog kan du følge arbejdet med at kortlægge sporene i sneen af de seneste varme somre.

Et hold isforskere er på vej ind på Indlandsisen ved Kangerlussuaq i Vestgrønland for at kortlægge sporene i sneen af de seneste varme somre. Under en ekspedition i foråret 2012 fandt forskerne massive islag i sneen og firnen, da de borede ned igennem sneoverfladen. Og i år skal holdet prøve at finde ud af, om disse islag er et lokalt fænomen eller om de findes i et større område. De fortæller nemlig en historie om, hvordan Indlandsisens overflade reagerer på en serie varme somre.

Arbejdet vil foregå fra den 23. april til den 23. maj 2013 og forskerne vil sende korte beretninger til en blog i det omfang forbindelse og arbejdet tillader det.

Forskerne arbejde vil foregå et godt stykke inde på isen i et område, som ligger mellem 50 km og 300 km fra iskanten ved Kangerlussuaq. Snecootere vil blive brugt som transportmiddel og forskerne vil arbejde ud fra forskellige teltlejre på isen.

Arbejdet vil hovedsageligt bestå af boringer ned til 15 meters dybde i sneen og firnen for at kortlægge strukturerne i lagene og tilstedeværelsen af eventuelle islag, og isforkerne vil tillige bruge et radarudstyr til at kigge ned gennem snelagene og få kortlagt, hvordan de er skruet sammen over støtte områder.

Endelig skal holdet tilse en række målestationer og instrumenter, som er opstillet på isen for at måle vejr, smeltning, isens bevægelse og andet.

Isforskernes overskrift på deres første blogindlæg siger, hvad det hele drejer sig om: It is all about melting snow.

Følg forskerne på ekspeditionens blog: Arctic Circle Traverse 2013
http://act-13.blogspot.dk/

Deltagere på ekspeditionen

Dirk van As, seniorforsker
Horst Machgurth, Post doc
William Colgan (Liam), Post doc
Charalampos Charalampidis (Babis) phd-student
Alle fire fra: GEUS

Mark Eijkelboom, tekniker
Institute of Marin and Atmospheric researh Utrecht (IMAU)
University of Utrecht, Holland

Mike MacFerrin phd student
Karen Alley phd student
Alex Crawford phd student
Alle tre fra:
Cooperative Institute for Research in Environmental Sciences
University of Colorado at Boulder, USA

Følg med i temperaturerne på Indlandsisen på PROMICE programmets hjemmeside:
http://jupiter.geus.dk/promiceWWW/home.seam

Se vejret ved stationerne i forskellige højder på Indlandsisen i ekspeditionsområdet. Stationerne: KAN_B, KAN_L, KAN_M og KAN_U.

PROMICE programmet (Programme for Monitoring of the Greenland Ice Sheet)
Fuldautomatiske målestationer på Indlandsisen sender målinger af smeltning, vejr og isbevægelse tilbage til GEUS i København via satellit. Stationerne drives af PROMICE programmet, som overvåger massetabet fra Indlandsisen i Grønland. Langt de fleste af målestationerne står tæt ved randen af Indlandsisen, hvor massetabet fra smeltning og kælvning af isfjelde finder sted.

Glaciologerne supplerer målingerne på isoverfladen med målinger fra fly og satellit. I samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet opmåles isranden fra fly hele vejen rundt om Grønland, og isens bevægelse følges ved hjælp af satellitmålinger.

Den danske overvågning suppleres med målinger fra flere udenlandske stationer på isen. Den samlede internationale indsats vil i årene fremover give et langt mere præcist billede af, hvor meget is der smelter.

PROMICE ledes af GEUS, og programmet køres i samarbejde med DTU Space og Asiaq. Derudover samarbejdes med DMI og udenlandske universiteter og statsinstitutioner. Programmet finansieres af Klima-, Energi-, og Bygningsministeriets DANCEA program.

Kontakt:
Forskningsprofessor Jason Eric Box, GEUS
Tlf.: 41 14 54 28
Email: jeb@geus.dk

Følg isforskerne på Indlandsisen under ekspeditionen: Arctic Circle Traverse 2013.

Følg isforskerne på Indlandsisen under ekspeditionen: Arctic Circle Traverse 2013. Foto: Henrik Højmark Thomsen.

Kort der viser de otte områder på Indlandsisen, hvor der står målestationer, som drives af PROMICE programmet

Kort der viser de otte områder på Indlandsisen, hvor der står målestationer, som drives af PROMICE programmet. I hvert område står der to eller tre stationer på isen i forskellige højder. Ekspeditionen foregår i området ved Kangerlussuaq - KAN.