Ny forskningsprofessor i miljøbioteknologi

08-03-2012

GEUS har ansat Jens Aamand som forskningsprofessor i miljøbioteknologi. Her skal han være med til at styrke forskningen indenfor rensning af jord og drikkevand.

Jens Aamand er fra 1 marts blevet ansat som forskningsprofessor i miljøbioteknologi ved GEUS. Her er han tilknyttet Geokemisk afdeling, hvor han skal være med til at styrke forskningen indenfor udvikling af nye metoder til rensning af forurenet jord og drikkevand.

Jens Aamand er uddannet mikrobiolog fra Københavns Universitet fra 1987, og han har siden da arbejdet med miljøbioteknologiske problemstillinger indenfor rådgivning og forskning. Jens Aamand afsluttede sit PhD studie i 1995 omhandlende nedbrydning af chlorerede opløsningsmidler under anoxiske forhold. Herefter blev han ansat på det tidligere Vandkvalitetsinstitut (VKI) og deltog her i udviklingen af oprensningsteknologier i det tidligere Østeuropa.

Jens Aamand blev tilknyttet GEUS i 1995, hvor han fik som opgave at opbygge et helt nyt mikrobiologisk laboratorium, og i øjeblikket er han projektleder for to store bioteknologiske projekter finansieret af Det Strategiske Forskningsråd og EUs 7. rammeprogram (FP7). Projekterne omhandler udvikling af nye biologiske oprensnings-teknologier for pesticidforurenet jord og grundvand.

Jens Aamand

Jens Aamand er ansat som forskningsprofessor ved GEUS

Forskningsprofessor Jens Aamand
GEUS
Telefon38 14 23 26