Markant miljøskifte på Jorden

31-05-2012

Nyt studium fra Vestgrønland viser, at den velkendte pladetektonik, som blandt andet styrer jordskælv og vulkanudbrud på Jorden, ikke altid har været virksom.

Jorden består af en række store plader, som bevæger sig i forhold til hinanden, og langs randen af pladerne, hvor de gnubber sig op af hinanden opstår der jordskælv og vulkanudbrud. Men sådan har det ikke altid været, viser et nyt studium af det gamle grundfjeld i Vestgrønland, som netop er publiceret i tidsskriftet Nature.

Ved hjælp af isotoper af grundstoffet Hafnium viser Tomas Næraa og kolleger fra bl. a. GEUS og Nordisk Center for Jordens Udvikling ved Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, at der er sket et skift i jordens dynamik i perioden fra 3,5-3,2 milliarder år siden.

Efter denne periode blev der dannet jordskorpe af pladetektoniske processer, som vi kender i dag, og studiet tyder på, at de ældste dele af Jordens kontinenter er dannet i geologiske miljøer, som afviger fra de nutidige. Pladetektonikken, som vi kender den på Jorden i dag er således ikke en god model til at forstå processerne i Jordens tidligste historie.

En lang række fænomener spændende fra vulkanisme og jordskælv til variationer i klima og dyrearternes udvikling og fordeling på Jorden kan forklares i lyset af den pladetektoniske model. Det nye studie viser, at geologerne nu skal tænke anderledes, når de skal beskrive udviklingen af miljøet i Jordens tidligste historie.

Artikel i Nature 31. maj 2012
Hafnium isotope evidence for a transition in the dynamics of continental growth 3.2Gyr ago. Nature 485, 627-630. Tomas Næraa, A. Scherstén, M.T. Rosing, A.I.S. Kemp, J.E. Hoffmann, T.F. Kokfelt, M.J. Whitehouse.
http://www.nature.com/nature/journal/v485/n7400/full/nature11140.html

Kontakt:
Thomas Næraa, GEUS
Tlf: 38 14 22 53
Mobil: 29 72 56 45
E-mail: tomn@geus.dk

Kontakt:
Minik Rosing, Statens Naturhistoriske Museum
Mobil: 51 50 60 68
E-mail: minik@snm.ku.dk

Dansk projektstøtte:
Arbejdet er støttet af midler fra Geocenterbevillingen ved Geocenter Danmark og af Grundforskningsfonden, som støtter Nordisk Center for Jordens Udvikling. Endelig har GEUS ydet logistisk og økonomisk støtte til arbejdet.