Ny forskningsprofessor i glaciologi

Publiceret 11-12-2012

GEUS har ansat Jason Box som forskningsprofessor i glaciologi med start 1. januar 2013. Jason skal være med til at styrke forskningen indenfor glaciologi med særligt fokus på Grønland og Arktis.

Jason Box er fra 1. januar 2013 blevet ansat som forskningsprofessor i glaciologi ved GEUS. Her er han tilknyttet Afdelingen for Maringeologi og Glaciologi, hvor han skal være med til at styrke forskningen indenfor glaciologi med særligt fokus på Grønland og Arktis.

Jason Box er uddannet geograf fra University of Boulder, Colorado. Han blev PhD i 2001 med afhandlingen: "Surface water vapor exchanges on the Greenland ice sheet derived from automated weather station data" med professor Konrad Steffen som vejleder.

Jason har siden 1994 været på 23 rejser til Grønland, hvor han har forsket i Indlandsisens reaktion på klimaforandringer. Jason Box er forfatter eller medforfatter til 47 videnskabelige artikler, og han har et stort internationalt netværk.

"Vi ser frem til i samarbejde med ham at få styrket den glaciologiske forskning på GEUS og den arktiske forskning i Danmark," siger statsgeolog Karen Edelvang, som leder Afdelingen for Maringeologi og Glaciologi.

Kontakt:
Statsgeolog Karen Edelvang, GEUS
Tlf.: 38 14 29 29
Email: kae@geus.dk