Grundvandets tilstand og udvikling 1989-2011

20-12-2012

Statusrapporten for grundvandets tilstand 1989-2011 er nu tilgængelig på nettet. Rapporten, der er udarbejdet af GEUS, er en del af det nationale overvågningsprogram for vandmiljø og natur – NOVANA. Overvågningen af grundvandet og det øvrige vandmiljø har fundet sted i næsten 25 år med systematisk dataindsamling og rapportering siden 1989.

Nitrat
Indsatsen for at mindske nitratudvaskningen fra dyrkede arealer har siden vedtagelsen af Vandmiljøplan I i 1987 betydet, at der i overvågningen er fundet et signifikant faldende nitratindhold i betydelige dele af det yngste iltede grundvand. Overordnet går det således den rigtige vej med grundvandets nitratindhold, men store dele af grundvandet indeholder fortsat nitrat over grænseværdien for drikkevand.

Kun få forbrugere udsættes for nitrat i drikkevandet, idet vandværkerne generelt fravælger den nitratpåvirkede del af grundvandet til vandindvinding. Omvendt er overfladevand og natur stadig påvirket, idet der fortsat er et højt nitratindhold mange steder i det øvre grundvand, også selv om der de senere år er konstateret et overordnet fald i nitratkoncentrationerne i forhold til, da belastningen var størst.

Fosfor
Der er i 2011 for første gang i grundvandsovervågningsprogrammets historie blevet analyseret systematisk for orthofosfat-P samtidig med den traditionelle totalfosfor-analyse. Orthofosfat er en uorganisk fosforforbindelse. Dette forbedrer mulighederne for at sammenligne grundvand og overfladevand, idet man i overfladevand altid har analyseret for såvel orthofosfat-P som totalfosfor.

Resultaterne viser overraskende, at orthofosfatindholdet i grundvandet tilsyneladende er uafhængigt af såvel dybde som iltningsforhold. Resten af totalfosfor (formentlig organisk bundet fosfor) kan forklare det højere indhold af totalfosfor, som optræder i reduceret grundvand sammenlignet med indholdet i iltet grundvand

Uorganiske sporstoffer
En række uorganiske sporstoffer optræder i dansk grundvand i koncentrationer over drikkevandskvalitetskravene. En del af indholdet af disse stoffer er naturligt forekommende, mens det i andre tilfælde strammer fra påvirkninger fra samfundsmæssige aktiviteter. I indvindingsboringer er der fundet overskridelser for arsen og for nikkel, mens der kun er få overskridelser for beryllium, bor, barium, aluminium og kobolt. I 2011 er der analyseret for beryllium i overvågningsboringerne. Der er fundet én overskridelse af drikkevandskvalitetskravet på 10 µg/l.

Pesticider i grundvandsovervågningen
Der findes stadig en betydelig udbredelse af pesticider i grundvandet. I 2011 blev der i grundvandsovervågningen fundet pesticider i 39% af indtagene, mens drikkevandskvalitetskravet på 0,1 µg/l var overskredet i 11% af indtagene. Særligt de øvre grundvandsmagasiner er påvirket af pesticider og nedbrydningsprodukter fra disse, mens pesticidindholdet i det mere dybtliggende og ældre grundvand er væsentligt mindre.

Pesticider kan inddeles i tre grupper: godkendte, regulerede og forbudte. De regulerede er i denne sammenhæng stoffer, hvor der efter den oprindelige godkendelse er indført yderligere begrænsninger på anvendelsen af hensyn til grundvandet. I 2011 blev der fundet godkendte stoffer i 1% af indtagene, mens stoffer pålagt restriktioner blev fundet i 6% og forbudte stoffer i 34%.

Hyppigheden af fund af godkendte stoffer faldt i 2011, idet der ikke blev fundet så mange indtag med glyphosat og AMPA, der er to af fem godkendte stoffer, der indgår i analyseprogrammet. Fundhyppigheden af Glyphosat og nedbrydningsproduktet AMPA ligger i 2011 på 0,8% og 0,6% (begge 0,3% over grænseværdien), hvilket er samme niveau som tidligere i grundvandsovervågningen. De høje fundandele, der optrådte i 2009, er derfor næppe typiske for grundvandets tilstand. Årsagen til de relativt mange fund i 2009 kendes ikke.

Der er i 2011 gennemført analyser af ti nye stoffer i grundvandsovervågningen. Ud af disse blev der fundet otte stoffer, heraf to med fund over grænseværdien. De tre hyppigst fundne stoffer (1,4 til 4%) er nedbrydningsprodukter fra i dag forbudte triaziner. Ud af de ti stoffer er tre godkendte pesticider, hvoraf to blev fundet i en enkelt vandprøver under grænseværdien.

Pesticider i vandværkernes boringskontrol
I vandværkerne er mange års faldende pesticidindhold i råvandet ophørt og andelen af pesticidpåvirket vand har stabiliseret sig på lidt over 20%. I 2011 blev der fundet pesticider i 23% af de undersøgte aktive indvindingsboringer, mens kvalitetskravet på 0,1 µg/l for enkeltstoffer var overskredet i 4% af boringerne. Glyphosat er analyseret i ret få indvindingsboringer i 2011, med et enkelt fund under grænseværdien, svarende til 0,5% af de 185 analyserede boringerne.

Vandindvinding
Der ses ikke længere en faldende tendens i den indberettede oppumpning fra de almene vandværker, idet der siden 2007 relativt konstant er indvundet omkring 400 mio. m3/år. Af de indberettede data fremgår det, at der de senere år har været en stigning i markvandingen, der formentlig hænger sammen med de særligt tørre forår og forsomre. Den samlede markvanding udgjorde således i 2011 omkring 40% af indvindingen i Danmark, hvilket lokalt kan have stor betydning for vandbalancen og påvirke vådområder og vandføring i vandløb.

De samlede oppumpede vandmængder i Danmark (uden markvanding) udviser fra 1990 og frem en svagt faldende tendens, men tenderer til at blive konstant fra 2009 og frem. Den totale årlige op-pumpning ligger på et stabilt niveau på omkring 500 til 550 mio. m3/år, når man ser bort fra markvandingen. Medregnes markvanding, er oppumpningen over de sidste 10 år steget fra omkring 600 mio. m3/år til et relativt højt niveau omkring 670-745 mio. m3/år.

Læs sammenfatning og hele rapporten: Grundvand. Status og udvikling 1989-2011:
www.geus.dk/publications/grundvandsovervaagning/1989-2011.htm

Kontakt: 
Lærke Thorling, GEUS
Tlf: 20 55 52 60
E-mail: lts@geus.dk