Afsked med mangeårig bestyrelsesformand

Publiceret 19-12-2012

Dr. med. Per Buch Andreasen fratræder som bestyrelsesformand for GEUS den 31. december 2012. Hans fratræden blev markeret ved en reception på GEUS den 12. december.

Efter 13 år ved roret fratræder Per Buch Andreasen som formand for GEUS' bestyrelse den 31. december 2012. Ansatte, samarbejdspartnere og venner var mødt op for at tage afsked med den mand, som har stået i spidsen for geologernes nationale institution - GEUS - som forsker i og rådgiver om Danmark og Grønlands geologiske forhold.

Dr. med. Per Buch Andreasen har med sin brede indsigt i forskningsspørgsmål og sine i års aktive deltagelse i forskellige forskningspolitiske fora, været en formand med overblik og politisk fingerspidsfornemmelse. Udover hans indsats på det sundhedsvidenskabelige område, har han deltaget i rådgivning indenfor energi- og miljøforskning.

Klima-, Energi- og Bygningsminister Martin Lidegaard takkede Per Buch Andreasen for hans store indsats med ordene: "Du har klaret det til UG. Det siger meget om dig, at du har siddet igennem fem forskellige ministre. Ingen har været i tvivl om, hvor du selv stod. Det har du ikke lagt skjul på. Men ingen heller har været i tvivl om, at det du stod på var dit faglige fundament og din menneskelige redelighed. Derfor har du været så værdifuld ikke bare for GEUS, men også for Danmark."

Per Buch Andreasen var administrerende overlæge ved Københavns Amts Sygehus, Gentofte fra 1981-2001, og fra 2001-2006 var han forskningschef samme sted.

Mellem 1996-2000 var dr. med. Per Buch Andreasen formand for Det Rådgivende Energiforskningsudvalg, 1996-2003 formand for Miljø- og Energiministeriets rådgivende forskningsudvalg, 1997-2003 medlem af Risø's bestyrelse og i perioden 2000-2001 formand for Nordisk Energiforskningsudvalg.

Administrerende direktør Johnny Fredericia fra GEUS takkede også den afgående bestyrelsesformand for hans mange år i spidsen for GEUS.

"Jeg har svært ved at forestille mig en bedre bestyrelsesformand. Du har bidraget, når behovet var der og ikke blandet dig i detaljer. Vi har i direktionen altid kunnet drøfte overvejelser og strategi med dig. Det er blevet til rigtig mange timer og telefonsamtaler over de 13 år. Du har arbejdet hårdt, men diskret - og det har vi haft glæde af. Hemmeligheden i vores gode samarbejde har helt givet også været, at du har holdt af og følt dig som en vigtig del af GEUS," takkede Johnny Fredericia ved receptionen på GEUS.

Per Buch Andreasen understregede i sin tale, at det havde været en spændende opgave at lede en institution som GEUS, og sluttede med ordene: "Det har været en ren fornøjelse at være bestyrelsesformand, og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at geologer er mere åbne og alsidige, altså mindre enøjede end læger. Det er jo nok fordi de beskæftiger sig med de der milliarder af år. For mig har det været en fornøjelse at arbejde sammen med geologerne. Tillykke med at I arbejder her".

Yderligere oplysninger:

Dr. med. Per Buch Andreasen,
Tlf.: 26 83 05 20
Email: pba@dadlnet.dk

eller

Administrerende direktør Johnny Fredericia, GEUS
Tlf.: 38 14 21 30
Email: jfr@geus.dk