GEUS' hjemmeside skal fornys, og der skal bruges ekstern bistand til udviklingen

18-03-2011

Der ønskes tilbud på denne eksterne bistand jf. lov om indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter (tilbudsloven) §§ 15 a 15 d.

Det er besluttet at GEUS skal have en helt ny hjemmeside, bygget på Microsoft Office Sharepoint Server 2010, og der er fremstillet en omfattende dokumentation af hvordan den nye hjemmeside skal bygges op og hvilken funktionalitet, der skal være i den:
Designdokument (pdf-fil, ~6 mb)
Wireframes (pdf-fil, ~1 mb)
Komponentbeskrivelse (pdf-fil, ~50 kb)

Fremstillingen af den nye hjemmeside skal ske som et internt GEUS-projekt, men da GEUS ikke har egne medarbejdere med de nødvendige Sharepoint-kompetencer er det ligeledes besluttet at benytte ekstern konsulentbistand til denne del af relanceringen, i omfanget 200 timer senior arkitektur- og infrastruktur-ekspert og 800 timer senior udvikler.

Arbejdet skal udføres på GEUS, i tæt samarbejde med de medarbejdere, GEUS selv sætter på opgaven, og med reference til projektleder, informationschef Henrik Højmark Thomsen. Konsulenterne skal kunne påbegynde arbejdet senest to uger efter underskrift på aftalen og arbejdet skal være afsluttet senest i oktober 2011.

Ved vurderingen af de indkomne tilbud vil der blive lagt vægt på de to konsulenters kompetencer i de respektive roller ved fremstilling af Sharepoint-baserede hjemmesider (dokumentation i form af beskrivelse af gennemførte projekter inkl. links til de resulterende hjemmesider), på at de tidligere har samarbejdet på lignende opgaver (dokumentation som ovenfor), på at de har erfaring med at udføre dette arbejde som 'menige' medlemmer i en projektgruppe, styret af opdragsgiver, og på prisen.

Tilbudsgiver skal kunne fremvise serviceattest inden en aftale kan underskrives.

Spørgsmål vedr. opgaven rettes til
afdelingsleder og it-chef Sten Troelstrup (38142828 eller st@geus.dk),
informationschef Henrik Højmark Thomsen (38142102 eller hht@geus.dk)
eller web-master Torsten Hoelstad (25307788 eller th@geus.dk)

Tilbud mærket 'hjemmeside' sendes til geus@geus.dk
eller GEUS, Øster Voldgade 10, 1350 Kbh. K,
så de er fremme senest fredag 25. marts kl. 16.00.