Kortlægning af kontinentalsoklen ud for Nordøstgrønland

Publiceret 30-08-2011

Som et led i Rigsfællesskabets Kontinentalsokkelprojekt arbejder danske forskere i disse dage med at kortlægge havbunden og geologien under havbunden. Dette arbejde er et led i projektets opgave at fremskaffe det nødvendige datagrundlag for at kunne fremsætte krav om en udvidelse af kontinentalsoklen og dermed rettighederne til ressourcerne under havbunden udover 200 sømil. Dette sker i henhold til FNs havretskonvention.

Den 17. august startede den svenske isbryder Oden fra Svalbard på togtet EAGER 2011, som skal kortlægge havbunden midt imellem Nordøstgrønland og Svalbard og Jan Mayen. Togtet afsluttes den 9./10. september.

Fokus for arbejdet på togtet er kortlægningen af Østgrønlands Ryggen og af skråningen mellem den grønlandske shelf og dybhavet. Formålet er at studere, hvordan ryggen er forbundet med den grønlandske shelf. Det har stor betydning for retten til råstofferne i området.

Havbundens form og dannelse bliver studeret med multibeam ekkolod, medens typen af havbundssedimenter bliver karakteriseret ved hjælp af skibets chirp sonar system. De geologiske strukturer under ryggen og shelfen bliver studeret ud fra seismiske undersøgelser og indsamlede gravimetriske data fra hele turen. Desuden bliver der taget vandprøver på turen og vandets saltholdighed og temperatur bliver ved samme lejlighed målt i forskellig dybde.

Læs mere om EAGER 2011:
a76.dk/greenland/east/gr_no_expeditions/eager_2011/

For yderligere information om togtet, kontakt venligst togtleder Christian Marcussen
Indtil 9. september på: christian.marcussen@eager.polar.se
Efter 9. september på: cma@geus.dk

Der er daglige svenske rapporter om togtet på linket:
www.polar.se/expeditioner/swedarctic2011/rapport/eager.html