Har vi fået flere jordskælv?

05-03-2010

Indtil i marts har jordskælv dræbt over 200.000 mennesker alene i år. Skælvene fylder derfor i nyhederne og i folks bevidsthed, men Jorden ryster ikke mere nu, end den plejer.

I 2010 har medierne været fyldt med omtaler af flere markante jordskælv, og GEUS har i den forbindelse fået mange spørgsmål fra borgere og pressen. Mange har spurgt, om vi har fået flere jordskælv.

Det har da også været voldsomt. I de første to måneder af 2010 har vi hørt og læst meget om ikke mindre end tre jordskælv - 12. januar i Haiti, hvor et jordskælv med en styrke på 7.0 på Richter skalaen forårsagede kolossale ødelæggelser, ét for danske forhold stort jordskælv på 4.3 på Richterskalaen den 10. februar ud for Thy, og det kæmpestore jordskælv på 8.8 på Richterskalaen i Chile 27. februar.

Seismologerne ved GEUS har kigget i den globale jordskælvsstatistik fra United States Geological Survey - USGS, for at se om der er sket en ændring i antallet af jordskælv. Antallet af jordskælv i verden mellem 1976 og 2010 med forskellige styrker er gengivet på figuren og i tabellen.

Antallet af jordskælv over 8 på Richterskalaen - de meget store jordskælv- er meget stabil med en hyppighed på ca. ét om året, også længere tilbage i tiden end grafen viser. Fra 1902 til i dag har der været 43 år uden et jordskælv over 8 på Richterskalaen, 51 år med ét, 14 år med to, og et ulykkesår (2007) med hele 4 jordskælv over 8 på Richterskalaen.

Ser man på de store skælv mellem 7.0 og 7.9 på Richterskalaen holder antallet sig stabilt på i gennemsnit 17 om året. Der er et markant hop i antallet af lokaliserede jordskælv på mellem 6.0 og 6.9 på Richterskalaen i begyndelsen af 1990erne. Det skyldes dog, ikke at der sker flere jordskælv, men at vi siden starten af 90'erne har fået en bedre dækning af jorden med instrumenter til at registrere jordskælv.

Kontakt:
Seismolog Trine Dahl-Jensen, GEUS
tlf.: 38142519
E-mail: seismologi@geus.dk.

Ovenstående artikel er fra det kommende nummer af GeologiskNyt, hvor der også er andre interessante artikler om jordskælv
http://www.geologisknyt.dk/index.php?id=1

Antallet af jordskælv i verden med forskellige styrker i perioden fra 1976 til 2010.

Antallet af jordskælv i verden med forskellige styrker i perioden fra 1976 til 2010. Antal omkomne er også vist. Baseret på tal fra United States Geological Survey - USGS.

Antallet af jordskælv i verden med forskellige styrker i perioden fra 1976 til 2010.

Antallet af jordskælv i verden med forskellige styrker i perioden fra 1976 til 2010. Antal omkomne er også vist. Baseret på tal fra United States Geological Survey - USGS.