Vulkaner er naturens egne miljø- og klimaskurke!

Publiceret 17-04-2010

Vulkanudbrud kan føre til sur regn og forsuring af miljøet, ligesom røg fra industrien. Laki udbruddet på Island i 1783-1784 gjorde store skader i landet og påvirkede klimaet i både Europa og Nordamerika. Andre vulkaner har været lige så anmassende.

Af Sofie Lindström

Den 25. marts i år vågnede den islandske vulkan under Eyjafjallajökul, til live efter at have ligget i tornerosesøvn siden sit sidste udbrud i 1823. I begyndelse virkede det kun som et mindre udbrud, men den 14. april begyndte vulkanen at spy millioner af kubikmeter aske ud i atmosfæren. De højeste askeskyer når op i mere end 16.000 meters højde og de laveste askeskyer befinder sig i ca. 6.000 meters højde.

Gennem luftens cirkulation spredes asken ned over det nordlige Europa. Den vulkanske aske består for størstedelen af vulkanske glas- og sandpartikler, som er både skarpe og hårde og eftersom partiklerne kan forårsage store skader både på flymotorer og -vinduer, så har landene i Nordeuropa besluttet at lukke deres lufthavne.

Vulkaner kan på en måde siges at være naturens egne miljø- og klimaskurke. Gas- og askeudslip fra vulkaner kan sidestilles med udslip fra menneskers industrielle produktion. Det kan skabe sur regn og forsuring af miljøet, hvilket blandet andet skader vores skove.

I årtier har Europa og Nordamerika kæmpet for at mindske deres industrielle udslip og for at få bugt med forsuringen. De initiativer, der er vedtaget har også mindsket udslippet betydeligt, men i de senere år er forsuringen fra forbrænding af kul i Asien steget til niveauer, som ligger på linie med Nordamerika og Europa tilsammen. Vi har en tendens til at tro, at forsuring af naturen er en moderne foreteelse, som er opstået efter industrialismens begyndelse. Og den industrielle forsuring er givetvis en alvorlig trussel for vores miljø og mod mange arters overlevelse, men selv naturen har sine miljøskurke, som kan gøre meget skade.

Der findes et antal historisk kendte vulkanudbrud, som har påvirket klimaet og miljøet regionalt eller globalt. Et af de ældste er Kuwae-udbruddet i 1452 i Stillehavet, og et andet stort udbrud med dokumenteret omfattende effekt var Tambora-udbruddet i 1815 i Indonesien.

I geologisk perspektiv har der været et antal gigantiske vulkanudbrud, som anses for at have påvirket klimaet og livet på jorden. Det handler om såkaldt flodbasaltvulkanisme, hvor enorme mængder af lava flyder ud over store områder i hundredetusinder af år. Visse af sådanne store episoder af flodbasaltvulkanisme falder i alder sammen med nogle af de store masseuddøen i jordens historie.

Det største tilfælde af masseuddøen, hvor 95 % af livet på jorden forsvandt, fandt sted for 250 millioner år siden ved grænsen mellem Perm og Trias. Den sammenkobles med et langvarigt flodbasaltudbrud i Sibirien, hvor næsten fire millioner kubikkilometer basaltlava blev produceret i løbet flere hundrede tusinder af år.

En noget mindre masseuddøen skete ved grænsen mellem Trias og Jura for 200 millioner år siden, hvor 2.5 kubikkilometer lava dannedes i det område som senere skulle blive Atlanten, dengang superkontinentet Pangea begyndte at bryde op.

Et lignende flodbasaltudbrud i betydelig mindre skala ramte netop Island for mere end 200 år siden, og det havde dokumenteret og dramatisk indvirkning på liv, miljø og klima ikke bare i Island.

Laki-udbruddet i Island i 1783-1784
Et af de mest kendte vulkanudbrud i Island i historisk tid er Laki-udbruddet, som varede fra juni 1783 til februar 1784. Det er beskrevet af forskeren Grattan i 2005. Det anses for at være et af de værste vulkanudbrud i hele de seneste 12.000 år, og andre forskere har beregnet, at det producerede 15.1 kubikkilometer lava og desuden slap 122 millioner tons SO2 ud i atmosfæren.

Udbruddet forårsagede store ødelæggelser i Island. Mennesker, dyr og planter blev ramt, og den efterfølgende dødelighed var høj. Vulkanen udspyede store mængder gas indeholdende bl.a. svovldioxid og flussyre, som hobede sig op i jorden, søer og vandløb.

Mennesker måtte opgive deres gårde, og marker både til afgrøder og græsning blev kraftigt forsuret, med misvækst til følge. Mange dyr og mennesker døde af fluoridforgiftning i eftervirkningerne af udbruddet, og senere hen af sygdomme og sult. Man regner med at en fjerdedel af Islands befolkning forsvandt pga. udbruddet og dets eftervirkninger.

Men udbruddet anrettede ikke kun skader i Island. En tør svovl- og flussyre-holdig tåge spredtes over den nordlige halvkugle og forårsagede en kortvarig temperaturstigning på næsten 3°C i sommeren 1783. Den sure tåge og regn anrettede skader på plantevæksten. Historiske beskrivelser fortæller om syreætsede blade og frugter, sorte og skrumpede blade, udtørring, farveforandringer, for tidlig løvfældning, frugt som aldrig blev modent og korn uden frø. Alt dette ledte til misvækst og sult, som sammen med den sure tåges påvirkning af først og fremmest åndedrætsorganerne førte til øget dødelighed både hos mennesker og dyr i to år efter udbruddet.

I en tiårig periode efter udbruddet blev klimaet drastisk forværret med koldere vejr over hele Europa. Vintrene var usædvanligt strenge, men det værste var de kolde somre, som forkortede dyrkningssæsonen og på den måde forlængede misvækst og sult. Der berettedes om støvskyer fra Laki-udbruddet helt fra det nordøstlige Nordamerika over Sibirien og til det centrale Asien i 1783.

Hvor meget forsuringen fra et stort vulkanudbrud påvirker et område afhænger selvfølgelig af hvor omfattende udbruddet er og af vind- og vejrforholdene, men også af hvor følsom jordbunden og klippegrunden er. I områder, hvor jordbunden og klippegrunden indeholder meget kalk, bliver nedfaldet mindre skadeligt, og plantevækst og dyreliv påvirkes mindre, men i syrefølsomme områder kan påvirkningen være alvorlig og langvarig.

Kontakt:
Sofie Lindström, GEUS
Tlf: 38 14 27 05
E-mail: sli@geus.dk