Bestil en forsker under Forskningens Døgn, 25-26. april 2008

Publiceret 27-03-2008

I anledning af det årlige arrangement Forskningens Døgn kan alle bestille en forsker fra GEUS. De mulige emner er grundvand, energi fra indlandsisen og konsekvenser af klimaændringerne.

"Bestil en Forsker" er et tilbud i forbindelse med Forskningens Døgn, hvor du har mulighed for at bestille en forsker til at komme ud og fortælle en af de mange spændende historier fra videnskabens verden. Alle, der kan samle et voksent publikum på min. 10 personer, kan bestille en forsker til at komme på besøg og fortælle - fredag den 25. og lørdag den 26. april 2008 i anledning af Forskningens Døgn.

Forskere fra GEUS tilbyder 3 foredrag under Forskningens Døgn 2008:

Grundvandet er levende!
Vand er grundlaget for alt liv på jorden. Tag med på en rejse gennem tid og rum, hvor vi besøger fantastiske grundvandsdyr. Alene i Europa findes der mere end 6.000 forskellige, som er fanget i en darwinistisk blindgyde. Vi skal også se på de sidste nyheder om drikke- og grundvand i Danmark.
Ved geolog Walter Brüsch, GEUS.

Jagten på Indlandsisens grønne energi
De imponerende blå smeltevandsfloder på Indlandsisen i Grønland kan drive vandkraftværker. Forskerne har brugt radarbølger, dynamit, farvestoffer og masser af varmt vand til at finde ud af, hvordan vandet strømmer under den tykke is. Hør om forskernes videnskabelige udfordringer og om deres liv og virke på en helt speciel arbejdsplads.
Ved informationschef og glaciolog Henrik Højmark Thomsen, GEUS.

Globale klimaændringer - hvilken indflydelse har de?
Hvilken ændringer i klimaet har jorden oplevet igennem de seneste millioner af år? Hvilken indflydelse har disse ændringer haft på klimaet på plantelivet, dyrelivet og havniveauet? Hvorfor bliver det varmere, hvordan vil det påvirke os og hvad kan der gøres? Disse spørgsmål diskuteres i dette foredrag.
Ved geolog Ole Bennike, GEUS.

Du kan bestille forskerne og få oplysninger om, hvor i landet de rykker ud og hvornår, på hjemmesiden for Forskningens Døgn: www.forskningensdoegn.dk

Sidste frist for at bestille en forsker er torsdag den 10. april.