Ny lov om GEUS og nyt navn

25-05-2007

Institutionen GEUS ændrer snart navn til "De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland". Det daglige navn GEUS bliver dog ikke rettet, da det blot står for GEologisk UnderSøgelse.

Den 22. maj vedtog Folketinget en ny lov om GEUS. Institutionen får nyt navn: "De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland", men bevarer forkortelsen "GEUS", der står for GEologiske UnderSøgelser. Loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Den nye lov skal ses på baggrund af, at regeringen i 2006 besluttede at hovedparten af sektorforskningsinstitutionerne skulle integreres i universiteterne. På grund af GEUS' særlige karakter og opgaver blev det besluttet at etablere "De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)" som en selvstændig, uafhængig forskningsinstitution under Miljøministeriet med nyt navn og med eget lovgrundlag.

Det giver et godt grundlag for GEUS' fremtidige opgaveløsning til gavn for det danske og grønlandske samfunds udnyttelse og beskyttelse af naturressourcerne: Olie, gas, vand, sand og grus og alle de mineraler, der er grundlaget for utallige af hverdagens produkter.

GEUS vil være det nationale geologiske datacenter, myndighedernes geofaglige rådgiver vedrørende energi, undergrund, miljø og spørgsmål af betydning for afgrænsning af rigets kontinentalsokkel.

Gennem realiseringen af Geocenter Danmark, sammen med Københavns og Århus Universitet, sikres det at GEUS' data og viden i øget omfang nyttiggøres i universitetsuddannelserne, og at GEUS medvirker til en øget rekruttering til geovidenskaberne og uddannelsen af geologer, hvor der i dag uddannes for få til at dække behovet.

Under førstebehandlingen af lovforslaget i Folketinget den 27. februar takkede Miljøminister Connie Hedegaard for den brede opbakning til forslaget og sagde blandt andet:

"Danmark og Grønland har brug for en sammenhængende og opdateret viden om undergrunden for at kunne forvalte vores naturressourcer bedst muligt"........" Der er brug for en institution, som kan stå for den løbende opbygning af viden og for den løbende forskning i de store og bekostelige datamængder, der er blevet indsamlet og indberettet til GEUS igennem mere end 100 år."

Læs lovforslaget på Folketingets hjemmeside
http://www.ft.dk/?/Samling/20061/lovforslag/L156/index.htm

Yderligere oplysninger:
Direktør Johnny Fredericia, GEUS
Tlf: 38 14 21 30
E-mail: jf@geus.dk