GEUS' nye placering i forskningslandskabet

18-10-2006

Regeringen har besluttet, at GEUS skal reorganiseres som en selvstændig institution, at Geocenter Danmark modellen skal realiseres og at arbejdet skal realiseres hurtigst muligt i løbet af 2007.

Videnskabsminister Helge Sander har den 16. oktober 2006 tilskrevet GEUS' bestyrelsesformand med følgende hovedindhold:

  • Regeringen har besluttet, at GEUS reorganiseres som en selvstændig og uafhængig forskningsinstitution med et nyt navn og en ny bestyrelse.
  • Geocenter Danmark modellen, der indebærer et forpligtende samarbejde mellem den nye institution, Københavns Universitet og Aarhus Universitet, realiseres.
  • Reorganiseringen gennemføres hurtigst muligt i løbet af 2007. Miljøministeren vil i 2007 fremsætte særskilt lov herom.

Af et til brevet vedlagte notat fremgår bl.a. følgende begrundelse:

"Den faglige kortlægning har vist, at Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) har myndighedsopgaver af særlig karakter, herunder på råstofområdet samt i relation til søsterinstitutioner i andre lande. Institutionen er det største samlede forskningsmiljø på det geologiske område, ligesom den med sine opgaver i Grønland har stor betydning for Rigsfællesskabet, blandt andet i relation til kontinentalsokkelprojektet."