Aftale om geologisk forskningssamarbejde i Grønland

Publiceret 31-05-2006

Et tættere samarbejde om udforskningen af Grønlands geologi og råstoffer er sat på skinner, efter de geologiske undersøgelser i USA, Danmark og Grønland nu har underskrevet en formel aftale.

James Cain, Martin Ghisler, Kaj Kleist Onsdag den 31. maj underskrev den amerikanske geologiske undersøgelse - USGS, GEUS og Råstofdirektoratet ved Grønlands Hjemmestyre en aftale om videnskabeligt og teknisk samarbejde inden for den geologiske forskning i Grønland. Underskrivningen fandt sted på Geologisk Museum i København under overværelse af over 60 diplomater, embedsmænd og forskere fra USA, Grønland og Danmark. Udenrigsministeriet stod bag udarbejdelsen af aftalen.

Aftalen blev underskrevet af den amerikanske ambassadør James Cain, administrerende direktør Kaj Kleist, Grønlands Landsstyre og administrerende direktør Martin Ghisler, GEUS. Før underskrivningen udtrykte Martin Ghisler glæde ved aftalen, der vil styrke samarbejdet og forskningen i Grønland:

- Amerikanske og danske forskere har længe samarbejdet på konkrete projekter, der er startet gennem netværk i den videnskabelige verden. Sådan fungerer videnskaben. Og GEUS' medarbejdere har i mange år i samarbejde med Grønlands Hjemmestyre arbejdet i Grønland, hvor de har været fascineret af landets spændende geologi, naturen og befolkningen. Jeg ser frem til en forøget videnskabelig indsats, som denne aftale kan skabe grundlag for.

Der er tale om en rammeaftale, der skal fremme samarbejdet mellem institutionerne og åbne op for konkrete projekter. Det kan dreje sig om samarbejde i konkrete forskningsprojekter, logistisk samarbejde i felten, deltagelse i kurser, konferencer og symposier eller udveksling af videnskabelige medarbejdere.

Forskningsaftalen er en del af et større samarbejdsaftale fra 2004 mellem Grønland, Danmark og USA, der har til formål at skabe samarbejde om konkrete projekter i Grønland inden for miljø, videnskab, sundhed, teknologi, uddannelse, kultur, handel og turisme.