Ny bog om Grønlands geologi - 270 sider populærvidenskab

14-10-2005

Grønlands geologiske udvikling - fra urtid til nutid er en populærvidenskabelig bog, der fortæller historien om Grønland gennem 3.800 millioner år. Bogen bygger på 60 års feltarbejde og forskning på verdens største ø.

Det er titlen på en ny rigt illustreret populærvidenskabelig bog om Grønlands geologi. Grønlands fjelde afspejler Jordens geologiske udviklingshistorie gennem 3800 millioner år. Denne bog tager os med hele vejen - tilbage i tiden og rundt langs denne verdens største ø. Det er den fascinerende historie om bjergkæder, der skød op og blev slidt ned, om buldrende vulkaner og tropiske koralrev. Fra Grønlands imponerende nøgne fjelde kan man aflæse historien om, hvad der skete.

Bogen sammenfatter resultaterne af mere end 60 års geologiske undersøgelser i både landområder og på kontinentalsoklen ud for kysten. Beskrivelsen forklarer de geologiske processer og belyser hvilke økonomiske ressourcer, der forekommer i Grønlands undergrund.

Bogen henvender sig til de, der er interesseret i naturen og menneskers udnyttelse af Jorden, og der vil være inspiration at hente for de, der underviser i geologi og geografi.

570 illustrationer
280 fotos

Læs den uddybende information og indholdsfortegnelsen.