Nyt frimærke markerer afslutningen af den geologiske oversigtskortlægning af Grønland

Publiceret 20-06-2005

Geologien i Kong Oscar Fjord er kommet på et nyt grønlandsk frimærke. Mærket markerer afslutningen på Grønlands overordnede geologiske kortlægning. Geologien på mærket stammer fra Grønlands tropiske periode.

Post Greenland frimærke
Oversigtskort
Post Greenland frimærke:
Videnskab I/1 "Geologisk kortlægning"
Valør: 7,25 kr.
Udgivelsesdato: 20.06.2005
40 mærker pr. ark
Format: G - stående
Ydre mål: 28,84 x 39,52 mm
Trykmetode: Stålstik
Papir: Gult fluorescerende
Gravure: Lasse Sjööblom

Frimærket viser et lille udsnit af det geologiske kort "Kong Oscar Fjord" fra det nordøstlige Grønland. Nederst ses Lyell Land, derover Ella Ø og øverst den lille Marie Ø. Gråt angiver fjord, og hvidlige farver gletschere. De andre farver angiver forskellige bjergarter. I området findes 700 til 370 millioner år gamle sandsten og kalksten. Da lagene blev afsat lå Grønland nær ækvator. De ældre lag er blevet foldede under en stor bjergkædedannelse i Nordøstgrønland for ca. 400 millioner år siden.

Grønlands natur har i årevis været genstand for forskernes store opmærksomhed, og i dag udkommer de tre første frimærker i Post Greenland´s nye serie videnskabelige opdagelser i Grønland. Det første mærke i serien markerer, at der efter 40 års videnskabeligt arbejde nu er skabt en oversigt over Grønlands enestående geologiske udviklingshistorie.

I 2004 afsluttede Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) således den geologiske oversigtskortlægning af Grønland efter 40 års arbejde. Hundredvis af geologer har i mange somre studeret klipperne, og resultatet er 14 geologiske kort, der samlet giver en oversigt over, hvordan geologien er skruet sammen i Grønlands isfrie landområder. De 14 kort er udarbejdet i skalaen 1: 500 000, hvilket betyder, at 1 cm på kortet svarer til 5 km i naturen. Det første af disse kortblade udkom i 1971, og det 14. og sidste i 2004.

Frimærket "Geologisk Kortlægning" viser et udsnit af det geologiske kort "Kong Oscar Fjord". Det farverige udsnit dækker Ella Ø området i det nordøstlige Grønland, og det gengiver et område med sandsten og kalksten, der er 700 til 370 millioner år gamle. Da lagene blev afsat lå Grønland nær ækvator.

Geologiske kort en efterspurgt vare
Detaljerede geologiske kort er en af de varer, som mineindustrien efterspørger, inden de kaster sig ud i investeringer i mineralefterforskning. Grønlands hjemmestyre har sat som mål, at mineralske råstoffer skal udgøre en vigtig indtægtskilde for samfundet, på linie med fiskeri og turisme, og geologiske kort er et af de midler, der er med til at tiltrække mineindustrien.

Med afslutningen af den geologiske oversigtskortlægning er der skabt et overblik over geologien i landområderne i Grønland, mens en kortlægning, der er så detaljeret, at den kan bruges til råstofefterforskning, endnu er på et tidlig stadium. I dag er der produceret 57 kortblade i den mere detaljerede skala 1: 100 000, og der mangler således over 170 kortblade før hele Grønland er dækket. Geologerne har derfor mange års arbejde foran sig inden Grønland er kortlagt mere detaljeret. Arbejdet med 1: 100 000 kortlægningen fortsætter i udvalgte områder med råstofinteresser sideløbende med endnu mere detaljerede kortlægninger af områder, hvor der er specielt gode muligheder for at finde råstoffer. I løbet af sommeren 2005, vil der foregå geologisk kortlægning i Nuuk området i Vestgrønland, der er kendt for nogle af verdens ældste bjergarter og flere interessante fund af guld, samt på Nuussuaq halvøen i Disko Bugt området i Vestgrønland. Læs mere om dette i Feltaktiviteter i Grønland 2005.

Geologerne sadlede om
Geologiske undersøgelser i Grønland har fundet sted i flere hundrede år, men først i 1950erne indledte det daværende Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU) en systematisk geologisk kortlægning i skalaen 1: 100 000. Denne kortlægning begyndte i Ivittuut-området i Sydvestgrønland, hvor geologerne ønskede at studere området omkring Grønlands eneste producerende mine, hvor der var blevet brudt kryolit gennem mere end 100 år. Selv om der var god fremdrift i 1: 100 000 kortlægningen, blev det snart klart, at man måtte ændre strategi, hvis Grønland inden for en overskuelig tid skulle dækkes. Derfor begyndte geologerne fra 1964 en oversigtskortlægning i skalaen 1: 500 000 sideløbende med den mere detaljerede kortlægning. Fra 1995 er kortlægningen fortsat af GEUS, da GGU dette år blev slået sammen med Danmarks Geologiske Undersøgelse (DGU) til institutionen Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse.

Siden 1960erne og frem til år 2000 deltog der årligt omkring 100 personer i feltarbejdet. Specielt i Øst- og Nordgrønland blev feltarbejdet organiseret som store ekspeditioner, der opererede ud fra baselejre. Herfra blev geologerne i tomandshold fløjet ud i fjeldene for til fods at kortlægge geologien fra små teltlejre. Ud over GEUSs egne geologer har der deltaget forskere fra en lang række institutioner i Danmark og andre lande i feltarbejdet. Dette betød, at bearbejdelsen af de indsamlede data blev stærkt intensiveret.

Feltarbejdet har gennemgået store ændringer i årenes løb. I begyndelsen sejlede geologerne fra Danmark til Grønland, og transporten rundt i området foregik med kuttere. Senere begyndte geologerne at flyve til Grønland, og fra 1958 blev der sat helikoptere ind i arbejdet. GGU ejede en overgang to helikoptere, men ellers er der anvendt helikoptere fra Schweiz og senere fra Grønlandsfly. Flyvevåbnet har stået for transport til Nord- og Nordøstgrønland, og her er der i stor udstrækning anvendt små fly og helikoptere til lokal transport.

Også i laboratorierne er der sket store ændringer. Især har geologiske tolkninger ud fra flyfotos bidraget markant til at fremskynde arbejdet. Og udviklingen indenfor IT området har ført til, at kortene er blevet digitaliserede og kan leveres på elektroniske medier. Denne udvikling har skabt mulighed for øget integration af geologiske kort med andre typer data som fx geokemiske data og magnetiske data, der også er vigtige for mineindustrien.

I august nummeret af MiljøDanmark, der udgives af Miljøministeriet, kommer en artikel, der beskriver arbejdet med at kortlægge Grønlands fjelde, og i slutningen af oktober udgiver GEUS et omfattende populærvidenskabelig bog: "Grønlands fjelde fortæller", der præsenterer hele landets geologiske udvikling fra urtid til nutid.

Læs mere om geologisk kortlægning i Grønland

Læs de populærvidenskabelige artikler:

Geologisk kortlægning i Grønland og hvorfor
Geofysisk kortlægning af Grønland fra luften
Mineralefterforskning i en digital verden