Jordskælvet ved Sumatra d. 26/12 2004 registreret i Danmark

Publiceret 04-01-2005

Det var verdens kraftigste jordskælv de sidste 40 år, som ramte Sumatra anden juledag 2004. Det fandt sted over et 1.200 km langt område, som er præget af mange og store skælv, og det udløste en voldsom tsunami.

Jordskælvet, som målte 9.0 på Richterskalaen, fandt sted ud for den nordlige del af Sumatras vestkyst. Det er det kraftigste jordskælv registeret i 40 år. Vi skal helt tilbage til 1964 for at finde et kraftigere jordskælv. Her rystede et jordskælv på 9.2 på Richterskalaen Alaska og Prins Williams Sound, og forårsagede omfattende ødelæggelser og tab af menneskeliv.

Jordskælvet d. 26/12 2004 fandt sted i et område der ofte oplever jordskælv. Geologisk set ligger jordskælvet hvor to af jordens lithosfæreplader mødes. Jordens ydre består af nogle store stive plader, der er 200-300 km tykke under kontinenterne, og fra nogle få km op til ca. 100 km tykke under oceanerne. Det er langs kanterne af pladerne, der kan sammenlignes med brikkerne i et puslespil, at de fleste og største jordskælv finder sted.

Ved det nordlige Sumatra mødes den indiske plade og den burmesiske plade. Den indiske plade bevæger sig ind under den burmesiske plade med en gennemsnitshastighed på 6 cm/år. Ved jordskælvet 2. juledag flyttede den indiske plade sig i et voldsomt ryk i forhold til den burmesiske plade langs en sprækkezone der var ca. 1200 km lang og mere end 100 km bred. Gennemsnitlig set kom den indiske plade 15 meter længere ind under den burmesiske plade, og forårsagede en pludselig hævning af havbunden på flere meter langs sprækkezonen.

Den pludselige og voldsomme flytning af havbunden satte en flodbølge (tsunami) i gang, der bevægede sig med en hastighed på mange hundrede km i timen hen over det Indiske Ocean. Flodbølgen var knap synlig og mærkbar på det åbne hav, da bølgetoppene næppe har været over en halv meter høje, men inde ved kysterne blev bølgen presset sammen og væltede ind over land som en mur af vand.

Rystelserne fra jordskælvet kunne registreres på seismografer over hele verden. En seismograf er et fintfølende måleinstrument, der er designet til at registrere rystelser fra jordskælv. GEUS netværker af seismografer har registreret jordskælvet klart og tydeligt. Som eksempel vises her registreringen fra seismografen i København. Figuren viser et helt døgns registrering, hvor man ser at jorden starter dagen stille, men derefter registreres en voldsom rystelse. Rystelsen er kun 12½ minut om at bevæge sig fra jordskælvets epicenter til Danmark.

Billede af jordskælvsregistrering i København

Yderligere oplysninger:
Seniorforsker Tine B. Larsen; GEUS
Tlf: 38 14 24 27
E-mail: tbl@geus.dk

Se også Jordskælv og tsunami ved Sumatra d. 26/12 2004

Jordskælvet den 26. december 2004 vest for det nordlige Sumatra, der målte 9.0 på Richterskalaen (M=9.0) er det femte største jordskælv siden 1900. De andre fire var:

1. 1960 - 22. maj, Sydlige Chile, M=9.5
2. 1964 - 28. marts, Prince William Sound, Alaska, M=9.2
3. 1957 - 9. marts, Andreanoff Islands Alaska, M=9.1
4. 1952 - 4. november, Kamchatka M=9.0
5. 2004 - 26. december 26, Vest for det nordlige Sumatra, M=9.0

Jordskælvet den 26. december 2004 er det næst mest dræbende i verden i kendt historie:

1. 1556 - 23. januar, Senshi, Kina, 830.000 omkomne (M=~8.0)
2. 2004 - 26. december, Vest for det nordlige Sumatra, 283.000 omkomne (M=9.0)
3. 1976 - 27. juli, Tangshan, Kina, 255.000 omkomne (M=7.5)
4. 1780 - 28. februar, Iran, 200.000 omkomne (M=?)
5. 1920 - 16 december, Gansu, Kina, 200.000 omkomne (M=8.6)
6. 1927 - 22. maj, Tsinghai, Kina, 200.000 omkomne (M=7.9)
7. 1923 - 1. september, Kanto, Japan, 143.000 omkomne (M=7.9)
8. 1948 - 5. Oktober, Ashgabat, Turkmenistan, 110 000 omkomne (M=7.3)

Kilde: Modificeret efter USGS.

Links:

Detaljerede oplysninger om det store jordskælv i Asien med links til tsunamicentre:
http://earthquake.usgs.gov/eqinthenews/2004/usslav/

Link til National Earthquake Information Center, USGS
http://wwwneic.cr.usgs.gov/

Oplysninger om de større efterskælv og andre jordskælv i verden (opdateres løbende døgnet rundt)
http://wwwneic.cr.usgs.gov/neis/bulletin/

Se animation af tsunamien i Asien. Rød er bølgetoppen - blå er bølgedalen. Bemærk at første tsunami-bølge mellem forkastningszonen og Sri Lanka er mere end 600 km lang:
International Group for the Tsunami Warning System in the Pacific
http://ioc.unesco.org/itsu/