Ny bog i serien Geologisk set - Det sydlige Jylland

Publiceret 27-10-2004

En ny bog skal give naturinteresserede og naturplanlæggere bedre mulighed for at opleve, studere og forstå de geologiske processer og naturområder i det sydlige Jylland. Bogen er en del af en serie, der dækker hele landet.

Bogens omslagLokaliteter af national geologisk interesse i det sydlige Jylland er blevet beskrevet i en ny bog, som danner et godt udgangspunkt for at opleve, studere, forstå og formidle de geologiske processer og naturområder i landsdelen.

Det sydlige Jylland rummer Danmarks geologiske historie fra de sidste 25 millioner år. Samtidig er det et område, hvor nutidens naturkræfter sætter deres markante præg på landskabet, ikke mindst ved kysterne.

Formålet med bogen er at give naturinteresserede og naturplanlæggere bedre mulighed for at opleve, studere og forstå de geologiske processer og naturområder i det sydlige Jylland. Derigennem bliver vi også bedre i stand til at tage vare på de geologiske værdier i landskabet.

I bogens indledning er der en gennemgang af regionens geologiske udvikling i de seneste 25 millioner år. Her præsenteres en ny opfattelse af den Miocæne udvikling i Syd- og Midtjylland. Istidslandskabet med de kuperede moræneformer mod øst og bakkeøerne og hedesletterne mod vest er beskrevet og illustreret med flere kort, blandt andet et helt nyt geomorfologisk kort over regionen. Også kysternes udformning og dynamik er fyldigt omtalt. Det gælder både den unge, bugtede Lillebæltskyst og den modne, udrettede Vesterhavskyst med barriereøer og Vadehavet.

Den centrale del af bogen gennemgår 26 lokaliteter. Alle lokaliteterne har national og regional betydning, og nogle har endda international bevågenhed. Efter den geologiske beskrivelse af hver lokalitet følger en omtale af stedets særlige værdi og hvordan det bedst beskyttes. Bogen har fyldige litteraturhenvisninger og et engelsk og tysk resume.
Bogen kan bruges af undervisere og andre med interesse for naturen

Læs forord, indholdsfortegnelse og se illustrationer

Tidligere titler i serien "Geologisk Set" kan stadig leveres:
Fyn og øerne - Kr. 180
Bornholm - Kr. 180
Det mellemste Jylland - Kr. 220
Det nordlige Jylland - Kr. 180
Alle priser er eksklusiv moms

Bogen er udgivet af Skov- og Naturstyrelsen og Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, i samarbejde med Geografforlaget. Det er 5. bind ud af 6 i serien Geologisk set

Forfattere: Peter Gravesen, Peter Roll Jakobsen, Merete Binderup og Erik Skovbjerg Rasmussen, fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse

Udgivelsesdag er den 1. november 2004

188 sider, rigt illustreret. Pris 270 kroner inklusiv moms. Bogen kan købes ved henvendelse til

GEUS
Øster Voldgade 10, 1350 København K
Tlf.: 38 14 21 00, e-post: bogsalg@geus.dk

Se også brochuren brochure_sydjylland_bog.pdf (PDF-fil ca 100k)

Hvis der er spørgsmål i forbindelse med bogen, så kontakt venligst:

Merete Binderup (Fagligt indhold)
Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, tlf. 38 14 29 15,
mb@geus.dk

Lise Holm (Politik for områder med national geologisk interesse)
Skov- og Naturstyrelsen, tlf. 39 47 21 74,
lho@sns.dk

Tom Døllner (Bogens produktion)
Geografforlaget, tlf. 64 44 16 83,
td@Geografforlaget.dk