Jordskælv i Skagerrak

Publiceret 21-10-2001

For anden gang på blot et halvt år blev beboere i Thy-området vækket af et lille jordskælv i Skagerrak. Jordskælvet fandt sted natten til søndag d. 21. oktober 2001 kl. 02.31 og målte ca. 3.6 på Richterskalaen.

Jordskælvet var noget kraftigere end jordskælvet d. 2. juni, der målte 3.3 på Richterskalaen. Men jordskælvet var ikke voldsomt nok til, at det gav skader. Det nye jordskælv havde epicenter ca. 20 km længere fra kysten end det foregående, og det blev i kraft af sin styrke mærket af beboere i en stor del af Thy.

Kendt jordskælvszone
En foreløbig bestemmelse af epicenteret har lokaliseret jordskælvet til 57.14 grader Nord, 8.06 grader Øst, hvilket er centralt i en allerede kendt jordskælvszone.

Stigende antal jordskælv i Skaggerak
De seneste 5-10 år er registreret et stigende antal jordskælv i Skagerrak. En del af denne stigning kan tilskrives, at vi er blevet bedre til at opfange meget små rystelser med nyere instrumenter. Det forklarer dog ikke, at der også er flere jordskælv som registreres af mennesker.

Seismologerne ved Kort & Matrikelstyrelsen* har pt. ikke en forklaring på denne stigning, som måske blot skyldes tilfældigheder. Statsseismolog Søren Gregersen og de øvrige seismologer i Kort & Matrikelstyrelsen* har dog for nylig indsendt ansøgninger om forskningsmidler til at studere deformationerne i Danmarks undergrund mere detaljeret.

*)Seismologi-aktiviteterne ved Kort & Matrikelstyrelsens er pr 1-7-2004 overflyttet til GEUS

seismogram