Danskere skal lære vietnameserne at gå i dybden

Publiceret 28-08-2001

Danske geologer skal nu i gang med at videreuddanne vietnamesiske oliegeologer. Danida har via ENRECA-programmet bevilget 8,5 millioner kroner foreløbig over 3 år til projektet: "Integrated Analysis and Modelling of Geological Basins in Vietnam and an Assessment of their Hydrocarbon Potential; First Pfase: Phu Kanh Basin."

Projektet er et samarbejde mellem Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) og Vietnam Petroleum Institute (VPI). Desuden deltager Geologisk Institut, Københavns Universitet og Hanoi University of Mining and Geology i projektet.

Olie og gas er en vigtig sektor for det vietnamesiske samfund. Omkring 20 procent af statens indtægter stammer fra olie og gas og mange vietnamesere er beskæftiget i sektoren. Projektet skal styrke vietnamesernes mulighed for at vurdere landets olie og gas ressourcer og gøre landet til en ligeværdig partner, når der skal forhandles med de store internationale olieselskaber om udnyttelse af naturrigdommene. Desuden indgår udnyttelsen af gasressourcerne i den vietnamesiske regerings langsigtede miljøplan. Kul skal i fremtiden erstattes af naturgas for at nedbringe udslippet af CO2 til atmosfæren og for at undgå den store forurening af vandressourcerne i områder med kulminer.

»Der er et stort behov for at videreuddanne de mange unge vietnamesere, der har valgt geologi og geofysik som deres karriere,« siger Ioannis Abatzis, der har den overordnede styring af projektet ved GEUS.
»Der er mange talenter blandt de unge, men de mangler erfaring på forskningsniveau, ligesom de mangler træning i at bruge moderne beregningsværktøjer til opstilling af geologiske og geofysiske modeller.«

Træningen af de vietnamesiske forskere vil foregå gennem løsningen af et konkret forskningsprojekt, der har til formål at forstå den geologiske opbygning af og vurdere mulighederne for olie og gas i Phu Khanh bassinet, der ligger ud for kysten i det centrale Vietnam. Gennem træning i opstilling af geologiske modeller sigter projektet bredt inden for geovidenskaberne, idet modellerne også indgår som et vigtigt grundlag for fx en optimal udnyttelse af Vietnams vandressourcer.

»Vi har oprettet en Forskningsinitiativ Fond i projektet, hvor studenter fra universiteterne i Vietnam og forskere fra VPI kan søge begrænsede midler til at gennemføre egen forskning indefor projektets rammer,« siger Ioannis Abatzis og forsætter:
»Vi har erfaring for at egne forskningsprojekter er meget motiverende for indlæringen, men desværre har studenter og forskere i Vietnam i dag kun få muligheder for at søge egne forskningsmidler på grund af begrænsede budgetter. Det vil vi forsøge at gøre noget ved gennem fonden.«

Det er ikke første gang, at GEUS er aktiv i opbygningen af vietnamesisk olieekspertise. Siden 1995 er der gennemført en række lærings projekter i Hanoi og København finansieret af Danida, Energistyrelsen og Den Danske Ambassade i Hanoi. En artikel om GEUS´s tidligere arbejde i Vietnam kan læses her

Yderligere oplysninger:

Seniorforsker Ioannis Abatzis, GEUS, Telefon: 38 14 25 16, email: ia@geus.dk
Seniorforsker Lars Henrik Nielsen, GEUS, Telefon 38 14 27 30, email: lhn@geus.dk