Habitatkortlægning

Darwin definerede i 1859 habitat som “et område, hvor en plante eller et dyr har naturligt levested”. Sidenhen har der været et utal af definitioner og senest i EU-kommissionens Habitatdirektiv: “Arealer, der er kendetegnet af geografiske naturlige og seminaturlige, ikke-biologiske og biologiske parametre”.

Vores fokusområde er de bentiske habitater, som omfatter fysiske, biologiske og kemiske forhold på havbunden. De fysiske forhold på havbunden er områdets sedimenttype, fx sandbund, stenet bund eller mudderbund, kombineret med områdets mor fologi, fx en flad bund, en banke eller en rende. Områdets miljømæssige parametre inkluderer den fotiske zone, dvs. den del af vandsøjlen, der har lys nok til, at fotosyntese kan foregå, og turbiditet, som er et udtryk for vandets uklarhed og strømhastighed. De kemiske parametre omfatter saltholdighed, iltindhold og surhedsgrad (pH).

Det fremgår af definitionerne, at havbundens beskaffenhed er en vigtig faktor, der styrer havbundens biologiske samfund, hvad enten der er tale om grundfjelds-, hårdbunds- eller mudderbunds-samfund.

Baggrund

Havbundens sedimentkortlægning er et vigtigt redskab for kortlægningen af habitater, altså af de naturlige levesteder for planter og dyr. Sedimentfordelingen er en af de vigtigste bestemmende parametre for udbredelsen og mangfoldigheden af habitaterne, og den menneskelige påvirkning af havbundens sedimenter kan have fatale konsekvenser for fremtidens liv i havet. Erkendelsen af dette har været den drivende kraft i de senere årtiers sediment- og habitat-kortlægning, som har været præget af et stadigt øget raffinement af metoder og detaljeringsgrad. Habitatkortlægning har stor international bevågenhed, både på EU- og globalt plan, og er et vigtigt redskab, når der skal findes et bæredygtigt kompromis mellem udnyttelse og bevarelse af naturen.