www.geus.dk > Om GEUS > Fakta > Virksomhedsregnskab 1997 > Siden her

FAKTA

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)
GEUS logo - link til forsiden

GRØNLANDSARBEJDET, uddybende resultatanalyse 1997



Indledning

GEUS- opgaver i Grønland omfatter projekter under samtlige programområder. Hovedformålet med GEUS- aktiviteter i Grønland er at tilvejebringe det geovidenskabelige grundlag for en målrettet efterforskning med henblik på at gøre udnyttelsen af de ikke-levende ressourcer til et bærende erhverv. Arbejdet omfatter derfor den grundlæggende systematiske geologiske kortlægning af landet samt en indkredsning af de områder, der er mest interessante fra et råstofmæssigt synspunkt.

Der skal i det følgende gives en uddybende resultatanalyse af Grønlandsområdet. Baggrunden for netop at se på denne del af GEUS- virksomhed for 1997 er, at administrationen af Råstofområdet ifølge aftale af 8. januar 1998 mellem Staten og Grønlands Hjemmestyre overgår til Råstofdirektoratet i Nuuk pr. 1. juli 1998. Der sker ingen ændringer af Råstoffordningen mellem Danmark og Grønland i øvrigt bortset fra, at der "byttes roller", d.v.s. Grønlands Hjemmestyre overtager forvaltningen fra Miljø- og Energiministeriet og bevarer "trækningsret" på GEUS- rådgivning og ekspertise i samme omfang som Råstofforvaltningen for Grønland har haft hidtil.

Det blev ved fusionen mellem DGU og GGU i 1995 aftalt, at GEUS hvert år skulle øremærke en del af sin årlige finanslovsbevilling til Grønlandsopgaver. Denne del udgør både for 1997 og 1998 et beløb på 34 mill. kr.


GEUS HJEMMESIDE || Indledning Aktiviteter og resultater | Vandressourcer | Energiråstoffer | Mineralske råstoffer Geologisk kortlægning | Natur og miljø | Adresse || TOP |
Aktiviteter og resultater

Tabel 3.15: Ressourceindsats*

Programområder
Totalomsætning
Eksterne midler
Basismidler
Årsværk
(mio. kr.)
Regnskab
Regnskab
Regnskab
Regnskab
1. Data og formidling
4,2
0,2
4,0
8
2. Vandressourcer
0,5
0,5
0,0
1
3. Energiråstoffer
19,3
10,6
8,7
38
4. Min. råst. og Gr. kortl.
36,5
15,8
20,7
43
a) Mineraler
(22,5)
(12,5)
(10,0)
(24)
b) Kortlægning
(14,0)
(3,3)
(10,7)
(19)
5. Natur og Miljø
3,1
1,0
2,1
4
I alt
63,6
28,1
35,5
94
* Grønlandsopgavernes andel af GEUS- fællesomkostninger beregnes lønsumsproportionalt i forhold til resten af institutionen. Alle opgørelser er ekskl. Dansk Lithosfærecenter.

Tabel 3.16: Resultatindikatorer

R1997
Langsigtet videnopbygning
1. Antal artikler i internationale videnskabelige tidsskrifter/publikationer (m. referee)
20
2. Antal videnskabelige artikler i egne serier (m. referee)
12
3. Antal videnskabelige publikationer i øvrigt (u. referee)
2
4. Antal publicerede geologiske kort
1
5. Antal tematiske kort
2
6. Antal igangværende ph.d.-studerende / post doc
13
7. Antal konferencebidrag
60
Løbende faglig opgaveløsning, rådgivning og formidling
8. Antal offentligt tilgængelige rapporter
34
9. Antal fortrolige rapporter
5
10. Antal erhvervsrelaterede artikler
13
11. Antal notater, udtalelser, redegørelser mv. (GEUS-notater)
19
Generel formidling
12. Antal institutionsrapporter
(årsberetning, arbejdsprogram, projektkatalog, strategiplan)
5
13. Antal populærvidenskabelige artikler
6
14. Antal avisartikler, foredrag, udstillinger mv.
18
Årsværksforbruget udgjorde i 1997 94 årsværk. Totalomsætningen på ca. 64 mill. kr. blev stort set som budgetteret, dog med en højere ekstern finansieringsgrad end forventet. Det er et karakteristisk træk for Grønlandsopgaverne, at den eksterne finansiering næsten udelukkende kommer fra Hjemmestyreprogrammidler og forskningsfonde, mens en væsentlig del af den eksterne finansiering til GEUS- øvrige aktiviteter hidrører fra industrien. Det skyldes tildels, at udviklingen på råstofområdet i Grønland stadig er i efterforskningsfasen og GEUS derfor stort set hidtil ikke har haft kommercielle opgaver for olie- og mineralselskaber.

Langt den største del af årsværksforbruget (86%) og ressourceforbruget (88%) falder på programområderne Energiråstoffer samt Mineralske råstoffer og Grønlandskortlægning. Mens den eksterne finansieringsgrad vedr. råstofferne er relativ høj (55%), er den geologiske kortlægningsaktivitet hovedsageligt finansieret af basismidler (76%). Databanker og formidling finansieres næsten 100% af basismidler, mens aktiviteterne på programområderne Vandressourcer samt Natur og Miljø har en for GEUS "normal" ekstern finansieringsgrad.

De kvantitative statistiske resultatindikatorer for Grønlandsområdet er gjort op på tværs af programområder. Sammenligning af tabel 3.16 og tabel 3.4 viser, at der er god overensstemmelse mellem Grønlandsopgavernes andel af GEUS- ressourceforbrug (ekskl. DLC) med andelen af produktionen (ca. 30%). Der er dog markante forskelle i sammensætningen af produktionen for Grønlandsområdet i forhold til resten af GEUS. Grønlandsområdet tegner sig for en relativ stor del af de videnskabelige publikationer med referee, mens Danmarksdelen tegner sig for en relativ større andel af rapporterne, især de fortrolige.

Dette afspejler, at den geologiske udforskning i Grønland startede 70 år senere end i Danmark. I Grønland befinder vi os stadig på et relativt tidligt stadium af udviklingen, især på råstofområdet. GEUS- rolle er derfor meget forskellig i de to dele af rigsfællesskabet, og formidlingen af resultater har derfor også forskellig karakter. Dertil spiller det en rolle, at arbejdet i Grønland i en menneskealder har været nært knyttet til universitetsforskningen internationalt, mens opgaverne i Danmark i de sidste årtier har været mere praktisk orienteret, især på miljø- og energiområdet.

Som helhed må resultaterne på Grønlandsområdet betegnes som tilfredsstillende. Dog også på Grønlandsområdet er der anledning til en vis bekymring over det relativt beskedne antal artikler i internationale tidsskrifter. Til gengæld er 1997 et flot år med fem udgivelser i den nye GEUS bulletin serie, i nyt design og layout.

GEUS har haft et usædvanligt højt aktivitetsniveau hvad angår feltundersøgelser i og omkring Grønland i 1997. I alt har 115 videnskabelige og tekniske medarbejdere deltaget i GEUS- ekspeditioner, heraf 13 fra Dansk Lithosfærecenter. En stab på ca. 94 af GEUS- i alt ca. 350 årsværk (heltidsmedarbejdere) har beskæftiget sig med opgaver i relation til Grønland. En oversigt over GEUS- feltaktiviteter i Grønland er givet på fig. 3.1.

I overensstemmelse med aftalen mellem statsministeren og landsstyreformanden af 14. november 1994 vedr. udviklingen på råstofområdet, har GEUS i hele 1997 haft udstationeret to geologer på Hjemmestyrets Råstofkontor i Nuuk, som led i en kompetenceopbygning på henholdsvis olie- og mineralområdet, omfattende bl.a. løbende dataoverførsel af geologiske oplysninger af relevans for råstofefterforskningen.

GEUS har i samarbejde med Råstofforvaltningen for Grønland og Hjemmestyrets Råstofkontor udført en målrettet informationsvirksomhed over for den internationale olie- og mineindustri. Indsatsen er på mineralområdet især rettet mod Canada, mens den på olieområdet desuden omfatter USA og Europa.

GEUS har bistået Råstofforvaltningen i København i geologiske spørgsmål i sagsbehandlingen med koncessionerede selskabers aktiviteter i Grønland herunder boreaktiviteter (A) .


GEUS HJEMMESIDE || Indledning Aktiviteter og resultater Vandressourcer | Energiråstoffer | Mineralske råstoffer Geologisk kortlægning | Natur og miljø | Adresse || TOP |
Vandressourcer

Nordøst for Sisimiut (10) foretog GEUS sammen med ASIAQ (Grønlands Forundersøgelser) som led i Det Arktiske Miljøprogram hydrologiske og glaciologiske rekognosceringer. Feltarbejdet understøtter modelberegninger af afstrømninger fra bassinet og bidrager til udviklingen af generelle modelleringsværktøjer med henblik på den fremtidige udnyttelse af Grønlands vandressourcer.


GEUS HJEMMESIDE || Indledning Aktiviteter og resultater | Vandressourcer Energiråstoffer | Mineralske råstoffer Geologisk kortlægning | Natur og miljø | Adresse || TOP |
Energiråstoffer

I Nuussuaq-Svartenhuk området (12) er udført feltstudier med henblik på en vurdering af de oliegeologiske muligheder, og der er fundet en række nye olieudsivninger fra undergrunden. Desuden er der gennemført omfattende laboratoriestudier af borekerner fra boringer udført i offentligt regi samt fra boringer gennemført af grønArctic Energy Inc. Resultaterne af GEUS- undersøgelser er af helt central betydning for at styrke olieindustriens engagement i Vestgrønland. I forbindelse med GEUS- kortlægningsaktivitet i det centrale Østgrønland (3) er der bl.a. som led i Forskningsrådenes Polarforskningsprogram gennemført oliegeologiske undersøgelser af det sedimentære bassin. Indenfor samme program er foretaget studier af udvalgte sedimenters kildebjergarter og reservoiregenskaber og af forekomster af olierester i Washington Land (1)


GEUS HJEMMESIDE || Indledning Aktiviteter og resultater | Vandressourcer | Energiråstoffer Mineralske råstoffer Geologisk kortlægning | Natur og miljø | Adresse || TOP |
Mineralske råstoffer

Med henblik på at øge mineselskabernes interesse for råstofefterforskning i Grønland er der atter i 1997 gennemført geofysiske målinger fra fly over områder i Øst- og Vestgrønland (4 og 11) . Data præsenteres og distribueres af GEUS og stilles til rådighed for industrien.

I forbindelse med den geologiske kortlægning af det centrale Østgrønland (3) er der gennemført geokemiske og geologiske undersøgelser med særlig henblik på områdets guldmineraliseringer.

Endvidere er der foretaget malmgeologiske undersøgelser i Washington Land (1) , hvorved der blev fundet tegn på hidtil ukendte forekomster af zink, bly og sølv.

I Uummannaq og Upernavik kommuner (13) er der i samarbejde med Råstofkontoret i Nuuk gennemført geokemisk kortlægning og råstofgeologiske undersøgelser med deltagelse af grønlandsk uddannede prospektorer. På basis af kemiske analyser af de indsamlede prøver udgiver GEUS geokemiske kort, som kan give mineindustrien mulighed for at vurdere tilstedeværelsen af eventuelle mineralforekomster.


GEUS HJEMMESIDE || Indledning Aktiviteter og resultater | Vandressourcer | Energiråstoffer | Mineralske råstoffer Geologisk kortlægning | Natur og miljø | Adresse || TOP |
Geologisk kortlægning

Den systematiske geologiske oversigtskortlægning i skala 1:500.000 blev videreført i det centrale Østgrønland (3) som GEUS- største enkeltaktivitet med betydelig international deltagelse. Feltarbejdet var i 1997 hovedsagelig koncentreret omkring den sydlige del af kortbladet (Kong Oscar Fjord, 72° - 75° N).
I Isua-området øst for Nuuk (8) indledtes et større forskningsprojekt rettet mod de ældste bjergarter på jorden med særlig henblik på at finde nye spor af det ældste liv. Arbejdet omfatter udover en detailkortlægning en række specialundersøgelser. GEUS koordinerer dette internationale forskningsprojekt, som gennemføres med deltagelse af forskningsinstitutioner fra England, Frankrig, Tyskland, USA og Australien.
I Sydvestgrønland (6) gennemførtes i samarbejde med britiske forskere specialundersøgelser med henblik på at belyse pladetektoniske processer som fandt sted for ca. 1800 millioner år siden.
En digitalisering af de geologiske kortblade i 1:500.000 blev afsluttet i samarbejde med Råstofkontoret i Nuuk. Kortene udgives i 1998 som CD-ROM produkter.


GEUS HJEMMESIDE || Indledning Aktiviteter og resultater | Vandressourcer | Energiråstoffer | Mineralske råstoffer Geologisk kortlægning Natur og miljø | Adresse || TOP |
Natur og miljø

I det nordligste Østgrønland (2) gennemførtes som led i et internationalt samarbejde glaciologiske studier på den flydende istunge på Nioghalvfjerdsfjorden. Der er herved blevet konstateret en hidtil undervurderet, betydelig afsmeltning af gletscherens underside.

Der er gennemført studier til belysning af miljø- og klimaudviklingen siden sidste istid ved undersøgelser omkring Kangerlussuaq (9) af søaflejringer og deres indhold af mikrofossiler og pollen. Klimasvingningerne er desuden belyst gennem studier af variationen i søernes sedimenter langs Vestgrønlands kyster (7)

Maringeologiske undersøgelser ud for Sydøstgrønland (5) omfattende seismiske målinger og optagning af havbundskerner og har til formål at kortlægge tidligere havstrømsforhold mellem Grønland og Island.

GEUS- klimaforskningsaktiviteter udgør en integreret del af den internationale klimaforskning og foregår i et nært samarbejde med en række institutioner i Tyskland, Holland, Sverige, Schweiz, Rusland, Norge, USA og Canada.


GEUS HJEMMESIDE || Indledning Aktiviteter og resultater | Vandressourcer | Energiråstoffer | Mineralske råstoffer Geologisk kortlægning | Natur og miljø | Adresse || TOP |

Grønland
Oversigt over feltaktiviteter i Grønland - oplysninger vedr. 1996 (på engelsk)
GEUS HJEMMESIDE || Indledning Aktiviteter og resultater | Vandressourcer | Energiråstoffer | Mineralske råstoffer Geologisk kortlægning | Natur og miljø | Adresse || TOP |
Adresse

GEUS
Øster Voldgade 10,
1350 København K
Telefon: 38 14 20 00
Telefax: 38 14 20 50
E-post: geus@geus.dk
Webredaktør


[Til top]   Sidst ændret: 31. marts 2001 © De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - GEUS
Øster Voldgade 10, 1350 København K - Tlf.: 38142000 - Fax: 38142050 - E-post: geus@geus.dk
Siden vedligeholdes af: webredaktøren


*