AKTUELT
|
|
Feltaktiviteter i Grønland 1998
|
|
GEUS fremlægger herved planerne for sommerens feltarbejde i Grønland. Områderne, hvor der foregår feltarbejde, er indtegnet på kortet og arbejdets tema og omfang fremgår af skemaet. Desuden er feltaktiviteterne fra Dansk Lithosfærecenter (DLC) beskrevet.
Den største feltaktivitet foregår i det centrale Østgrønland, men der er også feltundersøgelser i Nord-, Vest- og Sydgrønland på programmet.
Washington Land og J.C. Christensen Land (aktivitet 1 & 2)
Arbejdet er en forsættelse af det femårige geofysiske projekt AEM Greenland 1994-98. Det har til formål at gennemføre flybårne geofysiske målinger i udvalgte dele af Grønland med henblik på at fremme råstofefterforskningen fra den internationale mineindustri. Fra midten af maj til slutningen af juni vil der blive gennemført geofysiske målinger fra fly i Washington Land. Herefter flyttes måleprogrammet til J.C. Christensen Land, hvor arbejdet vil foregå frem til begyndelsen af august. Arbejdet, der omfatter målinger af jordens magnetfelt og elektromagnetiske forhold, udføres af det canadiske firma.
Geoterrex-Dighem Ltd med Alert i Canada og Station Nord som baser. Projektstyring, data fortolkning og distribution foretages af GEUS og projektet finansieres af Grønlands Hjemmestyre.
Nioghalvfjerdsfjorden (aktivitet 3)
I juli og august gennemføres der glaciologiske undersøgelser på gletscheren i Nioghalvfjerdsfjorden. Arbejdet har til formål at skabe grundlag for mere sikre prognoser for Indlandsisens reaktion på klimaændringer. Undersøgelserne omfatter målinger af smeltningen ved bunden af den "flydende" gletscher samt isens bevægelse. Radarmålinger af isens tykkelse foretages i samarbejde med Dansk Center for Telemåling. Seismiske undersøgelser foretages af Alfred Wegener Instituttet (AWI), Tyskland med henblik på kortlægning af dybden af fjorden under gletscheren. Endvidere foretages der undersøgelser af marine aflejringer og søsedimenter for at belyse områdets geologiske og biologiske udvikling i de sidste 10 000 år. Arbejdet får økonomisk støtte fra EU´s Fjerde Rammeprogram og Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland og støttes logistisk af Dansk Polarcenter´s logistikplatform "Midgårdsormen" ved Nioghalvfjerdsfjorden.
Central Østgrønland (aktivitet 4)
De omfattende aktiviteter i det centrale Østgrønland er en forsættelse af sidste års arbejde. Feltaktiviteterne har til formål at gennemføre en geologisk oversigtskortlægning med tilhørende detaljerede studier af områdets geologiske opbygning. Desuden gennemføres der malm- og oliegeologiske undersøgelser i forsættelse af tidligere års ressource-undersøgelser og geofysiske målinger i området. Arbejdet omfatter undersøgelser af det kaledonske foldebælte. Indsatsen i 1998 omfatter studier af de krystallinske områders opbygning i den centrale del af foldekæden, men tillige vil der foregå oliegeologiske studier af sedimentære lagserier af forskellig alder i området.
Der er aftalt fagligt samt logistisk samarbejde med geologer fra DLC, SAGA Petroleum og Oslo Universitet. Feltaktiviteterne vil foregå fra begyndelsen af juli til slutningen af august. Adskillige felthold vil arbejde ud fra Mesters Vig og en mindre baselejr ved Krumme Langsø. Transport i området vil foregå med to helikoptere fra Grønlandsfly og en Twin Otter, der er chartret i samarbejde med Dansk Polarcenter (DPC). Logistik faciliteterne i Mesters Vig arrangeres i samarbejde med DPC. Arbejdet støttes økonomisk af Carlsbergfondet, Forskningsrådenes Polarforskningsprogram, Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd, Grønlands Hjemmestyre og SAGA Petroleum.
Sydøstgrønland (aktivitet 5)
Fra begyndelsen af august til begyndelsen af september gennemføres der geologiske undersøgelser i Sydøstgrønland. Arbejdet er en forsættelse af tidligere års undersøgelser i Sydgrønland, der har til formål at belyse de pladetektoniske processer og bevægelser, der herskede under dannelsen af den gamle bjergkæde Ketiliderne. Arbejdet omfatter studier af bjergkædens rødder til understøttelse og udbygning af den udviklede model, der beskriver bjergkædens dannelse. Arbejdet udføres med helikopter fra en base ved Qutdlit. Undersøgelserne foretages i samarbejde med Kingston University, England og støttes økonomisk af Carlsbergfondet og Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd.
Tunugliarfik/Igaliko Fjord (aktivitet 6)
Fra midt august til begyndelsen af september gennemføres der maringeologiske og arkæologiske undersøgelser i de sydgrønlandske fjorde Tunugliarfik og Igaliko Fjord. Arbejdet har til formål at rekonstruere det lokale havmiljø i slutfasen af Nordboernes Østerbygd. Igennem studier af sedimentkerner søges det lokale havmiljø beskrevet i perioden fra den varme middelalder til den lille istid for at søge årsager til Nordboernes forsvinden. Desuden vil der blive søgt efter skibsvrag og andre genstande fra Østerbygden. Arbejdet der udføres fra skibet M/S Poseidon foretages i samarbejde med Nationalmuseet i Nuuk og Reykjavik, Farvandsdirektoratet samt institutioner i Tyskland og Norge. Det støttes økonomisk af Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd og Grønlands Hjemmestyre.
Kap Farvel til Frederikshåb Isblink (aktivitet 7)
I marts-april er der foretaget undersøgelser af sedimentationsforholdene i 4 søer i området fra Kap Farvel i syd til Frederikshåb Isblink i nord. Arbejdet er foretaget med helikopter fra forskellige byer langs vestkysten af Grønland. Arbejdet har til formål at kortlægge de miljømæssige forandringer over en periode på over 15 000 år. Arbejdet foretages i samarbejde med University of Colorado, USA og det støttes økonomisk af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland.
Nuuk - Maniitsoq (aktivitet 8)
Geofysiske målinger fra fly foretages fra april til juli over området fra Nuuk til Maniitsoq, hvor mange nuværende efterforskningsaktiviteter er i gang. Projektet, der kaldes AEROMAG 1998, omfatter målinger af jordens magnetfelt for bedre at forstå den geologiske opbygning. Arbejdet foretages med henblik på yderligere at fremme og understøtte mineindustriens interesse for råstofefterforskning i området. Målingerne foretages af det canadiske firma Sander Geophysics Ltd med Nuuk som base. Projektstyring, data fortolkning og distribution foretages af GEUS og projektet finansieres af Grønlands Hjemmestyre.
Isua (aktivitet 9)
Fra begyndelsen af juli til midt august foretages der geologiske undersøgelser i Isua området nordøst for Nuuk i Vestgrønland, hvor man finder nogle af de ældste bjergarter i verden. Aktiviteten er starten på et treårigt forskningsprojekt, der har til formål at beskrive, hvordan jordoverfladen så ud for 3.8 milliarder år siden for dermed at belyse livets opståen. Arbejdet omfatter undersøgelser af bjergarternes strukturer og kemiske sammensætning. Det foretages i samarbejde med DLC, University of Oxford, England, Université Paris, Frankrig, Scripps Institution of Oceanography and Virginia Polytechnic Institute and State University, USA, Max Planck Institut für Chemie, Tyskland, Geological Survey of Western Australia og Grønlands Hjemmestyres Råstofdirektorat. Arbejdet støttes økonomisk af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland, Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd og Grønlands Hjemmestyres Råstofdirektorat.
Søndre Strømfjord (aktivitet 10)
I juli indsamles der overflade sedimenter og vandprøver fra søer i Søndre Strømfjord området, og i oktober gennemføres boringer i søerne. Desuden foretages der sø- og fiskeundersøgelser nær kysten. Arbejdet har til formål at kortlægge den historiske klimaudvikling i området. Undersøgelserne foretages i samarbejde med Københavns Universitet og Danmarks Miljøundersøgelser og støttes økonomisk af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland og Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd. Den logistiske KISS facilitet i Søndre Strømfjord anvendes som base for feltarbejdet.
Sisimiut (aktivitet 11)
Snehydrologiske undersøgelser er foretaget i marts-april i et nedbørsbassin nordøst for Sisimiut. Arbejdet understøtter igangværende modelberegninger af afstrømningen fra bassinet. Modelberegningerne har til formål at udvikle en ny type model til kortlægning af Grønlands vandressourcer. Arbejdet foretages i samarbejde med ASIAQ (Grønlands Forundersøgelser) og Aarhus Universitet, og det støttes økonomisk af Det Arktiske Miljøprogram, der administreres af Miljøstyrelsen.
Disko-Nuussuaq (aktivitet 12)
Fra midten af juni til midten af juli foretages der oliegeologiske undersøgelser på en række lokaliteter på Disko, Nuussuaq og Hareøen. Feltaktiviteterne er en forsættelse af tidligere års feltprogrammer i området, der omfattede boringer samt geologiske og geofysiske studier. Aktiviteterne i 1998 omfatter strukturgeologiske, sedimentologiske og biostratigrafiske undersøgelser. Endvidere vil en række lokaliteter på Disko og Nuussuaq blive besøgt for at lede efter olieudsivninger, hvor prøver vil blive indsamlet. Arbejdet, der udføres med udgangspunkt i Qeqertarssuaq, vil foregå fra båd og i begrænset omfang med helikopter. Arbejdet støttes økonomisk af Grønlands Hjemmestyres Råstofdirektorat.
Upernavik (aktivitet 13)
I juli og august foretages der råstofundersøgelser i Upernavik området. Arbejdet omfatter indsamling af elvsedimenter og prøvetagning fra mineraliserede lokaliteter. De indsamlede prøver analyseres for forskellige grundstoffer. Formålet med arbejdet er at øge mineindustriens interesse for området. Arbejdet udføres fra skibet M/S Sila samt med begrænset helikopterstøtte. Projektet finansieres helt og bemandes delvist af personale fra Grønlands Hjemmestyres Råstofdirektorat.
GEUS tilsynsopgaver i Grønland 1998
Nuussuaq (opgave A)
I juli føres der tilsyn med boreaktiviteter på det sydlige Nuussuaq, hvor Nunaoil A/S undersøger en guld mineralisering.
DLC feltaktiviteter i Grønland 1998
Dansk Lithosfærecenter (DLC) er et forskningscenter ved GEUS og Københavns Universitet. DLC finansieres af Danmarks Grundforskningsfond, og det er administrativt placeret i GEUS.
Central Østgrønland (aktivitet 4)
Fra begyndelsen af juli til begyndelsen af august gennemføres der geologiske undersøgelser i det centrale Østgrønland. Arbejdet omfatter studier af lavaer dannet i meget stor dybde - måske i jordens kappe. Aktiviteten foregår i tæt logistisk samarbejde med GEUS´s feltaktiviteter i området.
Sokkelområdet, Østgrønland (aktivitet 14)
Fra midten af august til begyndelsen af oktober gennemføres der boringer i havbunden ud for Østgrønland. Arbejdet, der udføres fra det norskejede boreskib "Norskald" foregår i forlængelse af de tidligere boringer i området under det internationale Ocean Drilling Program (ODP). Formålet med boringerne er at hente bjergartsprøver op, der kan fortælle om den vulkanske aktivitet under åbningen af Nordatlanten. Arbejdet foretages i samarbejde med GEUS, British Geological Survey, England og University of California, USA. Supplerende støtte til projektet er bevilliget af National Science Foundation i USA.
ISUA (aktivitet 9)
Fra midten af juli til begyndelsen af august gennemføres der geologiske undersøgelser Isua området nordøst for Nuuk i Vestgrønland. Arbejdet har til formål at studere de ældste rester af jordens første kontinenter for at få indblik i jordens tidligste historie. Det udføres i samarbejde med GEUS, Geologiske Institut, Københavns Universitet og Ecole Normale Supérieure, Frankrig.
GEUS og DLC, feltaktiviteter i Grønland 1998
|
Aktivitet
|
Arbejdsområde/
Periode
|
Ekspeditions-
leder
|
Arbejds-
opgaver
|
Antal
|
|
|
GEUS
|
|
|
|
|
|
1
|
Washington Land
Maj-juni
|
T.M. Rasmussen
|
Geofysiske undersøgelser
|
9
|
|
2
|
J.C. Christensen Land
Juni-august
|
T.M. Rasmussen
|
Geofysiske undersøgelser
|
9
|
|
3
|
Nioghalvfjerdsfjorden
Juli-august
|
H.H. Thomsen
O. Bennike
|
Klima/miljø undersøgelser
|
11
|
|
4
|
Central Østgrønland
Juli og august
|
N. Henriksen
|
Geologisk kortlægning og råstofundersøgelser
|
46
|
|
5
|
Sydøstgrønland
August-september
|
A. Garde
|
Geologiske undersøgelser
|
3
|
|
6
|
Tunugliarfik
Igaliko Fjord
August-september
|
A. Kuijpers
|
Maringeologiske undersøgelser
|
10
|
|
7
|
Kap Farvel
Frederikshåb Isblink
Marts-april
|
O. Bennike
|
Klima/miljø
|
5
|
|
8
|
Nuuk - Maniitsoq
April-juli
|
L. Thorning
|
Geofysiske undersøgelser
|
6
|
|
9
|
Isua
Juli-august
|
P. Appel
|
Geologiske undersøgelser
|
19
|
|
10
|
Søndre Strømfjord
Juli og oktober
|
J. Anderson
|
Klima/miljø undersøgelser
|
8
|
|
11
|
Sisimiut
Marts-april
|
C.E. Bøggild
|
Vandressource undersøgelser
|
4
|
|
12
|
Disko-Nuussuaq
Juni-juli
|
A. Boesen
|
Oliegeologiske undersøgelser
|
7
|
|
13
|
Upernavik
Juni-august
|
B. Thomassen
|
Råstofundersøgelser
|
5
|
Tilsyns-
opgave
|
|
|
|
|
|
A
|
Nuussuaq
Juli
|
T. Tukiainen
|
Nunaoil A/S, boreaktivitet
|
1
|
|
DLC
|
|
|
|
|
|
4
|
Central Østgrønland
Juli-august
|
S. Bernstein
|
Geologiske undersøgelser
|
2
|
14
|
Sokkelomådet
August-september
|
H.C. Larsen
|
Boringer i havbunden
|
14
|
|
9
|
Isua
Juli-august
|
M. Rosing
|
Geologiske undersøgelser
|
6
|
|