ÅRSBERETNING 2002
|
|
Mineralske råstoffer og Grønlandskortlægning
|
|
Videnskabeligt grundlag for en målrettet og miljøskånsom udnyttelse af mineralforekomster i Grønland og Danmark
Styrket markedsføring af Grønlands råstoffer
Mulighederne for at finde mineraler i de grønlandske fjelde er i
årets løb blevet præsenteret ved flere store kongresser, hvor
mineindustrien fra hele verden er samlet. GEUS har deltaget i
store kongresser i Canada, Australien og Nordskandinavien.
Fremskridtene i den grønlandske diamantefterforskning blev
præsenteret sammen med mineralpotentialet i Sydgrønland
med særligt fokus på guld og specielle metaller. Markedsføringen er yderligere blevet styrket i 2002 ved søsætning af to nye
publikationsserier. Det drejer sig om temabladet Geology and
Ore, hvor læserne kan finde oplysninger om geologi, efterforskning og minedrift i Grønland, og Fact Sheets der i overskrifter beskriver mineraltemaer. Publikationerne er tilgængelige via MINEX On-line på GEUS´ hjemmeside, hvor man også
finder nyhedsbrevet MINEX. Markedsføringsaktiviteterne
sker i samarbejde med Råstofdirektoratet og Greenland
Resources A/S.
|
|
|
Samling af mineralviden om Østgrønland
Østgrønland er kendt for sine mange typer mineraliseringer, der er fundet under omfattende
efterforskning og undersøgelser i over 50 år af
mineselskaber, universiteter og GEUS. Flere af
disse findes i magmabjergarter, der oprindeligt
er størknet i gange eller kamre dybt nede i jorden, de såkaldte intrusioner. GEUS har i 2002
afsluttet sammenstillingen af den omfattende
mængde af eksisterende geologiske data for 69
intrusioner i Østgrønland og samlet dem i en
database. Den omfatter data fra velkendte lokaliteter som Malmbjerget, Flammefjeld,
Skærgården og Kap Edvard Holm med fund af
mineraler som molybdæn, sølv, guld, platin og
palladium. Og flere venter måske, da mange af
de beskrevne lokaliteter ikke er undersøgt så
godt, som man kunne ønske sig til trods for
mange aktiviteter igennem årene. Endvidere har
GEUS gennemført detaljerede mineralogiske
undersøgelser af prøver fra Skærgården i samarbejde med russiske forskere for at vurdere
områdets økonomiske potentiale.
|
|
|
Fokus på guld og diamanter
I 2002 fortsatte feltundersøgelser af mineralressourcerne mellem Maniitsoq/Sukkertoppen og Disko Bugt i Vestgrønland.
Undersøgelserne i 2002 har især fokuseret på mulige guldforekomster og mulighederne for at finde diamanter. Arbejdet med
at kortlægge diamantmulighederne er en opfølgning på mineselskabernes tidligere diamantefterforskning.Til trods for selskabernes omfattende aktiviteter er der stadig områder, som
ikke er blevet nærmere undersøgt. Geologerne kigger specielt
efter de såkaldte kimberlitter, som er bjergarter, der kan være
diamantførende. Målet er at publicere en oversigt over diamantpotentialet, der beskriver, hvor der er fundet mikrodiamanter, kimberlitter og tegn på at kimberlitterne kan være diamantførende. I denne forbindelse er der udarbejdet en database, der sammenstiller alle offentligt tilgængelige data fra den
private diamantefterforskning i Vestgrønland. I diamantaktiviteterne indgår også brugen af avancerede hyperspektrale data,
der over sommeren blev indsamlet fra fly over et 7000 km2 stort område med økonomisk støtte fra Råstofdirektoratet.
I Sydgrønland har GEUS indsamlet geologiske oplysninger med
henblik på at udarbejde en malmgeologisk beskrivelse af Nalunaq området, hvor Grønlands første guldmine forventes at
åbne.Arbejdet er gennemført sammen med Råstofdirektoratet
og mineselskabet Nalunaq I/S, der har koncessionen i området.
|
|
|
Den geologiske opbygning under lup
Geologien i Vestgrønland var for tredje år i træk under lup med henblik på at producere mere
detaljerede geologiske kort, der er en af de varer mineindustrien efterspørger, inden de kaster
sig ud i investeringer i mineralefterforskning. Det er rødderne af en nu forsvundet urgammel
bjergkæde kaldet Nagssugtoqiderne, der bliver kortlagt for at udrede det geologiske miljø og
de processer, der har hersket her igennem milliarder af år. Arbejdet foretages sammen med en
række udenlandske universiteter og Geologisk Institut ved Københavns Universitet. I 2002 er
Christianshåb-kortbladet blevet kortlagt sammen med mindre, tilstødende områder. Nord for
Disko Bugt mellem Uummannaq og Svartenhuk Halvø startede en række undersøgelser af den
lige så gamle bjergkæde kaldet det Rinkiske foldebælte. Et af formålene med dette arbejde er
at belyse, om hele området mellem Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord og Upernavik er én stor
sammenhængende bjergkædedannelse som i bredde kan måle sig med Himalaya. Resultaterne
vil endvidere kaste lys over de tidlige bevægelser af jordens litosfæreplader, da det Rinkiske
foldebælte forbinder bjergkædedannelser i Labrador, Baffin Island, det sydlige Vestgrønland,
Østgrønland og videre til Baltikum.Arbejdet gennemføres sammen med universiteter i USA
og England og støttes økonomisk af Carlsbergfondet.
|
|
|
Patent på ny stabil højkvalitetsbeton
Det er lykkedes ved tilsætning af et billigt fiberformet lermineral at fremstille en ny type
højkvalitetsbeton. Den er selvkompakterende,
hvilket vil sige, at den ikke skal vibreres ved
støbning. Den har endvidere viskoelastiske
egenskaber, der sikrer en god omhyldning af
armeringen, og den har en høj stabilitet, så den
ikke skiller i vand og pulverfaser. Endelig kan
den pumpes frem til f.eks. støbeforme selv under højt tryk. Den nye beton er udviklet igennem et EU-forskningsprojekt, og GEUS har i
2002 fået godkendt og i 2003 fået udstedt et
europæisk patent på opfindelsen sammen med
Dansk Beton Teknik A/S og det hollandske
firma Intron BV. En række lermineraler er
blevet analyseret af GEUS og testet igennem
projektet, og her fandt man frem til lermineralet Palygorskit, der giver betonen de gode
egenskaber. Palygorskiten, der er fra Spanien,
har en helt speciel fiberstruktur. Lertypen anvendes i dag blandt andet til fremstilling af kattegrus. GEUS har i 2002 forsat arbejdet med at
anvende lermineraler som tilsætningsstof i
beton gennem et projekt støttet af Materialeforskningsprogrammet under Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd.
|
|
|
|