|
Første flylanding på nyopdaget ø ud for Nordøstgrønland
Landingen på is-øen foregik med et Twin Otter propelfly fra Grønlandsfly, udstyret med ski, og det er første gang, at et almindeligt fly er landet på øen. »Det var vigtigt for os at finde ud af, at vi kan lande med et almindeligt fly på Tobias Øer og ikke kun med helikopter,« siger Naja Mikkelsen fra GEUS, der også deltog i flagrejsningen og de videnskabelige undersøgelser. »Det giver os nogle bedre muligheder for at få fløjet boregrej og andet tungt videnskabeligt udstyr ud på øerne, når vi skal undersøge øen ud for Nordøstgrønland nøjere.« Under det korte besøg på isøen målte forskerne den helt nøjagtige position af de snefrie grus- og stenforhøjninger, og opmålte øens højdeforhold med laserscanning fra fly. Samtidig blev der foretaget måling af tyngdekraften og iskappens tykkelse med radar. Øen og iskappen blev første gang observeret af tyske forskere i 1993, og i juli 1999 landede geologen Ole B. Olesen fra GEUS på øerne med en helikopter fra det tyske forskningsskib Polarstern, under et togt i området. Hans undersøgelser viser at de tørlagte dele af øen består af vand- og istransporterede sten og grus med sand og silt, og stenene består af de samme bjergarter, som fjeldene på det nordøstgrønlandske fastland vest for øen. Dateringer af muslingeskaller, som han fandt på øen, antyder, at den største alder på øen kan være op til 1450 år. I maj 2000 besøgte en af forsvarets Lynx helikoptere øen med deltagelse af en geodæt fra KMS, men landing måtte opgives på grund af tåge og nysne. Øen er notorisk indhyllet i tåge og dårligt vejr store dele af året, hvilket er en del af forklaringen på at den ikke er blevet opdaget før. Øen, der ligger indkapslet i Grønlandshavets tykke havis 70 kilometer fra den nordøstgrønlandske kyst, vil kunne få betydning for Grønland og Danmark ved fastlæggelse af rettigheder til naturresourcer i havet og undergrunden i Grønlandshavet. Tobias Ø er opkaldt efter Tobias Otto Mikael Gabrielsen, der som fanger og slædekusk deltog i Danmark Ekspeditionen 1906-1908. Yderligere oplysninger: Jan Adelhard Kristensen, Grønlands Forundersøgelser/ASIAQ, telefon +299-348872, e-mail: jak@asiaq.gl (privat: +299 324997) Naja Mikkelsen, GEUS, telefon 3814-2364, e-mail: nm@geus.dk (privat: 4587-8589) René Forsberg eller Kristian Keller, KMS, telefon 35 87 50 50, e-mail: rf@kms.dk eller krk@kms.dk (privat 3964-4197 eller 4817-0515)
|