www.geus.dk > Arbejdsområder > Databanker > Danmark > Gerda > Faglig følgegruppe > Siden her

GERDA - GEofysisk Relationel DAtabase

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)
GEUS logo - link til forsiden

REFERAT AF MØDE I FAGLIG FØLGEGRUPPE FOR GERDA

Tid:

Torsdag den 28. august 2008 kl. 12.30–16.00

Sted:

Geologisk Institut, Aarhus Universitet, Høegh-Guldbergs Gade 2, 8000 Århus C.

Deltagere:

Esben Auken, GI, AU
Casper Kirkegaard, GI, AU
Egon Nørmark, GI, AU
Hanne Trap Nicolaysen, Alectia A/S
Joakim Hollenbo Westergaard, Orbicon A/S
Tine Sværdborg, Niras
Mette Ryom Nielsen, Rambøll Vand & Miljø
Lisbeth Lauritsen, MC Odense
Stine Rasmussen, MC Århus
Tom Hagensen, MC Århus
Kirstine Skov Nielsen, MC Aalborg
Anna Maria Nielsen, MC Aalborg
Charlotte Thomsen, GEUS
Mikael Pedersen, GEUS
Verner Søndergard, GEUS, (referent)
Ingelise Møller Balling, GEUS, (referent)

Dagsorden:

1. Gruppens arbejdsgrundlag (foreløbigt kommissorium, vedlagt)

2. Status for årets opgaver i henhold til GERDA-aftalen.

3. Ønsker fra GERDA-mødet den 30. aug. 2007 – huskeliste

4. Historiske data/flere modeller for samme datasæt – udkast til konventioner

5. Seismik – afstemning mellem GERDA- håndteringen og den kravspecifikation, der er på vej.

6. MRS-målinger - indberetning til GERDA

7. Forslag til kommende GERDA-opgaver (2009, ... )

8. Evt. og næste møde.

Mikael Pedersen (MP) bød velkommen. Da Stine Rasmussen ikke kunne deltage i hele mødet blev det besluttet at pkt. 4 og 5 på dagsorden byttes rundt.

Ad. 1. Gruppens arbejdsgrundlag:

Verner Søndergaard (VHS) fremlagde foreløbigt kommissorium. Lisbeth Lauritsen (LL) anførte, at det vil være godt, hvis faglig følgegruppe kunne søge om tillægsbevilling, hvis det viser sig, at der undervejs opstår presserende opgaver inden for et år, som ikke kan blive løst inden for den økonomiske ramme, som fastlægges af Styregruppen for Grundvandkortlægning. Derudover var der ikke nogle kommentarer til foreløbigt kommissorium. VHS sagde, at et udkast til endeligt kommissorium vil blive sendt ud til kommentering sidst på året eller i starten af næste år, når den nye lov om Grundvandkortlægning er vedtaget og konsekvenserne heraf er kendt.

Faglig følgegruppe kan ses som en hybrid mellem den gamle styregruppe og arbejdsgruppen.

Ad. 2. Status for årets opgaver i henhold til GERDA-aftalen.

MP fremlagde status for årets arbejdsprogram.

MP startede med at forklare at vi nu kører med et projekt som løber et år ad gangen p.g.a. den projektstruktur Miljøcentrene kører i Grundvandkortlægningen. Der er et budget på kr. 500.000. Arbejdsprogrammet er defineret i kontrakten med Miljøcentrene.

Ifølge kontrakten skal GEUS levere følgende arbejde på GERDA i 2008:

Forbedrede fejlmeddelelser
Mulighed for sletning af egne datasæt
Automatiseret passwordhåndtering
Forbedrede søgefaciliteter
Indberetning af modeller på eksisterende datasæt
Beregning af koter ud fra højdemodel
Nyt felt i HEMPOS Almindelig drift
Vedligeholdelse og opdatering af vejledning
Opdatering af feltbeskrivelser
Vedligeholdelse af hjemmeside (+nyt layout)
Koordinering af eksterne interessenter

Derudover er der enkelte hængepartier fra 2007 som gøres færdige:

Seismik på GIS
Mulighed for download af Seismik (SegY)
Rettelse af fejl, der bevirker at man ikke kan downloade data fra GIS søgning.

Indtil videre er følgende opgaver udført eller i gang:

1) Hjemmesiden er opdateret med referater og beskrivelse af Faglig følgegruppe.

2) Hjemmeside-GIS
– Line breaks
– SkyTEM rådata-visning
– HEM- og seismik-visning
– Polygonsøgning
– Download på tværs af datatyper
– GIS-Vejledning opdateres
– Borehulslogs annoteres med DGU-nr.

Herunder viste MP hvilke ændringer, der er lavet i GIS-kort-søgningsmodulet ( se slides). Data vist som linier plottes nu på kortet med et ”line break” på 100 m, så man kun ser de faktisk opmålte linier. Det er nu muligt at udsøge en datatype ved hjælp af en polygon. Hvis man vil have flere datatyper i samme download kan man downloade fra et rektangel. Der er begrænsninger i hvordan man kan lave søgning og download, da det arcIMS produkt, der ligger bag, ikke har de fornødne faciliteter.

3) Hjemmeside – alfanummerisk søgning
– Omdøbning af ordet ”Region”
– Oprydning i test-stamdata
– Projekt- boksen gøres højere
– Mere dynamisk måde at søge projekter på.

Lotte Thomsen (CTT) demonstrerede, hvordan projektsøgningen i den alfanumeriske søgning udvides med søgning i tekststrengen.

Stine Rasmussen havde en kommentar til den alfanumeriske søgeside om at det ville være hensigtsmæssigt at datum-forvalget ændres fra ED50 til WGS-84.

4) Mulighed for download af seismik og HEM.

5) De vigtigste feltbeskrivelser færdiggøres.

Justeringer i SkyTem beskrivelserne er næsten fuldført. Derefter bliver seismik feltbeskrivelserne gjort færdige.

6) Nyt felt i HEMPOS tabellen implementeres

7) Fejl ved hyperlink fra GIS-søgning.

Senere på efteråret vil følgende opgaver blive løst:

8) Forbedrede fejlmeddelelser

9) Mulighed for sletning af egne datasæt

10) Automatiseret passwordhåndtering

11) Indberetning af modeller på eksisterende datasæt

12) Beregning af koter ud fra højdemodel

MP nævnte, at der vil blive lavet en beregning af koter, så alle data får tilknyttet en kote. MP spurgte hvilken højdemodel der burde anvendes, KMS's eller COWIs. Der var stemning for COWIs, som er mest nøjagtig, men MP ved ikke om GEUS har rettigheder til at benytte den. Det blev anført, at det er vigtigt, at man kan se, om det er en indberettet kote eller en beregnet kote, så der vil blive oprettet et felt for beregnet kote. Esben Auken (EA) sagde, at de så ændrer i Workbenchen, så de beregnede koter kan håndteres der.

LL spurgte om der er et problem med koter og MEP. EA og Casper Kirkegaard sagde, at topografi kun kan tilføjes under data import og det er ikke muligt at tilføje koter senere i Workbenchens MEP modul.

13) Færdiggørelse af mindre vigtige feltbeskrivelser.

14) Vedligeholdelse og opdatering af vejledning

15) Implementering af småændringer til seismik-interfacet

Ad. 3. Ønsker fra GERDA-mødet den 30. aug. 2007

VHS gennemgik hvilke ønsker, der havde været fremme på GERDA mødet 30. august 2007, som der ikke er med i dette års arbejdsprogram. Det er:

1) Etablering af fortrolighedsbegreb
2) Georadar færdiggøres
3) RhoA som beregnet felt (TEM)
4) Identifikation på udtræk fra GERDA (dato og sql-streng i udtræks-db)
5) Indrapportering af landbrugets EM38-målinger undersøges
6) Indrapporteringen af MEP og andre DC checkes mht. at væsentlige informationer er med

Der blev diskuteret hvilke punkter der stadig er væsentlige. Da der ikke bliver lavet meget georadar, kan implementeringen af georadar udskydes. EA nævnte at EM31 og EM38 data kan lægges ind i HEM-strukturen i GERDA. Dataene kan håndteres i Workbenchen, hvor de også kan tolkes. Fortrolighedsbegrebet er ikke aktuelt så længe der ikke findes en bekendtgørelse om pligt til indberetning af geofysiske data på digital form. En indbygget identifikation af udtræk fra GERDA bør med i programmet for 2009.

Ad 5) Seismik – afstemning mellem GERDA- håndteringen og den kravspecifikation, der er på vej.

Punktet er taget med for at få afstemt forventningerne mellem dataleverandører og databasefolkene på GEUS, således at der ikke er udeståender, som forsinker indrapporteringen af seismikdata til GERDA.

Egon Nørmark (EN) indledte punktet med at fortælle, at der så snart han får tid – i løbet af de kommende par måneder – vil foreligge et bud på vejledende kravspecifikationer til brug i forbindelse med udbud af seismikprojekter. Der har været løbende kontakt til de to konsulentfirmaer i Danmark, som udfører seismik – Rambøll og Cowi – og der ser ud til at kunne blive enighed om indholdet i kravspecifikationerne. Når EN er klar med udkastet, sendes det til GEUS, og herfra rundsender man til alle relevante parter (MC'er, konsulentfirmaer, regioner?) med henblik på kommentering.

(EN) trak hovedpunkter frem fra kravspecifikationerne. Han understregede, at det er vigtigt at kunne gemme flere processeringsversionen (stacktyper) og at nogle af versionerne viser delstadier i processeringen. Det vil gøre det muligt at reprocessere data senere hen uden at skulle helt tilbage til rådata. Alle informationer fra dataindsamlingen og parametre og procedurer i dataprocesseringen dokumenteres i en stack-info fil.

Så snart kravspecifikationerne er på plads og den endelige tilpasning af indberetningsfaciliteterne er gennemført vil EN medvirke til at indrapportere et seismikprojekt i GERDA, så det hurtigt kan konstateres, om alt virker efter hensigten, og så eventuelle tilpasninger kan færdiggøres snarest herefter.

Herefter gennemgik Ingelise Møller Balling (ILM) en række slides, som bl.a. viste indberetningskærmbillederne samt nogle spørgsmål vedrørende disse. Et spørgsmål var, om det ville være en god idé at gøre stack-info filen obligatorisk, hvilket EN sagde ja til. Om og hvordan rådata skal lægges i GERDA, blev der også lagt op til diskussion af. EN foreslog at rådata lægges ind som en zipped ”klump” i et blobfelt, og han nævnte, at der var plads til en del information i headeren på SegY-filen (lydhastighedsfilen, stack-info-filen? mv.).

Der blev spurgt om, hvordan man skal håndtere et reprocesseret datasæt. ILM lagde op til at det indberettes som et helt nyt projekt (det giver færre problemer, hvis det fx er en ny konsulent etc.)

EN nævnte, at det ville være godt, hvis seismik-indberetningsmodulet bliver justeret og effektiviseret, så man kan indberette større klumper af data i en indberetning. Han synes, det virker for ineffektivt, at man skal indtaste en del informationer for hvert datasæt, som endda er ens for hele linien eller hele projektet. Det blev besluttet at seismikindberetningen skal efterses og der blev foreslået, at det bliver sat på næste års arbejdsprogram. Der er ikke ressourcer til at gøre det i år.

ILM: Hvilke ønsker har man, når man downloader seismik? ( se slides med spgsm.) EN mente, at det ikke var nødvendigt at downloade f.eks. 4 forskellige processerede udgaver af de seismiske profiler men måske blot én eller to, da man næppe som almindelig bruger har mulighed for eller kan nå at forholde sig kvalitativt til mange forskellige udgaver. Det skal selvfølgelig være muligt at trække data ud til fx reprocessering. Der var især også ønske om at kunne få udtræk af de seismiske profiler som bitmap-filer, der kan importeres og vises sammen med anden geofysik og geologi i GeoScene3D etc.., hvilket nok ville være det, der hyppigst vil blive efterspurgt.

Mikael Pedersen (MP) gav udtryk for, at der i år kun er begrænset tid til at arbejde med forskellige ønsker på udtrækssiden, så han mente at det kan nås at give mulighed for et simpelt download a la hvordan andre typer geofysik bliver downloadet. På næste års program kan der så sættes flere ressourcer af. Det blev foreslået, at man venter med at inddatere de helt store datamængder til næste år, indtil man måske har fået reduceret noget på omfanget på indtastningssiden.

Ad 4. Historiske data/flere modeller for samme datasæt

MP gennemgik GERDA implementeringen for håndteringen af flere modeller for et datasæt ( se slides). Det er et tema, som har været længe undervejs. Der laves så man kan uploade en database kun med modeller og datasæt-tabellen, som bruges til identifikation af hvilke datasæt modeller skal relateres til. EA skal udvide Workbenchen, så den dels kan klargøre PCGerda-databaser til upload (importmodul) dels håndtere at et datasæt har flere modeller i visualisering og arbejdet med modellerne. EA sagde at de først vil kunne være klar med ændringerne i Workbenchen i starten af næste år, da de simpelthen ikke har mandskabsressourcer til at løse opgaven nu. Det vil være uhensigtsmæssigt at implementere ændringerne i PCGerda inden, da dette medfører opdateringer i formatet (bl.a. ændrede nøglefelter), der ikke vil være kompatibelt med den nuværende version af Workbenchen.

ILM lagde op til en diskussion om, hvad der kan være defaultmodeller og om der er brug for type-lister for model editions. EA ønskede, at der kan være to defaultmodeller, en for fålagsmodeller og en for mangelagsmodeller. Så det blev besluttet af defaultstatus kan være 0, 1 eller 2, hvor 0 er en alternativ model, 1 er default fålagsmodellen og 2 er default mangelagsmodellen.

Der er enighed om at default skal være tolket med kun den aktuelle datatype involveret. Tom Hagensen (TH) spurgte, om man ikke i databasen kan mærke data som er samtolket af flere forskellige datatyper (MCI). ILM sagde, at vi kan lave en søgning på alle data, som har tilknyttet MCI-tolkning. Fremover kan MCI-tolkninger ikke være default.

EA og LL havde en lang diskussion om, hvor mange forskellige modeludgaver man reelt set kunne forholde sig til og bruge aktivt, når man taler om modeller for større sammenhængende områder. LL er tilhænger af at alt hvad man overhovedet har haft af forskellige tolkninger bør ind i databasen.

Ad. 6. MRS-målinger - indberetning til GERDA

Mette Ryom (MR) havde bedt om at få MRS-indberetning på dagsorden. ILM omtalte vigtigheden i at tilstræbe så generel en datastruktur som mulig, så der eventuelt kan indberettes data fra andre fremtidige instrumenter. Da der pt. i Danmark kun er brugt ét kommercielt udstyr og software, tages udgangspunkt heri. MR har forhørt sig ved udvikleren af MRS-softwaren, Anatoly Legchenko om mulighederne for at udarbejde en export-funktion fra softwaren til en nærmere beskrevet datastruktur. Anatoly Legchenko vil gerne hjælpe hermed. Anatoly Legchenko havde også via MR forespurgt om, hvorvidt udenlandske MRS-data kunne komme i Gerda eller om datastrukturen kunne ensrettes med andre landes databaser. Der var en diskussion af disse punkter, hvor der var forskellige synspunkter. Hvorvidt GERDA skal kunne modtage udenlandske data, er en så principiel beslutning, at den må anses for at ligge uden for regi af dette møde. For at man kan tage stilling til, om MRS-delen af GERDA databasestrukturen kan tilnærmes andre landes databasestrukturer er det nødvendigt, at konkrete eksempler på sådanne udenlandske databaser præsenteres og vurderes i forhold til de bærende principper for strukturerne i GERDA.

Der nedsættes en arbejdsgruppe omkring datastrukturbeskrivelsen. ILM foreslår, at der tages udgangspunkt i TEM-strukturen. Arbejdsgruppen består af MR, TH, ILM og CTT. MR indkalder til første møde. Der bliver ikke lavet noget databasearbejde i GERDA vedr. MRS før tidligst næste år. Arbejdsgruppen vedr. design af datastrukturen kan dog udmærket igangsætte sit arbejde i løbet af efteråret i år, medens omfanget af arbejde med MRS i GERDA-databasen først kan endelig besluttes i forbindelse med indgåelse af aftale om næste års program.

Ad. 7. Forslag til kommende GERDA-opgaver (2009, ... )

VHS og ILM havde fremstillet en liste med nogle forslag til arbejdsprogrammet for 2009.

1) Design og implementering af seismik rådata (og navigation).
I ”Kravspecifikationer til aflevering af seismiske data” af Egon Nørmark m.fl. er beskrevet hvordan det kan gøres.

2) Implementering af fortrolighedsbegreb (for bl.a. råstofdata fra private råstoffirmaer)

3) Igangsættelse af MRS – design af datastruktur

4) Et MEP eftersyn

5) Identifikation af udtræk (dato og sql-forespørgelse) som felter i PCGerda (evt. i Dataset-tabellen).

6) Fortsat opdatering af vejledning

7) Opdatering af hjemmesiden

Det blev besluttet at man ikke vil implementere en fortrolighedsmærkning før det bliver aktuelt. En sådan mærkning kan være aktuelt for privatindsamlede råstofdata. MP nævnte, at der er lavet en skitse til hvordan det kan implementeres.

Det er vigtigt at der afsættes tid til en revision af seismikindberetningsmodulet, så man kan indberette hele linier eller projekter på en gang.

EA ønskede, at der kunne blive en kasse for små-udvidelser af GERDA, fx med enkelte felter, der ”pludselig” mangler i forhold til udvikling i Workbenchen.

LL ønsker, at det laves sådan, at man kan indberette en minimumssdybde/indtrængningsdybde og ser gerne, at det kommer på programmet som et selvstændigt punkt. EA mente, at det er en lille ting i GERDA, men ser, at den største del af opgaven ligger hos AU med Workbenchen, hvor der skal laves en rutine, som kan lave beregningen af minimumsdybden/indtrængningsdybde og derefter skal Workbenchen kunne håndtere, hvordan det vises på kort og profiler.

Design af MRS datamodellen skal startes op. Der nedsættes en arbejdsgruppe for MRS (se pkt. 6).

EA spurgte, hvad der menes med et MEP eftersyn. VHS svarede, at bl.a. Peter Duch havde nævnt, at der var informationer, som ikke kom med i GERDA. VHS og ILM vil kontakte Peter Duch for at få ham til at stå i spidsen for et MEP eftersyn.

Ad. 8. Evt. og næste møde.

Næste møde i Faglig følgegruppe er fastsat til 2. april 2009.

Der afholdes GERDA-brugermøde 3. november 2008.

Der var ingen punkter til evt.

Mødet sluttede kl. 16.


[Til top]   Sidst ændret: 12. februar 2009 © De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - GEUS
Øster Voldgade 10, 1350 København K - Tlf.: 38142000 - Fax: 38142050 - E-post: geus@geus.dk
Siden vedligeholdes af: Mikael Pedersen


*