www.geus.dk > Arbejdsområder > Databanker > Danmark > Gerda > Begivenheder > Siden her

GERDA - GEofysisk Relationel DAtabase

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)
GEUS logo - link til forsiden

ORIENTERINGS- OG DEBATMØDE D. 8 APRIL 1999


Orienterings- og debatmødet blev afholdt i Forskerparken i Århus d. 8 april 1999.

I mødet deltog 47 personer fra amter, institutioner og konsulentfirmaer. Se deltagerlisten.

Dagsorden:

    1. Velkomst (Niels-Peter Jensen)
    2. Indledning med dagens program (Jørgen Tulstrup)
    3. Forhistorien (Verner Søndergård)
    4. Hvad har vi nu? (Jørgen Tulstrup)
    5. Relationen til grundvandskortlægningen (Richard Thomsen)
    6. Brugen af systemet (Verner Søndergård)
    7. Formaterne (Jørgen Tulstrup)
    8. Demo (Christian Sodemann)
    9. Økonomi og styring af drift og videreudvikling (Peter Gravesen)
    10. Debat

Kortfattet referat med henvisninger til de anvendte overheads:

ad 1 og 2. Velkomst og Indledning med dagens program

Da mødet foregik i Forskerparken, hvor også Dansk Geofysik holder til, fungerede Niels-Peter Jensen som vært og bød velkommen. Jørgen Tulstrup (GEUS), der er leder af GERDA-projektet, gennemgik dagens program.

ad 3. Forhistorien

Af hensyn til de deltagere, der ikke deltog i det første orienteringsmøde i februar 1998, gennemgik Verner Søndergård (Århus Amt) projektets historie fra starten i 1995. Se overheads.

ad 4. Hvad har vi nu? 

Jørgen Tulstrup gav herefter en detaljeret gennemgang GERDA-systemets bestanddele: databasen, programmellet, web-stedet, udvekslings-formaterne og den organisatoriske ramme. Desuden en oversigt over de opgaver og faciliteter, der er planlagt, men endnu ikke gennemført. Se overheads.

ad 5.  Relationen til grundvandskortlægningen

Richard Thomsen (Århus Amt) redegjorde for den store kortlægningsopgave, der står for døren i amterne. Det er en heldig omstændighed, at GERDA-systemet, som i sin start mest var tænkt som støtte til råstofefterforskning, nu er så langt i sin etablering, at det kan fungere som fælles database for alle de mange geofysiske data, som denne kortlægning vil generere.
Amterne vil søge at koordinere deres aftaler med de involverede rådgivere, og igennem disse sikre en høj datakvalitet og indberetningspligt til GERDA.

ad 6. Brugen af systemet

 Verner Søndergård beskrev de ønsker, som en bruger må have til GERDA-systemet. Hvordan brugen af systemet indgår i kortlægningsarbejdet. Hvilke sikkerhedskrav skal der stilles? Hvilke søgemuligheder skal være tilgængelige?

ad 7. Formaterne

GERDA-systemet benytter sig af flere forskellige udvekslingsformater. Datatypen og formålet med dataudvekslingen bestemmer hvilket der skal anvendes. Jørgen Tulstrup gennemgik de vedtagne formater. Se overheads.

ad 8. Demo

Efter en gennemgang af de centrale begreber i databasen gennemførte Christan Sodemann (GeoGrafik) en demonstration af systemet på en computer, der var koblet op til GERDA-serveren (der på dette tidspunkt befandt sig hos GeoGrafik i Ålborg). Opdelingen af Web-stedet i statiske og dynamiske sider blev vist, og Christian foretog derefter forskellige database-transaktioner, der fungerede(!) og demonstrerede sidernes dynamiske (database-drevne) indhold.

ad 9. Økonomi og styring af drift og videreudvikling

Peter Gravesen (GEUS) foreslog en udvidelse af styregruppen med repræsentanter fra Miljøstyrelsen og rådgiverne. Mulighederne for at få indberetningen til GERDA sikret gennem revisioner af vandforsynings- og råstofloven blev omtalt. Endelig gennemgik Peter de eksisterende muligheder for financiering af den fortsatte udvikling.

ad 10. Debat

Mødet afsluttedes med en generel debat om GERDA-systemet.

Referent: Flemming Fogh Pedersen, WaterTech a/s

Jens-Bruun Pedersen, Ribe Amt (JBP): GIS-venlig adgang bør prioriteres højt i forh. til sagsbehandlere i amterne

Frants von Platen, GEUS (FPH): Naturligt at amterne bruger deres GIS-system direkte oven på GERDA-databasen

Jørgen Tulstrup, GEUS (JTu): Muligt i fremtiden at implementere GIS-udveksling, f.eks. ved DSFL.

Gunnar Larsen, Fyns Amt (GL): er i gang med at lægge egne geofysik data i GIS, dog kun med lokalisering af målepunkter. Ingen rådata/modeller

Christian Sodemann, Geografik (CHS): Hvordan bruger amterne GIS-geofysiske data ?

GL: Meget relevant at kunne udtrække kort m. tolkede data

Morten Kjærgård, GI (MK): Der findes mange log formater

JTu: Der findes programmer til at konvertere til LAS, og mellem forskellige LAS-formater, dog fungerer disse ikke altid efter hensigten. LAS er dog en vedtagen standard, så derfor er dette format valgt. Brugergruppen kan evt. se på konverteringsværktøjer.

Bente Willumsen, MST (BW): Der vil i de kommende år blive indsamlet store mængder data. Har nogen forholdt sig til usikkerheden på disse data?

Niels-Peter Jensen, Dansk Geofysik (NPJ)/CHS: Mulighed for at lægge sikkerheden ind på datasættet. Desuden kan kommentarer indlægges, hvis der er specielle usikkerheder knyttet til et bestemt datasæt. Det kan være op til brugergruppen nærmere at definere en standard for dette. De indlagte data er ikke rådata, men vil alle have været genstand for en subjektiv vurdering.

Brian L. Sørensen, Århus Amt (BLS): Dette er ækvivalent til boredata, hvor der også kan være tale om mere eller mindre subjektive vurderinger af brøndborer/GEUS.

Verner Søndergård, Århus Amt (VS): Der arbejdes meget på at indrettet måleinstrumenter, der er datakontrolparametre der kan sortere data efter mere objektive kriterier.

CHS: Opdager en dataleverandør fejl i et datasæt, er det muligt at genindberette et korrigeret datasæt.

Peter Duch, HOH (PD): Kan man angive positioneringsmetode ?

JTu: Databasen er forberedt til forskellige positioneringsmetoder - alle koordinater lagres dog i UTM og i det datum de er målt i (ED50 eller WGS84). På et senere tidspunkt bliver der mulighed for at udtrække data i et valgfrit datum.

GL: Indberetningspligt bør ind i lovgivningen hurtigst muligt

BW: Der arbejdes på at få det i næste revision af vandforsyningsloven

Max Halkjær, WaterTech a/s (MH): Hvad er muligheden for at indberette parametre, der ikke er specificeret i databasen ?

CHS: kan lade sig gøre i kommentarfelt, hvor der kan være 1024 bytes.

FPH: Har andre databaser til geofysik, og hvordan spiller de sammen med GERDA ?.

Werner Bai, Ingeniørhøjskolen i Horsens (WB): Har logdatabase, hvor alle logs er i ASCII-format. Vil kræve en del arbejde at omsætte det til GERDA. Har ikke økonomiske midler til dette.

Richard Thomsen, Århus Amt (RT): Hvis amterne finder ældre data interessante, kan der blive tale om at amterne finansierer indberetning til data.

PD: Problem hvis ældre data ikke indeholder de nødvendige parametre til indberetning.

NPJ: Ældre data kan indberettes med tomme felter for de oplysninger man ikke har.

CHS: På længere sigt kan det blive hensigtsmæssigt at eliminere lokale databaser, så alle kører direkte på GERDA-formatet.

FPH: Det står alle frit at bygge programmer ovenpå GERDA.

RT: Amterne vil kræve i kommende kontrakter vedr. undersøgelser at data indberettes til GERDA. Amterne forventer at udarbejde generelle retningslinier til krav til de geofysiske undersøgelser for at sikre kvaliteten. Udgangen af 1999 forventes som deadline for dette.

Kurt Sørensen, Århus Universitet (KIS): Uhensigtsmæssigt at hver rådgiver lave sin egen konverteringssoftware. Amterne kommer i sidste ende til at betale.

VS: Skreven vejledning i brugen af GERDA skal komme snarest, og i hvert fald inden der kan stilles krav om indberetning.

Dennis P. Noe, Ringkjøbing Amt (DPN): Man kan godt stille krav om indberetning nu, og forudsætte at rådgiveren gør det, når databasen er endeligt kørende.

JTu: En del af abonnementsudgiften kan gå til konverteringsprogrammel.

GL: Officiel henvendelse til amterne kan blive nødvendig, for at indberetning kan kræves.

RT: Amterne må selv blive enige om at kræve indberetningspligt

CHS: Workshop/seminar senere med mere teknisk indhold kunne være en god opfølgning på dette møde

NPJ: Databasen endnu ikke komplet. Med udgangen af 1999 forventes de resterende faciliteter at være implementeret


[Til top]   Sidst ændret: 18. december 2008 © De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - GEUS
Øster Voldgade 10, 1350 København K - Tlf.: 38142000 - Fax: 38142050 - E-post: geus@geus.dk
Siden vedligeholdes af: Mikael Pedersen


*