www.geus.dk > Arkiv (archive)





Forside
Indhold
Årsberetning
DVK´s kommissorium
DVK’s forretningsorden
Temamøde forår 2000
Temamøde efterår 2000
Konsensusnotat vandbalance
Temamøde sommer 2001
KOHYNO / NPH
Groundvater 2000
NBR Synopsium & Workshop
DVK forskernetværk
IAHS
ASIAQ – hydrologiske modeller
Grønlands vandforsyning
NHK Røros 2002
Opdatering af DVK hjemmeside


Status for og planer for opdatering af DVK’s hjemmeside

Hans Jørgen Henriksen


Planer om opdatering af DVK’s hjemmeside i 2002

I løbet af 2002 forventer DVK at foretage en mere gennemgribende opdatering af www.vandressource.dk.

Der overvejes en række forbedringer, bl.a. som opfølgning på Bedst på Nettets kritik (læs mere nedenfor), men også med henblik på en videreudvikling af hjemmesiden, som har nogle år på bagen.:

  • nyt layout / forside (incl. ”om-side”)
  • opstramning af struktur med forbedret brugerrettethed
  • gennemgribende sprogligt løft
  • inkludering af mødereferater fra komitémøder
  • inkludering af forretningsorden
  • DVK’s folder fornys og kunne hjemtages
  • VRI siden revideres (incl. institutionssider for DJF, DMI, DMU og GEUS)

Hvis du har forslag til øvrige forbedringer af DVK’s hjemmeside eller blot kommentarer, så send venligst disse til DVK’s sekretariat senest 1. juli 2002.

Vær med til at gøre www.vandressource.dk endnu bedre!


Bedst på Nettets bedømmelse af www.vandressource.dk

Dansk Vandressource Komités hjemmeside (www.vandressource.dk) blev i 2001 vurderet af Bedst på Nettet (www.bedstpaanettet.dk ) med hensyn til brugervenlighed, nytteværdi og åbenhed. Det resulterede i 2 ud af 5 netkroner til DVK’s hjemmeside (se nedenstående figur).



Bedømt på 3 hovedkategorier opnåede DVK’s hjemmeside følgende score:

  • Brugervenlighed 30 %
  • Nytteværdi 54 %
  • Åbenhed 19 %

Nytteværdien er vurderet relativt højt, som følge af at især indholdsdeklarationen scorer mange point sammen med beskrivelsen af lovgrundlag og beslutningsfora. Der er dog mulighed for yderligere at forbedre hjemmesiden f.eks. ved etablering af en ”om side” og ved at give mulighed for at læse DVK’s forretningsorden og mødereferater fra hjemmesiden, og dermed etablere større synlighed omkring DVK’s sagsbehandling, beslutningsgang mm. Alt i alt er bedømmelsen af nytteværdi dog meget tilfredsstillende.

Brugervenligheden opnår som nævnt 30 % i undersøgelsen. Her er der for alvor mulighed for at forbedre hjemmesiden, men på den anden side, er det et åbent spørgsmål om DVK skal tilstræbe en meget høj score på denne kategori. Det er således en afvejning af, om DVK fortsat blot skal henvende sig til en smallere kreds af fagfolk, eller om DVK også skal henvende sig til en bredere kreds af brugere. Hvis man vælger at lægge mere vægt på sidstnævnte, så kan hjemmesidens brugervenlighed forbedres ved, at der anvendes et mere imødekommende sprog, klart, kortfattet og læsevenligt sprog. Der er nok en tendens til, at DVK’s hjemmeside er skrevet med ”udprintning” for øje, og altså ikke er så venlig, når det gælder læsning fra skærmen, som forudsætter en kort og klar skrift. Parallelt hermed kan også tilgængelighed relativt let forbedres yderligere, selvom denne i forvejen på mange punkter er acceptabel, f.eks. i form af mere sigende tekster, ved links eller alternative tekster. Samtidig vil en ny forside med forbedret layout / hjemtagningshastighed kunne forbedre scoren for brugervenlighed yderligere. Der er ikke gjort ret meget ud af specielle udskriftsfunktioner, primært fordi vi mener, det er ”noget pjat”.

Et punkt som vi nok må kigge lidt nærmere på er brugerrettetheden, altså struktureringen af hjemmesiden udfra brugerbehov (i stedet for organisationsstruktur) og hensyntagen til forskellige brugerbehov i niveaudeling. Specielt kan dette være relevant, såfremt man ønsker, at DVK’s hjemmeside også skal kunne forstås af en bred kreds af brugere.

Punktet åbenhed er det punkt, som resulterede i det dårligste resultat (19 %). En del af forklaringen herpå skal dog tilskrives, at DVK er en samarbejdsorganisation / et netværk / en portal, som derfor - efter vores mening - falder lidt udenfor de opstillede bedømmelseskriterier. DVK er en komité, som arbejder udfra et kommissorium, og det er nok svært at præsentere en sådan størrelse på en letforståelig måde for en bruger, som ikke kender DVK nærmere f.eks. fra de aktiviteter, som komiteen bidrager med.

Specielt scores meget få point under emner som åbenhed om sagsbehandling og tjenester, som har noget at gøre med definitionen af DVK’s politiske ophæng mm. Den lave score her kunne dog også opfattes som et signal om, at DVK måske ikke fremtræder helt så åbent og udadvendt, som man måske kunne ønske sig. Altså et signal om, at der er nogen indbyggede modsætninger eller uklarheder i hele konstruktionen DVK, som så også smitter af på hjemmesidens udseende. Fint nok, her må komiteen så ind og kigge nærmere på organisationsformen (samarbejdsorganisation) og overveje, om der kunne være behov for at ændre denne til f.eks. en forening eller noget helt tredje.

Punktet dialog scorer heller ikke ret mange point på DVK’s hjemmeside. Kriterierne er her mulighed for chat-rooms, deltagelse i debatfora, deltagelse i vejledende afstemninger eller høringsrunder, og offentliggørelse af andres kritik. Igen er vi ved et punkt, hvor DVK nok er uenig i vigtigheden af etablering af disse elementer på hjemmesiden - ikke fordi vi ikke teknisk er i stand til det, men snarere fordi vi mener, at debat, høring og kritik, kan blive betydeligt bedre formidlet f.eks. på et af de hyppige temamøder, DVK står som arrangør af for en bred kreds af fagfolk, eller for forskere i forbindelse med Forskernetværkets mødeaktiviteter.

På området specifik åbenhed står DVK’s hjemmeside endnu svagere. Der er i dag ikke adgang til DVK’s komitemødereferater, der er ikke adgang til postlister (men vi vil nok også betænke os mere end én gang, hvis vi skulle give en sådan adgang i betragtning af den mængde junkmail, der vil følge i kølvandet), der er ikke kørselsvejledning, åbningstider osv. Igen et eksempel på, at Bedst på Nettets kriterier kan virke lidt stive på en organisation, som betjener sig af spillereglerne for et ”netværkssamarbejde” eller en ”formidlende paraplyorganisation”, som samtidig ønsker at placere sig som en fokuseret portal på Internettet, rettet mod en målgruppe af fagfolk og forskere på vandressourceområdet.

Men som også nævnt ovenfor, så udgør Bedst på Nettets bedømmelse et godt grundlag for en yderligere forbedring af DVK’s hjemmeside med hensyn til form, sprog, navigation mm., i forbindelse med den renovering af hjemmesiden som DVK planlægger at gennemføre i løbet af 2002.


Henvendelse fra ATV Jord og Grundvand

ATV Jord og Grundvand henvendte sig i et brev til DVK den 30. april 2001 omkring etablering af en portal til information om grundvand og forurenet jord på nettet, og spurgte, om DVK kunne være interesseret i et samarbejde.

ATV Jord og Grundvand havde i den forbindelse udarbejdet et idéoplæg: Portal – Information om grundvand og forurenet jord, som skitserede et indhold på denne portal omfattende bl.a.:

  • Nyhedstjeneste (faglige nyheder som højst er én uge gamle, rapporter, lovforslag, betænkninger, vejledninger, nye link mm.)
  • Data (udvalgte beskrevne og emneopdelte større datasamlinger, fx VRI systemet, Chemfinder mm.)
  • Publikationer og biblioteker
  • Forskning og udviklingsprojekter
  • Presse og nyhedsbureau (dagspressen, grøn info, mm.)
  • Jura og politik (love, vejledninger, bekendtgørelser, domme mm.)
  • Kalender (AVJinfo, ATV, DVF og DVK’s konferencekalender)


ATV spurgte i henvendelsen:

  • Hvad er jeres umiddelbare reaktion på etablering af en portal som den skitserede?
  • Kunne I være interesserede i et samarbejde med ATV, og i givet fald kan I pege på hvem der skal være jeres kontaktperson?


DVK behandlede henvendelsen fra ATV på et DVK komitémøde den 30. april 2001. DVK sekretariatet var umiddelbart noget forbeholden overfor idéen, idet man mente, at det måske ikke er særligt ”hot” længere, at etablere meget brede portaler, selvom der i de seneste par år nærmest er gået inflation i sådanne tiltag. En lidt smallere og mere målrettet portal som DVK’s, blev umiddelbart vurderet mere bæredygtig og manøvredygtig (hvorfor egentlig samle tingene sammen i store, omfattende portaler, når man har Internettet og de gode søgefaciliteter lige ved hånden?). Endelig mente dele af DVK, at man også burde involvere overfladevandet, hvor amterne arbejder med en fælles miljøportal.

Der var enighed om at melde tilbage til ATV, at vi gerne vil linke til ATV’s portal, men at vi ikke har økonomiske muligheder for at indtræde i samarbejdet. Der var enighed om, at DVK har en god hjemmeside – der måske nok kan opdateres lidt oftere – bl.a. VRI delen.



Oprettet April 2002 - © Dansk Vandressource Komitè - Webredaktør: th@geus.dk