Snit igennem søaflejringer fra Eem Mellemistid i Hollerup Kiselgurgrav.
Skalsådalen er en del af Gudenåens historie.
Havet bryder ned og bygger op på Anholt.
Her finder du et kort over alle Danmarks knap 500 værdifulde geologiske områder. Kortet er digitalt, og du kan hente beskrivelser af områderne. By- og Landskabsstyrelsen har i samarbejde med GEUS samlet alle værdifulde geologiske områder i Danmark på et digitalt kort med tilhørende beskrivelser. Kortet er først og fremmest til brug for kommuner og regioner i deres planlægning, men det vil også være til glæde for alle geologiinteresserede mennesker. Kortet er digitalt, og til hvert område er knyttet en hjemmeside med en kort geologisk beskrivelse af det. Der findes ca. 400 områder på kortet, og de er af oversigtsmæsige grunde opdelt efter regioner. For hver region findes også en pdf-fil med en oversigt over områderne.
Kort på Naturstyrelsens hjemmeside:
Kvik-guide til kortene
Hvad viser kortene?
De værdifulde geologiske områder er fordelt ujævnt over landet. Det skyldes, at nogle egne har en kompleks geologisk historie, der stadig kan aflæses i landskabet, mens andre egne har en mere overskuelig oprindelse. Som eksempel kan nævnes de udstrakte vestjyske hedesletter, hvor alderen "kun" tælles i tusinder år i modsætning til Bornholms mosaik af små områder, hvis alder spænder over mere end en milliard år. På kortet findes både små punktområder og store landskaber. Til punktområderne hører fx Hollerup Kiselgurgrav vest for Randers, hvor man finder lag fra hele Eem Mellemistid og de ældste sikre spor efter mennesker. Til de store landskaber hører fx Faldborgdalen og Skalsådalen, der er vigtige brikker i Gudenåens historie. I nogle tilfælde er der for et område angivet et stort rammeområde fx "Det Midtjyske Søhøjland", som indeholder flere mindre områder. Rammeområdet omfatter en større geologisk enhed som er beskrevet overordnet, og hvor sikring af de geologiske værdier fordrer "blødere" retningslinjer for naturforvaltning end det er tilfældet med mindre områder. |