MARINGEOLOGI OG GLACIOLOGI

	G E O L O G I S K   I N S T I T U T	AARHUS UNIVERSITET

GATEWAY PROJEKTET, udvalgte tidsintervaller og temaer

Læs mere om udvalgte temaer: (klik på linkene herunder) Forside Havcirkulationen omkring Davis Strædet Yngre Dryas Kortvarig afkølingen for 8200 år siden Holocæn Klimatisk Optimum - den varmeste periode gennem de sidste 11.500 år Middelalder Varmtid, Den lille Istid og Nordboerne på Grønland Den Nordatlantiske Oscillation (NAO) Analysemetoder Projektansvarlige, -deltagere og tilknyttede studenter Ordforklaringer

Pistonkerne fra Isfjord

Udvalgte tidsintervaller og temaer

Den generelle opvarmning i slutningen af sidste istid blev kortvarigt afbrudt af en voldsom klimaforværring, den såkaldte Yngre Dryas, der menes forårsaget af en voldsom ferskvandsudstrømning fra de smeltende gletchere. Under denne periode ekspanderede gletcherne igen, og havisen bredte sig sydover i Atlanten. Indtil for nyligt har man ment, at denne begivenhed viste sig som en kraftig afkøling over det meste af den nordlige halvkugle.

I de senere år har flere undersøgelser dog indikeret en relativt varm Yngre Dryas i området omkring Irmingerhavet - både på land i Grønland (7) samt ud for dets kyst (8). Lignende observationer er set nord for Island (9). Dette er i stærk kontrast til den kraftige afkøling, som ellers ses i den nordøstlige del af den nord- atlantiske region, hvilket indikerer en mere komplekst THC under Yngre Dryas end hidtil antaget.

Følsomheden af THC overfor ferskvandstilførsel er et kritisk tema for forståelsen af pludselige klimaændringer gennem både sen Pleistocæn og Holocæn. For 8200 år siden skete kort, en kraftig afkøling i den nordatlantiske region. Hidtil er den blevet forklaret ved en stor ferskvands-influks fra Hudsonstrædet, men data fra Diskobugten (10) viser, at der også skete en betydelig smeltevandsproduktion fra Grønland. Derudover har en nylig undersøgelse af marine kerner fra Spitsbergen (11) vist, at arktiske vandmasser trængte længere mod syd allerede for 8.800 år siden.

På grund af en kraftigere solindstråling i begyndelsen af den nuværende mellemistid, Holocæn, var klimaet i begyndelsen af Holocæn betydeligt varmere end i dag – det såkaldte Holocæne Klimatisk Optimum. Efterhånden stiger mængden af beviser dog for, at Holocæn Klimatisk Optimum var diakron i sin udbredelse. F.eks. lå den varmeste periode i Alaska og NV Canada ved ca. 11-9 ka - ca. 4000 år tidligere end i NØ Canada (12). Et yderligere forsinket Optimum ses i Québec, Labrador og Vestgrønland (ca. 5-4 ka). Dette er indtil videre blevet tolket som effekten af den sene afsmeltning af det Laurentide Isskjold.

Gennem de sidste godt 1000 år er der sket betydelige klimatiske ændringer. I perioden fra omkring 900-1350 e. Kr. oplevede den Nordlige Halvkugle et generelt varmt klima, med en middeltemperatur på 1-2°C højere end i dag. Under denne periode koloniserede Nordboerne bl.a. Grønland. Omkring 1350 e.Kr. skete der dog en kraftig afkøling, der betød en alvorlig forværring af livsbetingelserne for folk både i Europa og i Grønland. Dette medførte, at i 1350 e. Kr. måtte den ene af de store Nordbo-samfund på Grønland opgives, og klimaforværringen vedblev indtil de sidste Nordboer forsvandt fra Grønland omkring 1500 e. Kr.

Edited by:
Niels E. Poulsen, GEUS - nep@geus.dk