Udskriftsvenlig | Udskriftsvenlig | |
Jordskælvet, som målte 9.0 på Richterskalaen, fandt sted d. 26/12 2004 kl. 0:58 UTC, hvilket svarer til kl. 1:58 dansk tid og kl. 7:58 lokal tid. Jordskælvet ud for Sumatras vestkyst er det kraftigste registreret på hele kloden i 40 år.
FAKTABOKS:
Jordskælvet den 26. december 2004 vest for det nordlige Sumatra, der målte 9.0 på Richterskalaen (M=9.0) er det femte største jordskælv siden 1900. De andre fire var:
Registreres i Danmark Jordskælvet blev registreret af de internationale netværk af seismografer lige så hurtigt som rystelserne bredte sig gennem jorden. En seismograf er et fintfølende måleinstrument, der er specielt designet til at registrere rystelser fra jordskælv. De første rystelser nåede de danske seismografer ca. 13 minutter efter jordskælvet. Den største rystelse nåede Danmark ca. en time efter jordskælvet, hvor jorden i Danmark hævede og sænkede sig i alt 4 mm over en periode på 20 sekunder. En så langsom rystelse kan dog ikke mærkes af mennesker.
Lokalisering af jordskælvet Naturkatastrofer er upåvirkede af landegrænser, og et effektivt internationalt samarbejde er derfor helt nødvendigt. Når der er sket et stort jordskælv, er det vigtigt at få beregnet jordskælvets position, epicenteret, så hurtigt som muligt. Det foregår i første omgang automatisk i de store internationale datacentre, hvorefter seismologer foretager en mere nøjagtig beregning. De amerikanske seismologer sendte meddelelser ud om at de havde lokaliseret jordskælvet ved Sumatra ca. en halv time efter det var sket.
Et jordskælvs epicenter beregnes ud fra hvornår rystelserne når frem til seismografer i mange forskellige retninger. Jo flere registreringer der er tilgængelige, desto mere nøjagtig bliver beregningen. Næsten alle verdens lande har netværk af seismografer, og sender data videre til de internationale datacentre. GEUS opererer netværk af seismografer i Danmark og Grønland . Data fra seismografen i København strømmer med kun få sekunders forsinkelse til et europæisk datacenter i Holland, ORFEUS ( orfeus.knmi.nl ). Her har andre datacentre direkte adgang, og kan således benytte de københavnske registreringer til hurtig lokalisering af jordskælv over hele verden. Data fra seismograferne i Mønsted og på Bornholm sendes til Holland hver halve time, og kan derfor hurtigt inddrages i beregningerne. Data fra de grønlandske stationer kan hentes via en modemforbindelse, når det er nødvendigt. Til det daglige arbejde er det tilstrækkeligt at modtage data fra Grønland en gang om ugen med posten.
GEUS er parthaver i en
række internationale seismologiske organisationer og
datacentre:
GEUS har endvidere tæt
samarbejde med vores amerikanske søsterorganisation:
Hvorfor skete jordskælvet? Jordskælvet d. 26/12 2004 fandt sted i et område der ofte oplever jordskælv. Geologisk set ligger jordskælvet hvor to af jordens lithosfæreplader mødes. Jordens ydre består af nogle store stive plader, der er 200-300 km tykke under kontinenterne, og fra nogle få km op til ca. 100 km tykke under oceanerne. Det er langs kanterne af pladerne, der kan sammenlignes med brikkerne i et puslespil, at de fleste og største jordskælv finder sted.
Ved det nordlige Sumatra mødes den indiske plade og den burmesiske plade. Den indiske plade bevæger sig ind under den burmesiske plade med en gennemsnitshastighed på 6 cm/år. Ved det store jordskælv d. 26/12 flyttede den indiske plade sig i et voldsomt ryk i forhold til den burmesiske plade. De nøjagtigste beregninger indtil nu viser at sprækkezonen var 600-800 km lang, og ca. 100 km bred, og at den indiske plade gennemsnitlig kom 12.5 m længere ind under den burmesiske plade (Kilde: H. Hébert, LDG, Bruyères-la-Châtel, Frankrig). Beregningerne er behæftet med en del usikkerhed, så tallene kan blive revideret. Jordskælvet forårsagede en pludselig hævning af havbunden langs sprækkezonen, hvilket satte en tsunami i gang. Hævningen af havbunden var på nogle få meter. Pladetektonikken i Atlanterhavet er meget forskellig fra pladetektonikken i jordskælvsområdet ved Sumatra. Midt under Atlanterhavet glider lithosfærepladerne fra hinanden mens der dannes ny havbund imellem dem. Læs mere om pladetektonik i hæftet Den Dynamiske Jord
Efterskælv Lithosfærepladerne bevæger sig hele tiden i forhold til hinanden. Det foregår sjældent helt jævnt, fordi der først skal opbygges tilstrækkelig store spændinger til at overvinde brudstyrken og gnidningsmodstanden. Pladerne følger fysikkens love og bevæger sig for at opnå en ligevægtstilstand. Et stort jordskælv bringer et område tættere på en ligevægtstilstand, men følges normalt af en række efterskælv, der fungerer som finjustering. Typisk bliver efterskælvene mindre og færre som tiden går, men der kan være undtagelser. Jordskælv og tsunamier Jordskælv forårsager heldigvis sjældent tsunamier. En tsunami kan opstå, når et jordskælv under havet forårsager en så kraftig lodret forskydning af havbunden, at hele vandsøjlen kommer i bevægelse. En vandret forskydning af havbunden vil ikke medføre en tsunami. Selvom jordskælv -også under oceanerne- hurtigt bliver detekteret og lokaliseret, tager det længere tid at beregne, om jordskælvet har potentiale til at generere en tsunami. Mange steder i verden forskes der i at forbedre metoderne til at beregne, hvordan jorden bevæger sig, når der udløses et jordskælv. Tsunamier giver ikke høje bølger på det åbne hav, og er derfor svære at få øje på før de rejser sig når de kommer ind på lavt vand. Tsunamier bevæger sig hurtigere, jo dybere vandet er, og kan i de store oceaner komme op på en hastighed på 700-900 km/t. Når den forreste del af tsunamien kommer ind i det lave vand nær kysten falder hastigheden betragteligt, mens den bagerste del af tsunamien stadig bevæger sig med høj hastighed. På den måde bliver vandet presset sammen, og rejser sig som en mur ved kysten. Tsunamier kan have bølgelængder på mange hundrede km. Læs mere om jordskælvet og tsunamien på:
EMSC - European-Mediterranean Seismological Centre -
www.emsc-csem.org
|
