Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS)
LOKALISERINGSVEJLEDNING
FORMÅL MED LOKALISERING AF BORINGER
Ved lokalisering af en boring forstås en identifikation og opmåling af den enkelte borings nøjagtige beliggenhed. Hvis en borings placering og kote er ukendt eller mangelfuldt oplyst, betyder det, at boringens administrative og lithologiske oplysninger ikke kan stedfæstes. Er boringen lokaliseret, er boringen fuldt anvendelig og kan bl.a. indgå i den geologiske kortlægning.
Lokaliseringsskemaer, med GPS-målte koordinater eller koordinater bestemt ved KMS (Kort og Matrikelstyrelsens) digitale kort, vil blive indlæst direkte i boringsdatabasen. I begge tilfælde skal lokaliseringsskitsen med kortelementer understøtte UTM-koordinaterne. Dette er af hensyn til datasikkerhed og dokumentation og for at have mulighed for at finde boringen igen.
VEJLEDNING I LOKALISERING AF BORINGER
Før lokaliseringen indledes indsamles de nødvendige redskaber, tommestok, målebånd, værktøj, evt. GPS og ruten planlægges. Lokaliseringsskemaet vil give yderligere oplysninger.
Om de enkelte boringer fremskaffes som minimum følgende oplysninger, pkt. 1-3:
- Boringens DGU arkivnummer, boringens adresse og evt. foreløbige placeringsangivelse.
- Boringens basale oplysninger: brøndborerfirma, udførelsestidspunkt, største dybde og forerørsdimension.
- Oplysninger om andre boringer i umiddelbar nærhed af lokaliteten, der eventuelt kan forveksles med den/de boringer, der skal lokaliseres. Hvis dette er tilfældet, medbringes data fra disse boringer, f.eks. eksisterende lokaliseringsskemaer. Lokaliseringen skal afspejle den rigtige placering i forhold til andre nærtliggende boringer. Nærliggende boringers DGUnr noteres på skitsen.
Lokalisering
- Ved ankomst til borestedet foretages en præsentation, og der fremvises legitimation. Der gøres rede for lokaliseringsproceduren: opmåling, pejling m.v. Boringens ejendomsforhold kontrol-leres.
- Lad kontaktpersonen udpege boringen ud fra den foreliggende beskrivelse af boringen.
- På borestedet kontrolleres forhåndsoplysninger med de faktiske forhold.
- Boringens omgivelser vurderes med henblik på egnede terrængenstande: Bygninger, veje, gærder, vandløb m.m., som findes på 4CM-kortet, der kan bruges som udgangspunkt for opmåling af boringen. Hovedprincippet er, at man kun måler ud fra faste elementer, der findes på det aktuelle kort, på en sådan måde, at en person uden lokalkendskab senere kan overføre borestedet til et kort.
- Udgangspunktet for målingen skal helst være nærtliggende og karakteristisk. Der måles altid i rette vinkler, og hvis udgangspunktet er en vej, bruges vejmidten som udgangspunkt. To afstande til faste landskabselementer definerer entydigt et borested. En afstand kan også kombineres med en sigtelinie – men sigtelinier til huse bør undgås, da deres orientering på kortet kan være usikker, især i kombination med lange afstande (over ca. 50 m).
Korte afstande kan måles med målebånd, ved længere afstande anvendes et målehjul.
- Borestedet og dets omgivelser indtegnes på en skitse. Der skal anvendes de samme signaturer og tekster på skitsen, som findes på 4CM-kortet for veje, hegn, grøfter, skov, jernbaner etc. Det er vigtigt, at man tydeligt kan genkende det landskabsbillede, der er afbildet på skitsen med det tilsvarende på 4CM-kortet. Afstande skal være markeret tydeligt med antal meter fra elementerne i terræn til boringen. Skitsen må gerne være en frihåndstegning og behøver ikke at være målfast – men genstande skal ligge rigtigt i forhold til hinanden. Der må gerne være forklarende tekst.
Hvis der i boringens nærhed findes markante elementer, der ikke kan ses på kortet, kan disse med fordel indtegnes på skitsen med bemærkning herom, men disse elementer må ikke danne udgangspunkt for indmåling.
Skitsen skal omfatte et område, der er så stort, at det entydigt viser beliggenheden. Hvis boringen ligger på en gårdsplads, bør der medtages de nærmeste veje, gærder, markveje, gravhøje, transformatortårne m.v., således at gården ikke kan forveksles med andre. Skitsen forsynes med nordpil, og signaturen for en boring er: 
Tidligere lokaliserede boringer inden for det skitserede område påføres skitsen med signatur og DGU arkivnummer.
GPS / digitalt kort
Anvendes GPS, fremgår boringens UTM-koordinater umiddelbart af instrumentet. GPS’en nøjagtighed på måletidspunktet noteres.
Anvendes digitalt kortsæt til bestemmelse af boringens UTM-koordinater aflæses de målte værdier for boringens UTM X og Y på displayet, og påføres lokaliseringsskemaet.
Indmåles boringen ved hjælp af GPS eller digitalt kort skal datum oplyses. Datum kan være ED50 eller WGS84 / EUREF89.
Det kræves af en lokalisering, at en anden person på et senere tidspunkt ud fra skitsen entydigt skal kunne finde boringen. Lokalisering skal derfor altid have en håndtegnet skitse eller kortudsnit, hvor det tydeligt fremgår boringens placering i forhold til faste kortelementer med angivelse af afstand i metermål til boringen.
- Pejling af grundvandsstand. Pejling kræver ejerens tilladelse. Ved pejling skal der ofte bruges håndværktøj da der kan være et brønddæksel, der skal åbnes og en pejlestuds, der skal aftages.
Vandspejlet skal måles i meter under terræn, men måles ofte via et målepunkt (MP).
Målepunkt (MP) kan være top af forerør, MP mærke monteret forerøret, tørbrønd / installationsbrønds kant eller lign.
Afstand fra MP til terræn skal altid måles og målepunktet skal beskrives.
MP kan ligge over eller under terræn, hvilket skal angives på lokaliseringsskemaet.
Måling:
Definer MP (kan være samme som terræn) og foretag pejlingen herfra.
Mål afstand fra MP til terræn og træk målingen fra vandstandsmålingen, hvis MP ligger over terræn. Læg til hvis MP ligger under terræn.
Det er ikke altid muligt at måle MP i forhold til terræn. Er MP f.eks. afsat på forerør der er i en tørbrønd, kan man måle afstand mellem MP og kant af tørbrønd og derefter afstand fra kanten til terræn. Regnestykket bliver da:
Vandstand under MP + afstand MP til kant af tørbrønd – afstand kant af tørbrønd til terræn = vandstand under terræn.

- Inden boringen forlades skal terrænkoten aflæses. Denne aflæses ved hjælp af kortet, idet borestedets placering og kote vurderes i forhold til kortets højdekurver. På 4CM-kort er ækvidistancen (afstand mellem kote linierne) 2,5 m. Forsøg aflæsning med 0,5 meters nøjagtighed. Anvendes et nivelleringsinstrument angives koten med to decimalers nøjagtighed.
Hvis der er foretaget ændringer af landskabet, f.eks. udgravning eller landskabsmodellering skal dette bemærkes.
GPS:
Anvendes GPS til måling af koten (z-koordinaten) skal man være opmærksom på, at denne måling stiller store krav til udstyr og måletid. Noter GPS’en nøjagtighed for målingen.
Indberetning til GEUS
- Efter hjemkomsten udfyldes et lokaliseringsskema, hvis dette ikke er gjort i felten. Der findes en udfyldningsvejledning på skemaets bagside.
- Det udfyldte lokaliseringsskema fremsendes til Borearkivet på GEUS. Borearkivet er ansvarlig for, at lokaliseringens koordinater og øvrige data overføres til Jupiter boringsdatabasen. Lokaliseringsskemaet arkiveres derefter sammen med boringens øvrige dokumenter.
Borearkivet, Juli 2003