Nyheder fra GEUS

Tilbage

21. august

Der var bid under Limfjorden

Boring i Limfjorden
Boring i bunden af Limfjorden. 600 kilo blylodder i toppen af boret presser borerøret ned i sedimenterne under havbunden. Foto: Ole Bennike, GEUS. Forstør billede
Et tørvelag i en borekerne fra bunden af Limfjorden ud for Fur viser, at der for ca. 10.000 år siden var land her med moseområder. Borekernen fortæller geologerne om ændringerne i klimaet og miljøet.

Geologer fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og fra Aarhus Universitet er i gang med at belyse klima- og miljøudviklingen i de indre danske farvande siden den sidste istid. Det foregår under projektet SEDITRAPS, som stiller skarpt på områder i Limfjorden, Lillebælt, Storebælt og Kattegat.

Undersøgelserne omfatter blandt andet boringer i havbunden for at hente sedimenter op, som kan fortælle, hvordan klimaet og miljøet har været flere tusind år tilbage i tiden. På togtet i Limfjorden var der bid, da geologerne hentede en kerne op fra havbunden med et tørvelag, som er dannet i en mose for omkring 10.000 år siden, og som senere er blevet oversvømmet af havet og endt under bunden af Limfjorden.

”Her har vi noget sediment fra før Limfjorden blev dannet og kernen vil derfor vise os, hvilke klima og miljøforhold, der herskede da fjorden blev dannet,” siger seniorforsker Ole Bennike fra GEUS, som leder SEDITRAP projektet.

”Man har aldrig fundet tørvelag i de åbne dele af Limfjorden, Det, at vi har fundet det nu, betyder, at vi har år 0 fra før Limfjorden blev oversvømmet,” siger seniorforsker Niels Nørgaard-Pedersen fra GEUS til videnskab.dk.

Læs artiklen på videnskab.dk: Unikt fund afslører: Limfjorden opstod for 10.000 år siden

Se filmen om arbejdet i Limfjorden på Underground Channel: A tale of a fjord - Limfjord - 10.000 years in 4 minutes.

Kontakt:
Seniorforsker Niels Nørgaard-Pedersen, GEUS
Tlf.: 91 33 38 35
E-mail: nnp@geus.dk

Seniorforsker Ole Bennike, GEUS
Tlf.: 91 33 35 27
E-mail: obe@geus.dk

Startside