Forsiden Udskriftsvenlig version af NYHED fra GEUS
www.geus.dk/cgi-bin/webbasen_nyt.pl?id=1234174180|cgifunction=form
Udskriftsdato: lørdag den 1. nov. kl. 3.23
De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - GEUS
Øster Voldgade 10, 1350 København K - Tlf.: 38142000 - Fax: 38142050 - E-post: geus@geus.dk

9. februar 2009
Grønlands geologi på kæmpemæssigt væg-til-væg tæppe
Tæppe med motivet af det geologiske kort over Grønland
Det store tæppe med motivet af det geologiske kort over Grønland under montering i konferencesalen på Arctic Hotel i Ilulissat. Foto: Arctic Hotel.
Forstør foto

Den store konferencesal
Den store konferencesal "The Greenland Room" på Arctic Hotel i Ilulissat med et specialvævet gulvtæppe, som prydes af det geologiske kort over Grønland. Foto: Arctic Hotel.
Forstør foto

Af Henrik Højmark Thomsen

Et kæmpemæssigt væg-til-væg tæppe med det geologiske kort over Grønland pryder den store nye konferencesal på Arctic Hotel i Ilulissat. Tæppet fortæller en lang og spændende historie om Grønlands geologi.

I januar åbnede Arctic Hotel i Ilulissat dørene til deres spritnye konferencefaciliteter, der skal være med til at tiltrække endnu flere møder, kurser og konferencer til byen med de mange isbjerge. Udvidelsen omfatter flere og større værelser og et super moderne konferencecenter med 150 siddepladser i den største sal i teateropstilling eller 110 ved borde.

Gulvet i Hotel Arctics nye store konferencesal er dækket af et kæmpemæssigt væg-til-væg tæppe, hvis motiv er det geologiske kort over Grønland. Kortet er tegnet af designer Michella Ahm i tæt samarbejde med en erfaren geolog fra GEUS, og tæppet er specialvævet hos Egetæpper i Herning.

Geologiske kort viser hvilke bjergarter, der findes i naturen, og er ofte meget farverige og kan være små kunstværker i sig selv. Kortet over Grønland på det 12 x 17 meter store tæppe er en forenklet udgave af GEUS' grønlandskort.

"Vi havde forskellige begrænsninger i antal farver og deres placering på kortet," siger geolog Niels Henriksen fra GEUS, som har givet råd og vejledning til forenkling af geologien, så tæppet gengiver de geologiske forhold så nøjagtigt som muligt.

Niels Henriksen, som nu er pensioneret, men stadig har sin gang hos GEUS, har igennem et helt liv ledet den omfattende geologiske kortlægning i Nordgrønland og Nordøstgrønland, så det er en meget erfaren feltgeolog, som har bidraget med sin viden til fremstilling af tæppet. Han er forfatter til utallige publikationer om Grønlands geologi og har blandt andet skrevet den omfattende populærvidenskabelige bog: "Grønlands geologiske udvikling - fra urtid til nutid, som GEUS udgav i 2005. Her samler han den lange og dramatiske geologiske historie som skabte Grønland, og som et utal af geologer har arbejdet i mange år for at finde frem.


Geologiske kort - en efterspurgt vare
Detaljerede geologiske kort er en af de varer, som mineindustrien efterspørger, inden de kaster sig ud i investeringer i mineralefterforskning. Grønlands Hjemmestyre har sat som mål, at mineralske råstoffer skal udgøre en vigtig indtægtskilde for samfundet, på linie med fiskeri og turisme, og geologiske kort er et af de midler, der er med til at tiltrække mineindustrien.


Geologerne sadlede om
Geologiske undersøgelser i Grønland har fundet sted i flere hundrede år, men først i 1950'erne indledte det daværende Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU) en systematisk geologisk kortlægning i skalaen 1:100000. Denne kortlægning begyndte i Ivittuut-området i Sydvestgrønland, hvor geologerne ønskede at studere området omkring Grønlands eneste producerende mine, hvor der var blevet brudt kryolit gennem mere end 100 år.

Selv om der var god fremdrift i kortlægningen, blev det snart klart, at man måtte ændre strategi, hvis Grønland inden for en overskuelig tid skulle dækkes. Derfor begyndte geologerne fra 1964 en oversigtskortlægning i skalaen 1: 500 000 sideløbende med den mere detaljerede kortlægning. Fra 1995 er kortlægningen fortsat af GEUS, da GGU dette år blev slået sammen med Danmarks Geologiske Undersøgelse (DGU) til institutionen De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Siden 1960'erne og frem til år 2000 deltog der årligt omkring 100 personer i feltarbejdet. Specielt i øst- og Nordgrønland blev feltarbejdet organiseret som store ekspeditioner, der opererede ud fra baselejre. Herfra blev geologerne i tomandshold fløjet ud i fjeldene for til fods at kortlægge geologien fra små teltlejre. Ud over GEUS's egne geologer har der deltaget forskere fra en lang række institutioner i Danmark og andre lande i feltarbejdet. Dette betød, at bearbejdelsen af de indsamlede data blev stærkt intensiveret.


Til lands til vands og i luften
Feltarbejdet har gennemgået store ændringer i årenes løb. I begyndelsen sejlede geologerne fra Danmark til Grønland, og transporten rundt i området foregik med kuttere. Senere begyndte geologerne at flyve til Grønland, og fra 1958 blev der sat helikoptere ind i arbejdet. GGU ejede en overgang to helikoptere, men ellers er der anvendt
helikoptere fra Schweiz og senere fra Grønlandsfly. Flyvevåbnet har stået for transport til Nord- og Nordøstgrønland, og her er der i stor udstrækning anvendt små fly og helikoptere til lokal transport. Også i laboratorierne er der sket store ændringer. Især har geologiske tolkninger ud fra flyfotos bidraget markant til at fremskynde arbejdet. Og udviklingen indenfor IT området har ført til, at kortene er blevet digitaliserede og kan leveres på elektroniske medier. Denne udvikling har skabt mulighed for øget integration af geologiske kort med andre typer data som fx geokemiske data og magnetiske data, der også er vigtige for mineindustrien.


En milepæl blev nået i 2004
I 2004 afsluttede GEUS den geologiske oversigtskortlægning af Grønland efter 40 års arbejde. Hundredvis af geologer har i mange somre studeret klipperne, og resultatet er 14 geologiske kort i skalaen 1: 500000, der samlet giver en oversigt over, hvordan geologien er skruet sammen i Grønlands isfrie landområder.

Med afslutningen af den geologiske oversigtskortlægning er der skabt et overblik over geologien i landområderne i Grønland, mens en kortlægning, der er så detaljeret, at den kan bruges til råstofefterforskning, endnu er på et tidligt stadium. I dag er der produceret 60 kortblade i den mere detaljerede skala 1:100000, og der mangler således 170 kortblade før hele Grønland er dækket. Geologerne har derfor mange års arbejde foran sig inden Grønland er kortlagt mere detaljeret. Arbejdet med 1: 100 000 kortlægningen fortsætter i udvalgte områder med råstofinteresser sideløbende med endnu mere detaljerede kortlægninger af områder, hvor der er specielt gode muligheder for at finde råstoffer..


Bestil bogen: Grønlands geologiske udvikling.
www.geus.dk/publications/boeger/groenl_geol_udv-dk.htm


Hør radioprogrammet: Grønlands tilblivelse I
Grønland er ikke blot fuldt af smukke og meget betagende landskaber. Landet er som en åben bog, der fortæller den kyndige læser -geologen- om Jordens historie næsten helt tilbage fra skabelsen for godt 4 milliarder år siden. DR programmet Natursyn handler om en ny bog skrevet af Niels Henriksen: Grønlands geologiske udvikling - fra urtid til nutid, der fortæller denne historie videre til interesserede ikke-eksperter. I programmet fortæller Henrik Højmark Thomsen om ideen med bogen og giver nogle eksempler på bogens indhold. Læs historien og hør DR radioprogrammet Natursyn: Grønlands tilblivelse I.
www.dr.dk/P1/Natursyn/Udsendelser/2006/01/02101006.htm


Høre radioprogrammet Grønlands tilblivelse II
Grønlands geologi viser spor af jordens udvikling helt tilbage fra de ældste tider, lige efter planetens skabelse og er derfor et skatkammer for videnskaben. Men der er også råstoffer at finde deroppe, og derfor foregår der en grundig udforskning af Grønlands undergrund. Geologen Niels Henriksen har arbejdet i det store, barske og smukke land i 40 år. I denne udgave af Natursyn fortæller Niels Henriksen om geologernes arbejde på Grønland. Anledningen er hans nye bog: Grønlands geologiske udvikling - fra urtid til nutid. Læs historien og hør DR radioprogrammet Natursyn: Grønlands tilblivelse II.
www.dr.dk/P1/Natursyn/Udsendelser/2006/01/09102442.htm


Drag på sommerekspedition til Grønland
Et TV-hold har i 2001 fulgt geologerne fra GEUS på en af sommerens videnskabelige ekspeditioner til Vestgrønland. I filmen Geologisk skattejagt i Grønland kan du følge geologernes spændende arbejde med at kortlægge Grønlands geologi og finde mineraler i fjeldene.


Se de geologiske kort over Grønland:
www.geus.dk/program-areas/raw-materials-greenl-map/greenland/gr-map/kostart-dk.htm


Læs de populærvidenskabelige artikler:

Et skarpt hjørne for Grønlands geologi
www.geus.dk/publications/div-artikler/miljoe_danmark_4_05_p30-35-dk.htm

Geologisk kortlægning i Grønland - og hvorfor
www.geus.dk/publications/aarsberetning97/artikel-45-53.htm

Geofysisk kortlægning af Grønland fra luften
www.geus.dk/publications/aarsberetning98/aarb_98-98-107.htm

Mineralefterforskning i en digital verden
www.geus.dk/publications/aarsberetning99/aab99-02.htm