Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Naviger op
Log på
> Forsiden > Geologi for alle > Undervisning > Viden om > Ilulissat isfjord > Den nærende isfjord - dyr og planter - Viden om Ilulissat Isfjord

Den nærende isfjord - dyr og planter

Viden om Ilulissat Isfjord
Store isfjelde i isfjorden
*


Den nærende isfjord
- dyr og planter

Smeltevand fra gletscherisen i Kangia indeholder store mængder næring, og isfjeldene skaber turbulens i vandmasserne, som bringer relativt varmt og næringsrigt vand fra dybere lag op til overfladen. Året rundt produceres der store mængder plankton, og isfjordens enorme spisekammer tiltrækker masser af krebsdyr, fisk, havpattedyr og fugle. På land er klippegrunden næringsfattig, og fjeldhede er den mest udbredte vegetation.

Den marine flora og fauna i Kangia er nøje knyttet til isen og de strandede isfjelde ved mundingen, som skaber en stor vandudveksling i de øverste vandlag. Når isen smelter i bunden af isfjeldene, stiger smeltevandet op langs isfjeldenes sider, fordi ferskvandet er lettere end det omgivende saltvand. De opadgående strømme skaber turbulens i hele vandsøjlen, og det bringer relativt varmt og næringsrigt dybvand med op. Isfjeldene skaffer derved næring til de øvre vandlag, og derfor stortrives planteplankton i overfladen. Den høje primærproduktion kulminerer om sommeren og skaber fødegrundlaget for isfjordens rige dyreliv.

Tidevandet, som er på to til tre meter mellem ebbe og flod, sørger for en effektiv vandudveksling mellem isfjorden og Disko Bugt. Det fremmer også produktionen af planteplankton, zooplankton og krebsdyr, hvilket tiltrækker fisk, sæler og hvaler.

Studier af floraen og faunaen i selve Kangia er begrænset af de tætpakkede isfjelde og havisen. Derfor har undersøgelser af livet i fjorden især fokuseret på området ved mundingen.


*
Når isen smelter i bunden af isfjeldene, stiger smeltevandet op langs isfjeldenes sider, fordi ferskvandet er lettere end det omgivende saltvand.


Tegningen viser, hvordan store isfjelde tilfører overfladevandet næring
Tegningen viser, hvordan store isfjelde tilfører overfladevandet næring. Ferskvand, som smelter i bunden af isfjeldene, er lettere end det omgivende saltvand. Derfor bevæger ferskvandet sig opad mod overfladen. Strømmene omkring isfjeldene skaber turbulens i hele vandsøjlen, hvilket bringer varmt og næringsrigt vand med op fra dybere lag til gavn for produktionen af planteplankton.

Isfjelde i isfjord
Isfjorden er tætpakket med isfjelde og havis.

Animation der viser vandstrømninger omkring et isfjeld.
(Animation: Carsten E. Thuesen)

Hent filmklip

*
[Til top]

Havets plankton

Kendskabet til forekomsten og fordelingen af  plankton i isfjorden er sparsomt. Men undersøgelser i Disko Bugt viser, at koncentrationen af både næringsstoffer og planteplankton stiger markant i retning mod Ilulissat og fjordens munding, og det skyldes uden tvivl  tilførslen af næringsstoffer fra afsmeltning  og bundenvandet. Disko Bugt er begunstiget af næringstilførslen; primærproduktionen er meget høj sammenlignet med resten af farvandene langs med Vestgrønland, og kun ved nogle få andre fjordmundinger er der fundet lignende høje koncentrationer af næringsstoffer og plankton.

Dyreplanktons græsning på planteplankton er blevet undersøgt langs et tværsnit fra Ilulissat til Qeqertarsuaq på Disko øen. Også her viser det sig, at lokale processer i Kangia med afsmeltning og afstrømning fra gletscheren skaber et overfladelag af vand med lavere salthodlighed, som betinger de rige forekomster af planteplankton og zooplankton i de øvre vandmasser. Vandlopper er meget fedtholdige og et vigtigt føde emne for en lang række af Diskobugtens marine dyr.




 

Vinge snegl
Vinge sneglen er et bløddyr der lever hele livet planktonisk. Vingerne bruges til at svømme med. Sneglen udskiller et slimnet som partikler klæber sig fast i, dette spises sammen med nettet. (Foto: Torkel Gissel Nielsen)

Vandloppe Vandlopper
Vandloppen er et planktonisk krepsdyr der indgår centralt i havets fødekæde i arktiske områder som føde for fisk, fugle og fx. Grønlandshvalens diæt. (Fotos: Torkel Gissel Nielsen)
[Til top]

Fisk og større krebsdyr

Hellefisk er den dominerende fiskeart i økosystemet i Kangia. I modsætning til andre fladfisk lever hellefisk både ved bunden og oppe i de frie vandmasser. Hellefisk klarer sig bedst i koldt vand, fordi arten i varmere vand udkonkurreres af torsk. Hellefisk lever i hele fjordsystemet, men er kendt for sine sæsonvandringer. Om sommeren findes hellefiskene mest i de indre dele af fjorden, mens de store fladfisk er mere jævnt fordelt om vinteren.

Ud for fjordens munding er hellefisk genstand for et af verdens mest koncentrerede fiskerier med hensyn til den mængde, der fiskes inden for et lille område. På grund af isen er intensivt fiskeri vanskelig i selve isfjorden, som derfor udgør et vigtigt ‘fredet’ område for hellefisk, der kan blive op til 25 år gamle.

På grund af de lave bundtemperaturer på 2-3 grader celsius gyder hellefisk ikke i isfjorden. Derfor er bestanden ikke selvreproducerende, men yngel bliver løbende tilført fra Davis Strædet gennem drift i vandmasser og ved aktiv vandring. De voksne hellefisk i isfjorden vender næppe tilbage til den gydende bestand, men forbliver formentlig i fjorden gennem hele deres liv. Dette betyder, at uanset hvor hårdt bestanden fiskes, har det ingen effekt på gydebestanden i Davis Strædet og dermed på rekrutteringen til isfjorden. Men fiskeriet påvirker sammensætningen af bestanden i isfjorden, og hellefiskenes gennemsnitsalder er faldet betydeligt i de senere årtier i takt med det mere og mere intensive fiskeri.

Reguleringen af fangsten af hellefisk ud for Kangia handler således mere om artsdiversitet end om ressourcens bæredygtighed. Forvaltningens mål er at holde det årlige udtag af bestanden på et niveau, der kan sikre et fortsat stabilt udbytte. Samtidig lægger myndighederne vægt på ansvarlige fiskerimetoder, der minimerer skadevirkninger på bunden i fjorden og ud for mundingen, både ved selve fiskeriet og ved tab af fiskeredskaber.

Hellefiskens foretrukne byttedyr er rejer, som er udbredt i hele Kangia og i vandene ud for fjorden. Rejer og andre krebsdyr er vigtige byttedyr for de fleste fiskearter i Vestgrønland. De gamle rejer lever ved bunden om dagen og oppe i de frie vandmasser om natten.

Et andet vigtigt byttedyr er den lille laksefisk lodde, der lokalt kan findes i store mængder, og som samles i små bugter i gydeperioden. Mod nord bliver lodden erstattet af polartorsk, der er blevet mere almindelig i Kangia og Disko Bugt i de sidste år. Ålekvabber, som lever ved bunden af isfjorden, er også vigtige byttedyr for hellefisk.

Ny forskning med elektronisk mærkning af hellefisk viser, at hellefisken både fouragerer på dybt vand og foretager vandringer op til nær overfladen. Vandringerne op og ned gennem isfjordens ca.1000 meter dybe vandsøjle sker uregelmæssigt gennem døgnet, men hænger givetvis sammen med tilstedeværelsen af byttedyr. Undersøgelserne har også vist, at isfjorden og vandet ud for mundingen er integrerede dele af hellefiskenes fourageringsområde.

Hellefisk er selv byttedyr for især grønlandshaj og ringsæl. Grønlandshaj er almindelig i isfjorden, selvom den er blevet fisket særdeles intensivt som bifangst ved langlinefiskeri efter hellefisk. Mærkningsforsøg af grønlandshaj har vist, at arten vandrer over meget store afstande, hvorfor hajerne i isfjorden formentlig indgår i bestandene langs hele Vestgrønland.


Illustration af Hellefisk
Hellefisk er udbredt i hele isfjorden og ud for mundingen. Hellefiskene kan i sjældne tilfælde blive op til 25 år gamle og måle 120 cm og veje 45 kg.
(Illustration: © Scandinavian Fishing Year Book).

Hellefisk med stor mund Illustration af Hellefiske hoved
Foto: Jesper Boje
Kilde: Det kongl. danske videns. selsk.1936, Ad .S. Jensen



FISKEARTER I OMRÅDET

Fiskearter, der er registrede under langlinefiskeri i egnen ved Kangia:

Grønlandshaj
Tornhalet rokke
Tærbe
Arktisk rokke
Hvidrokke
Nordlig skolæst
Uvak
Langstrålet arktisk havkvabbe
Stribet havkat
Dobbeltliniet ålebrosme
Esmarks ålebrosme
Vahls ålebrosme
Halvnøgen ålebrosme
Stor rødfisk
Paddeulk
Spidshalet ringbug
Hellefisk
Håising
Desuden forekommer fjeldørred i området.

[Til top]

Havpattedyr

Finhval, vågehval og pukkelhval ses ofte om sommeren langs den ydre kant af tærsklen ved fjordens munding. Blåhval og grønlandshval er sjældne gæster. Hvidhval og narhval forekommer i Disko Bugt om efteråret og vinteren, og de kan af og til ses i Kangia.

I forbindelse med hvidhvalernes ankomst fortælles det lokalt, at hellefisken helt forsvinder fra fiskeriet, fordi den graver sig ned i bundsedimentet for at undgå hvidhvalen, som gerne æder hellefisk. Grønlandssæl er almindelig i det åbne vand om sommeren, og ringsæl lever i isfjorden hele året. Sælernes føde består af fisk som ammassat, rødfisk og polartorsk suppleret med blæksprutter, store tanglopper og lyskrebs.

Isbjørne, der jager sæler langs kysterne, er ekstremt sjældne gæster i området.


Pukkelhval
En pukkelhval slår smut med halen.

Ringsæl 
Ringsæler lever i isfjorden året rundt. (Foto: Christian Glahder)


[Til top]

Fugle ved fjorden

Fuglelivet ved Kangia er typisk for fjordlandskaberne i det centrale Vestgrønland. Et særpræg er dog de store flokke af mallemukker og måger, der ses omkring det åbne vand ved mundingen af isfjorden. I land er fuglelivet sparsomt og domineret af snespurv, laplandsværling og ravn.

Kun få data om fuglelivet omkring Kangia er publiceret, og den følgende gennemgang bygger især på information fra lokale folk og fra biologer, som er passeret gennem området i forbindelse med andre feltaktiviteter.

Havfugle: Langs kysterne i Ilulissat området er der enkelte ynglekolonier med havfugle. Der findes måger som hvidvinget måge og ride, og et par steder er der også skarver. Den mest bemærkelsesværdige forekomst af havfugle er de store flokke af mallemukker, som finder føde blandt de strandede isfjelde ud for mundingen af isfjorden. Mallemukkerne kommer fra ynglekolonier på Disko og på den lille ø Qeqertaq i Disko Fjord, som ligger 100 kilometer mod vest. Sammenlagt yngler der her formentlig mere end 100.000 par. Også store flokke af måger fouragerer ofte blandt de strandede isfjelde; især hvidvinget måge og gråmåge og i mindre antal svartbage og rider. Mallemukkerne og mågerne er tiltrukket af den øgede mængde zooplankton i vandet ved mundingen af Kangia. Affald fra det intensive fiskeri efter hellefisk bidrager også til de gode fourageringsmuligheder.

Landfugle: I land er fuglelivet mere sparsomt. Her ser man først og fremmest alle de i Grønland vidt udbredte arter som snespurv, laplandsværling, gråsisken, stenpikker og ravn. Den grønlandske blisgås forekommer også. Gæs, forsynet med en lille sender, er ved hjælp af satellitter blevet sporet til området i foråret 1999, og ifølge lokale jægere yngler arten på Nunatarsuaq. Yngleområdet for den særlige grønlandske underart af blisgås er begrænset til Vestgrønland. Bestanden tæller kun 30.000 individer, som alle overvintrer på de britiske øer. Blandt Grønlands andre fuglearter forekommer vandrefalk, jagtfalk og fjeldrype i området, og de yngler formentlig lejlighedsvist. Den lille hvidsisken optræder som vintergæst fra nordligere områder i Grønland. Rødstrubet lom, islom, canadagås, gråand, havlit, toppet skallesluger, odinshane og sortgrå ryle yngler sandsynligvis også i området.

Gæstende fugle: En lang række fuglearter træffes som mere eller mindre regelmæssige gæster i området. Enten på træk om foråret og efteråret eller som sommergæster. Det er for eksempel knortegås, strømand, edderfugl, mellemkjove, almindelig kjove, havterne og polarlomvie.


Koloni af Storskarv og Hvidvinget måge.
Koloni af Storskarv og Hvidvinget måge. (Foto: David Boertmann)

Rødstrubet lom på rede 
Rødstrubet lom på rede.

FjeldRype i fældning
Fjeldrype i fældning.

Kortet viser beliggenheden af havfuglekolonier i Ilulissat området
Kortet viser beliggenheden af havfuglekolonier i Ilulissat området.
Nr. 1 er en skarvkoloni. Skarverne ruger her i selskab med hvidvinget måge. I 1976 var der 170 par hvidvinget måge, mens antallet af skarver er ukendt. I 1995 blev der også iagttaget skarver ved koloni nr. 2, men det er uvist, om de ynglede her. Koloni nr. 3 er en ridekoloni med 15 par, der i 1976 ynglede i selskab med 100 par hvidvinget måge. De to fjeldsider, nr. 4 og 5, er kolonier med ynglende måger, sandsynligvis hvidvinget måge. Nr. 6 er også en ynglekoloni af formentlig hvidvinget måge. I koloni nr. 7 yngler talrige hvidvingede måger på stejle klippesider. Mulige kolonier af måger er endvidere rapporteret fra nr. 8 og 9.

[Til top]

Pattedyr på land

Den tilgængelige information om landpattedyr i Ilulissat området er begrænset, men polarræv er ret almindelig. Ræven hører blandt de varmblodede dyr, som er bedst tilpasset kulde. Den kan om vinteren holde varmen uden at bevæge sig helt ned til minus 40 grader. Det skyldes dens stærkt isolerende pels. Polarræven er altædende og udstyret med en forbløffende tilpasningsevne. Den fanger fisk i tidevandszonen, tager fugle, æg, insekter, ådsler, og fortærer masser af bær om efteråret.

Sneharen er ret sjælden i området og findes mest i de højere liggende områder nær randen af Indlandsisen. Sneharen æder en bred vifte af planteføde. Om vinteren overlever sneharen ved at grave sig ned til planterne på steder med ringe snedække.

Rensdyr findes lokalt i området syd for Kangia. De er derimod ikke kendt fra områderne på nordsiden af fjorden i moderne tid, men nogle stednavne tyder dog på, at de tidligere har levet her. Det understøttes af, at der i møddingen ved Sermermiut er fundet rensdyrknogler fra Dorset og Thule perioderne. Rensdyret er det eneste pattedyr, som regelmæssigt spiser lav. Laver bringer rensdyrene gennem den lange vinter, hvor de graver sig ned gennem sneen med klovene for at skaffe føden

Polarræven er altædende og har en forbløffende tilpasningsevne. - Voksne sneharer bliver ikke polarrævens bytte. Harerne kan veje op til fem kilo, mere end en fuldvoksen ræv. Sneharer ses ofte i flokke om vinteren. - Rensdyr på farten.
Polarræven er altædende og har en forbløffende tilpasningsevne.

Voksne sneharer 
Voksne sneharer bliver ikke polarrævens bytte. Harerne kan veje op til fem kilo, mere end en fuldvoksen ræv. Sneharer ses ofte i flokke om vinteren.

Rensdyr på farten
Rensdyr på farten.

 

[Til top]

Planter på klippegrund

Floraen i Ilulissat området er mellemarktisk og præget af den næringsfattige kiselrige klippegrund. Omkring 160 arter af blomsterplanter, tre arter ulvefødder, to arter padderokker og fire arter bregner er kendt fra området, og planterne koloniserer nye områder i takt med israndens tilbagetrækning. Nogle arter ses næsten overalt, mens andre kun findes enkelte steder. Selv de mest almindelige arter har dog deres foretrukne voksesteder i et eller flere karakteristiske plantesamfund.

De dominerende plantesamfund er fjeldhede, fjeldmark, sneleje, urteli, pilekrat, kær, flodbredsvegetation og strandvegetation. Desuden findes der en række planter, som vokser i søer og damme.

Fjeldhede: Det mest udbredte plantesamfund er - som i mange andre dele af Grønland - fjeldheden, der består af lyngagtige dværgbuske, som danner ensartede bevoksninger over store områder. Dværgbirk, revling og mosebølle er de typiske arter, hvoraf de to sidstnævnte giver godt udbytte af bær i sensommeren. På nordvendte skråninger er kantlyng almindelig. På de mest beskyttede steder kan blålyng danne tætte bevoksninger med tusindvis af rødlilla, klokkeformede blomster. Andre almindelige hedeplanter er den stærkt aromatiske dværgbusk mosepost og otteradet ulvefod, der rækker sine krumme, grønne fingre op af mosset. Den lille, hvidblomstrede urt, stilkfladstjerne, mangler sjældent. Græsser som arktisk rapgræs og fjeldfestgræs stikker ofte frem mellem dværgbuskene. Tyttebær findes også, men er sjældne.

Hvor heden er udsat for blæst og udtørring, bliver der længere mellem buskene. Det giver plads til urter som den smukke lodden troldurt, der lyser med sine lyserøde blomsterstande, og den hvidfiltede arktisk kattefod. Arktisk alperose med læderagtige blade og store blålilla blomster findes på mere næringsrige steder, hvor der også vokser rypelyng, som med sine store, hvidgule blomster står flot til arktisk alperose.

De fleste bregner undgår tørre voksesteder som solbeskinnede klipperevner, men duftende mangeløv vokser netop sådanne steder. De mørkegrønne blade er beskyttet af brune, visne blade, som er flere år gamle. Tornet stenbræk, der er en af de få stikkende planter i Grønland, foretrækker også tørre klippesprækker.

Fjeldmark: Planterne vokser spredt på fjeldmarker, hvor der er langt fra den ene grønne tue til den anden, fordi der ofte er for tørt eller for blæsende, eller fordi jordbunden kan være så grovkornet, at den ikke kan holde på fugtigheden. Men alligevel er der næsten altid blomster, når man kigger efter, ofte endda mange arter, fordi konkurrencen mellem arterne er minimal. Ofte ses snedraba og fjeldpryd, begge med hvide blomster, den citrongule fjeldvalmue og den smørgule snehvid potentil med hvide bladundersider. Vardefrytlens små mørke hoveder er også hyppige på fjeldmarker.

En række spændende jordfænomener forekommer på åben jord, for eksempel polygonjord, hvor jorden sprækker i polygoner med det grove materiale langs kanterne og det fine materiale i midten. Under tøbruddet er midten af polygonen blød og klistret, fordi smeltevandet ikke kan trænge ned i den permafrosne jord. Senere på sommeren tørrer jorden ud, og man kan atter færdes på stedet. Planter, som kan overleve på den slags 'levende' jord har brug for særlige evner. Grynstenbræk er en af dem. I stedet for blomster danner planten snesevis af små knopkorn, som løsnes fra blomsterstanden og spirer med det samme i den bløde jord.

Snelejer: Steder, hvor sneen ligger særligt længe, kaldes snelejer. Vækstsæsonen er kun fire til seks uger lang. Resten af året tilbringer planterne under et tykt og beskyttende lag af sne. I snelejer træffes mosser, laver og dværgpil, hvis grene er skjult i jorden, så kun bladene og blomsterstandene rager op over jordoverfladen. Hanplanterne har gule blomsterstande og hunplanterne røde. Moslyng findes i de mere hedeprægede snelejer. Andre karakteristiske urter er den enårige dværgranunkel med små gule blomster, mælkebøtte og fjeldsyre. Af fjeldsyre kan man tilberede en herlig frugtsuppe:

Pluk et stort bundt stængler og kog dem i en gryde, indtil alle stænglerne er blevet bløde. Si saften fra og tilsæt sukker efter behag.

Urteli: Det frodigste plantesamfund i området er urteli, som er en meget artsrig vegetation på stærkt skrånende områder. 'Li' betyder skråning på norsk. Urtelier ligger under høje, stejle fjelde, hvor de modtager smeltevand sommeren igennem. De vender som regel mod syd eller sydvest, så solindstrålingen er maksimal, hvilket skaber et varmt og mildt mikroklima om sommeren. Samtidig er der fuld beskyttelse om vinteren på grund af det tykke lag sne. På sådanne skråninger kan der vokse 30 forskellige arter blomsterplanter, så som topspirende pileurt, sort bakkestjerne og sorttop med sortrøde blomster og højblade. Hvis man kigger vældig godt efter mellem de højere urter, kan man være heldig at finde den lille tykbladet draba med bleggule blomster.

Pilekrat: Pilekrattene ved Kangia kan opnå betydelig højde, i enkelte tilfælde op til 1,5 meter, men det er kun i de frodigste dale, at krattene bliver så høje. Mange steder er pilekrat kun knæhøje, men for planterne i bunden af krattet er det af mindre betydning, bare de får skygge og læ. Her kan man finde islandsk ulvefod og agerpadderok samt i de mere tørre krat storblomstret sommerkonval.

Kyster: Strandene har deres egen vegetation. Karakteristiske planter langs sandede strande er strandarve og marehalm. På kyster med klipper og grus ses grusstar, strandvejbred, grønlandsk kokleare og rankefladstjerne. Ved lerede kyster findes en græsrig vegetation, som yderst domineres af krybende annelgræs, mens egedes potentil lyser op med sine gule blomster på de øvre dele af stranden.

Stenede flodbredder: Stenede flodbredder er vidt udbredte i området. Sæsonvariationer i vandstrømmen fører til hyppige oversvømmelser af bredden. Kun pionérplanter kan klare sig i dette ustabile miljø. Mest iøjnefaldende er storblomstret gederams med lyserøde blomster og det poetiske grønlandske navn 'niviarsiaq', der betyder ung pige.

Kær: De rigeste kær og moser har en tyk vegetation af græsagtige planter, ofte domineret af tundrastar med kraftige strå og oprette hunaks og mosestar med smukke hængende hunaks. Tundrapil, hvis grene kryber i vegetationen, mangler sjældent. Den har smukke røde rakler, som kan bliver op til ti centimeter lange. De gule 'lysestager' af brandtroldurt er meget hyppige, mens den spinkle laplandsranunkel er mere sjælden.

Søer og damme: Af egentlige vandplanter er især hestehale almindelig. De karakteristiske, grønne 'juletræer' står halvt vanddækkede langs bredden af mange damme, mindre søer og langsomt strømmende vandløb. Fjeldpindsvineknop har lange bændelagtige blade, der flyder på vandoverfladen og arrangeres af den fremherskende vind. Kun blomsterstanden holdes op over vandoverfladen. Helt dækket af vand ses liden vandaks, dværgvandranunkel og hist og her en lille bitte grøn bladroset af sylblad, som kun blomstrer, hvis dammen tørrer ud. Frit i vandet svæver den ret sjældne høstvandstjerne. Mange steder er der kæragtig vegetation på bredderne af søer og damme, hvor man kan se planter som blank star og polarkæruld. Hvor der siver vand hele sommeren, vokser den insektædende vibefedt, hvis klistrede og enzymholdige blade fastholder og opløser smådyr. I klippepytter kan den lille dyndurt trives, selvom pytten undertiden tørrer helt ud.


Purpur-stenbræk
Purpur-stenbræk.

Fjeld-valmue * Kantlyng
Fjeld-valmue.

Kantlyng (Cassiope tetragona).

Kæruld Fjeldsyre
Kæruld.

Fjeldsyre.

Pil
Pil.

Plantegeografisk inddeling af Grønland
Plantegeografisk inddeling af Grønland.
For stor version af kort klik her.

Storblomstret gederams
Storblomstret gederams.

Arktiske planter vokser tæt på isfjorden i små sprækker mellem klipperne
Arktiske planter vokser tæt på isfjorden i små sprækker mellem klipperne.

 

[Til top]

Traditionel brug af planter

Selvom inuit især spiser kød, har planter traditionelt været en del af menuen. Fjeldsyre, revling og mosebølle er blandt de planter, der stadig bliver samlet og spist. Det næringsmæssige bidrag til diæten er ikke længere så vigtigt, fordi friske frugter og grøntsager flyves ind fra Danmark til selv de mest afsides liggende beboelser. Men de lokale folk betragter indsamling og spisning af traditionel grønlandsk mad som en vigtig del af deres kultur.

Brug af planter til brændsel og håndarbejde var almindeligt indtil for nylig. På grund af deres olieholdige skud har kantlyng og revling været anvendt i stor udstrækning som udendørs brændsel. Selv i friskplukket tilstand brænder de fint.

Familierne bruger stadig revling som brændsel, når de tager på fangst på fjeldet. Så finder man et passende hulrum mellem stenene, fyrer op med revling og dækker ildstedet med en flad stenplade, som kødet steges på. Revling bruges også syd for isfjorden til lynrøgning af ørreder.

Plantemateriale som Revling benyttes her til røgning af ørred. (Foto:Izak Kleist)
Plantemateriale som revling benyttes her til røgning af ørred. (Foto:Isak Kleist)

Det færdige produkt efter røgningen. (Foto:Izak Kleist)
Det færdige produkt efter røgningen. (Foto:Isak Kleist)


FORRIGE [ 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 ] NÆSTE


Den nærende isfjord - dyr og planter - Viden om Ilulissat Isfjord