Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Naviger op
Log på
> Forsiden > Geologi for alle > Undervisning > Viden om > Den dynamiske jord > Den danske indsats

Den danske indsats

Viden om Den Dynamiske Jord


Den danske indsats


Vi har i her vist resultaterne af den nyeste forskning indenfor overvågning af den dynamiske jord. En forskning som danske forskere deltager meget aktivt i, og resultater som danske forskere har været med til at opnå.


Remote sensing og geodæsi

Forskerne i Danmarks Rumcenters afdelinger for geodæsi og geodynamik, focuserer blandt andet på undersøgelse af ændringer af jord- og havoverfladen, fx i forbindelse med jordskælv og klimaændringer.

I dette arbejde er man meget afhængig af remote sensing observationer fra fly eller satellit.

DRCs forskere deltager også i opmålingen af jordens tyngdefelt og i det internationale samarbejde omkring satellitbaseret opmåling og stedbestemmelse (GPS og det fælleseuropæiske Galileo, som er et GPS-lignende system under udvikling).

Satellitovervågning af den
dynamiske jord

Sammen med Kort og Matrikelstyrelsen bidrager Danmarks Rumcenter til den geodætiske opmåling af Danmark og Grønland og sørger for etablering af permanente GPS stationer både i Danmark og Grønland. Herunder deltager Danmark og danske forskere i forskningssamarbejdet omkring den globale overvågning af den dynamiske jord med GPS.

Overvågning af jordskælv.

Forskere ved GEUS sørger for, at Danmark deltager i den globale overvågning af verdens jordskælv. Resultater og data fra de fire seismografer i Danmark og fire i Grønland sendes videre til de internationale datacentre, hvor de bruges til bl.a. at lokalisere jordskælvenes epicentre. Danske forskere bruger jordskælvsbølger til at kortlægge dybe strukturer i Danmarks og Grønlands undergrund. Vi bruger hovedsagelig rystelserne fra store, fjerne jordskælv, da vore egne jordskælv er for små og for sjældne.

Danske og grønlandske jordskælv

I Danmark har vi to til ti små jordskælv hvert år. Det er dog ikke hvert år der kommer et jordskælv, som er kraftigt nok til at vi mennesker lægger mærke til det. Danmark befinder sig langt fra en pladegrænse, så vores jordskælv stammer fra udløsningen af de små spændinger, der opstår inde i pladen, når den er udsat for pres i kanterne.

Der er mange flere jordskælv i Grønland end i Danmark, og de grønlandske jordskælv er også en smule større end de danske. Det er fordi, der er mange aktive forkastninger i Grønland. En forkastning er en dyb revne i jordskorpen, hvor der sommetider er bevægelse. Der er især mange jordskælv ved Tasiilaq på østkysten, ved Grønlands nordøstlige hjørne, samt ved Diskobugten i Vestgrønland

*


 

 


Berømt dansker

Inge Lehmann
Den danske forsker Inge Lehmann (1888-1993) der opdagede jordens indre kerne i 1936.

I 1936 opdagede den danske forsker Inge Lehmann at jorden har en fast indre kerne. Inge Lehmann studerede hundredevis af jordskælv og lavede sine beregninger - helt uden computer! Selv efter sin død i 1993 er Inge Lehmann en af de mest berømte geofysikere i verden, og der uddeles både et legat og en videnskabelig hædersmedalje i hendes navn. Hun blev 104 år gammel, og skrev sin sidste videnskabelige artikel da hun var 99 år.



Registrerede jordskælv i og omkring Grønland

Registrerede jordskælv i og omkring Grønland. På kortet ses desuden placeringen af GPS (grønne stjerner) og de seismologiske stationer (blå stjerner).


Registrerede jordskælv i og omkring Danmark

Registrerede jordskælv i og omkring Danmark i perioden 1990 - 2002. Langt de fleste af disse er dog for svage til, at vi mennesker lægger mærke til dem. På kortet ses desuden placeringen af GPS (grønne stjerner) og de seismologiske stationer (blå stjerner) i Danmark.

*

FORRIGE [ 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11 ] NÆSTE


Den danske indsats