Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Naviger op
Log på
> Forsiden > Om GEUS > Fakta om GEUS > Årsberetninger > Årsberetning 1998

Geologien der blev væk

Landhævning og erosion i Nordeuropa efter Kridt

Fra Årsberetning 1998

Peter Japsen

Hjemtag (download) pdf-fil:
98-39-49.pdf (1034 Kb)

PDF-filer (Portable Document Format)
kan læses med Acrobat Reader

Kridtklinter øst for Dieppe på den franske kanalkyst. Aflejringer fra det vældige kridthav, der dækkede hele det nordvestlige Europa fra Baltikum i øst til Det Irske Hav i vest og fra Shetlandsøerne i nord til det nordlige Frankrig i syd, kommer frem som et mere eller mindre sammenhængende hvidt bånd langs kanterne af det oprindelige hav; som langs randen af en kæmpemæssig skål. Denne fremtrædelsesform er en følge af geologiske processer, der har virket gennem omtrent 65 millioner år: fjernelse af lagene oven på kridtet ved erosion og lodrette bevægelser (op/ned) af lagene i jordskorpen. Tilsvarende lag kan bl.a. ses på den engelske kanalkyst ved Dover og på Møns Klint. Kridtklinter øst for Dieppe på den franske kanalkyst

Før det Danmark vi kender i dag eksisterede, lå området begravet under et kilometertykt dæklag. Først da de norske fjelde rejste sig længe inden istiden, blev Danmark trukket med op, og dæklaget eroderet bort af floder og vandløb. Derfor trækker det 65 millioner år gamle Skrivekridt i dag sit hvide spor gennem det danske landskab.

Dette er en ny erkendelse om den danske undergrund. Ikke mange - heller ikke geologer - har spekuleret over, hvorfor de årmillioner gamle kalklag stikker frem i et bælte fra Ålborg til København og Møns Klint. Først i de seneste år har teorien om dyb erosion før Istiden vundet udbredt accept.

Fra Kridthav til Vesterhav
Vesterhavet er den sidste rest af det vældige Kridthav. Da dinosaurerne endnu dominerede på landjorden, dækkede Kridthavet hele det nordvestlige Europa, fra Den Botniske Bugt til Det Irske hav og fra Shetlandsøerne til det nordlige Frankrig. Der var langt til høje bjergområder, og kun få floder førte ler og sand ud i havet, hvor dyre- og plantelivet var artsfattigt: Igennem millioner af år var det så godt som udelukkende de mikroskopiske rester af kalkalger der blev aflejret på Kridthavets bund. I dag er dette kridtslam presset sammen til det Skrivekridt, der kendes mange steder i Nordvesteuropa, f.eks. fra -the white cliffs of Dover- og fra Limfjorden og Limhamn - lokaliteter der begge har fået navn efter limsten/kalksten.

Men hvorfor er disse gamle kridtlag overhovedet synlige, når dannelsen af nye bjerge efter kridttiden må have ført til aflejring af tykke lag af sand og ler over hele området? Fordi landområderne i England, Norge, Sverige og Danmark siden er blevet tørlagt, da bevægelser i den dybe del af jordskorpen førte til landhævning lige præcis der, hvor gamle geologiske lag i dag stikker frem over havoverfladen! Derefter er kalkens dæklag blevet eroderet, så de gamle geologiske lag er blevet blotlagt. Derfor ses kridtlagene i Danmark og ved Dover. Midt i Nordsøen er kridtlaget derimod stadigt begravet under tykke og fortsat voksende ler- og sandlag.

En af metoderne til at afdække disse længst passerede hændelser baserer sig på måling af lydens hastighed i kalken. Når en måling af lydhastigheden i kalken sammenlignes med en standardkurve for hvordan lydhastighed i kalken stiger med dybden, får man en temmelig robust indikation for om kalken har været dybere begravet og i givet fald omtrent hvor meget dybere. Da Skrivekridtet er utrolig ensartet og findes overalt i Nordsøregionen, er det let at få sammenlignelige data fra et stort område.

illustration - space.gif


Sådan ser et snit gennem undergrunden ud i store dele af Danmark
Fig.1 Sådan ser et snit gennem undergrunden ud i store dele af Danmark. Istidsaflejringerne ligger lige oven påde 65 millioner år gamle aflejringerfra Kridthavet. Har disse kridtlag altid ligget ved jordens overflade, eller er geologiske lag ovenpå Skrivekridtet fra de mellemliggende millioner af år blevet fjernet?


 

illustration - 98-39-49ovsk2.gif

 

Når kridtslam, sand eller ler aflejres på havbunden, består det meste af sedimentet af det vand der udfylder hulrummet mellem de faste partikler - på samme måde som en badesvamp, der driver af vand. Hvis sedimentet begraves stadig dybere under vægten af nye aflejringer, bliver sedimentet trykket stadig tættere sammen mens vandet mellem kornene presses ud - fuldstændig som badesvampen, der presses i hånden. Jo dybere materialet bliver begravet, jo bedre kontakt bliver der mellem partiklerne. Den bedre kontakt betyder at lydbølger passerer sedimentet hurtigere. Høj lydhastighed passer derfor til stor dybde (det midterste diagram).
Finder man hårdt skrivekridt nær jordoverfladen kan forklaringen være, at skrivekridtet har været begravet under et tykt sedimentdække. Disse dæklag må være blevet borteroderet og genaflejret andetsteds. Påstanden om et fjernet dæklag over kalken baseret på lydmålinger kan dog kun accepteres, hvis der samtidig kan påvises en tilsvarende afbrydelse i de geologiske aflejringer. På Møns Klint og ved dens engelske søsterlokalitet, Dover, er kridtet relativt tæt, og begge steder mangler der aflejringer fra de seneste 65 millioner år oven på de hvide klinter. Konklusionen er derfor, at på begge sider af Nordsøen har tykke lag af ler og sand presset det underliggende kridt sammen for derefter at blive eroderet bort. Sammenlignes målinger af gennemsnitshastighed og dybde for skrivekridtet i en boring med en standardkurve, kan man bestemme lagets -dybde-anomali-, der er mål for hvor meget dybere laget kan have været begravet (diagrammet til venstre).
Midt i Nordsøen foregår der derimod en meget hurtig afsætning af nye sedimenter på havbunden. Derfor øges belastningen af skrivekridtet, men lagene er så tætte, at vandet i skrivekridtet ikke kan komme hurtigt nok ud. Lydhastigheden bliver derfor lav i forhold til dybden (diagram til højre).

 

 

Lydhastighed afslører om kalken har været dybere begravet

 


Målinger af lydens hastighed i kalken i 850 olieboringer spredt over hele Nordsøområdet kan derfor bruges til at udpege de områder, hvor kalken har været dybere begravet. Det samlede billede viser, at kalken ikke har været dybere begravet midt i Nordsøen, hvor den i dag ligger i kilometerdybde (fig. 2).

 

Tykkelse af borteroderede lag vurderet ud fra lydhastigheder Fig.2 Tykkelse af borteroderede lag vurderet ud fra lydhastigheder i Skrivekridtet i 845 boringer i Nordsøbassinet. Erosionen - eller dybdeanomalien - øges væk fra den centrale del af Nordsøen, og er op til ca. 1 km langs den nuværende grænse for Skrivekridtets udbredelse. Symmetrien i erosionsmønstret på tværs af Nordsøbassinet svarer til kortet over alderen af de prækvartære lag: jo større erosion jo større er den manglende lagserie under de kvartære aflejringer (se fig. 3). Det betyder at de geologiske lag må være blevet fjernet før de kvartære sedimenter blev aflejret, altså i den neogene periode, dvs. mellem 25 og 5 millioner år før vor tid. Dybdeprofilet i fig. 4 går fra 'Edb' til 'Kbh'.

 


Men nærmer man sig derimod randen af Nordsøen mod øst eller mod vest viser målingerne, at kalken må have ligget dybere begravet end den gør i dag. Der hvor kalken kommer frem under istidsaflejringerne mangler der dæklag på en halv til en hel kilometer. Og heldigvis passer observationerne: Jo tykkere lag der ser ud til at mangle ovenpå kalken, jo større hul er der i den geologiske lags erie - ligesom på Møns Klint hvor der mangler aflejringer fra ikke mindre end 65 millioner år (fig. 3). Derfor bliver konklusionen, at kalken må have været begravet under et tykt dække af sand og ler langs randen af Nordsøbassinet. Og det gælder både for den britiske og for den skandinaviske side af Nordsøen.

 


Alderen af lagene under istidsaflejringerne i Nordsøbassinet Legende
Fig.3 Alderen af lagene under istidsaflejringerne i Nordsøbassinet. Kun midt i Nordsøen findes de ca. 5 millioner år gamle lag af pliocæn alder, men jo længere mod øst eller vest man kommer, jo større bliver afbrydelsen i lagserien under det kvartære dække. Det 65 millioner år gamle Skrivekridt ligger lige ved jordoverfladen i Nordjylland, på Sjælland og i det sydøstlige England. Denne symmetri på tværs af Nordsøbassinet svarer til kortet over erosion i området (se fig. 2).

 



Der findes ingen norske fjelde

"Sporet" af Skrivekridtet, der stikker frem fra undergrunden ses langs begge sider af Nordsøen: Langs Skotlands og Englands østkyst på den ene side og på den anden side langs den norske kyst med et sving indover Limfjorden mod København, Limhamn og Møns Klint. Her er gamle geologiske lag blevet ført opad og deres dæklag blevet eroderet bort, så stadig ældre lag bliver synlige mod Nordsøens vestlige og østlige afgrænsning. Omvendt har kraftig indsynkning midt i Nordsøen og voldsom tilførsel af sedimenter ført til at skrivekridtet i oliefelterne Dan og Ekofisk ligger dybt begravet. Resultatet er en forskel i dybden til kalkoverfladen på over 3000 meter på tværs af Nordsøen. Og det til trods for at kalkoverfladen var vandret da Kridthavet dækkede området. Kalklaget ligger derfor som en rynke i et kæmpemæssigt gulvtæppe: Kalken er presset ned dér, hvor Nordsøen ligger som en "pyt" ovenpå kalkens kilometertykke dæklag (havdybden er kun 50 m), mens landhævning af undergrunden har medført at kalken er blevet borteroderet, der hvor grundfjeldet kommer tilsyne i Skandinavien og på De Britiske Øer.

 

 

Et kilometertykt dække af Skrivekridt er blevet afsat under Kridthavet
Fig.4 For 65 millioner år siden: Et kilometertykt dække af Skrivekridt er blevet afsat under Kridthavet (selve havet er ikke vist). Store områder af Norge, Sverige og Storbritannien og hele Danmark - ligger under Kridthavets overflade.
For ca. 5 millioner år siden: Ler- og sandlag er blevet tilført af floder og havstrømme ovenpå Skrivekridtet. Derefter fortsætter indsynkning og udfyldning midt i Nordsøen, mens både det britiske og det skandinaviske område hæves. Her graver erosion nu dybt ned i dæklagene og yderst fjernes også selve kridtet.
Nutidigt profil tværs over Nordsøen: Kridtlaget ligger som bukket sammen langs en akse midt under Nordsøen (havet er ikke dybt nok til at blive vist). Midt i Nordsøen er kridtet begravet under 3 km ler og sand,mens det hvide kridt er blotlagt langs et spor ud for Storbritannien og ud for Skandinavien samt andre steder i Nordvesteuropa.

 



Hvor langt kalktæppet har dækket mod øst og mod vest kan det være svært at afgøre, men sikkert over et større område end der, hvor det findes bevaret i dag. Ja, måske helt ind over de norske fjelde - i dag er geologerne enige om, at så fladt var Norge ved slutningen af Kridttiden. Hele Skandinavien - og dermed også Danmark - er først blevet løftet op og formet efter Kridttiden. Det bjerglandskab der findes i Norge i dag er skåret ned i det flade landskab der eksisterede i Kridttiden. "Der findes ingen norske fjelde, kun norske dale!" kunne man sige for at sætte sagen på spidsen.

At de norske og skotske fjeldmasser er opstået i Tertiær tid, altså før istiden men efter Kridttiden, er ikke nogen ny teori. Faktisk blev denne overraskende tanke formuleret allerede omkring det sidste århundredeskifte.

Dengang var kendskabet til den dybe undergrund meget begrænset, og teorien blev formuleret ud fra studier af landskabsformer, og udfra den enkle iagttagelse at bjergområder nedbrydes hurtigt (i geologisk forstand), og at højtliggende områder som Hardangervidden derfor må have været genstand for hævning i forholdsvis ny tid. Siden denne teori blev fremsat første gang er tilsvarende tolkninger blevet fremsat af adskillige geovidenskabsfolk. Men teorien om landhævning før Istiden er kun i ringe omfang gået i arv til den nye generation af geologer, der kastede sig over studiet af Nordsøens sedimenter efter de første oliefund i 1960erne. Først da norske geologer fik skuffende resultater i olieefterforskningen i Barentshavet, og erkendte at dyb erosion var årsagen til at den forventede olie var forsvundet, fik teorien om landhævning sin renæssance. Den velkendte geologi udfor Norges vest- og sydkyst (og dermed Danmark) kunne nu ses i det nye lys af den gamle teori: når de geologiske lag er ældre og ældre ind mod det norske og svenske grundfjeld, kunne det forklares med et stadig dybere snit i en nu delvis forsvundet geologisk lagserie.

Denne forklaring har ikke kun akademisk interesse. De lag der blev fjernet fra randen af Nordsøbassinet er nu aflejret oven på kalken midt i Nordsøen. Her pumpes millioner af tons olie op fra skrivekridtet i Dan og Ekofisk-felterne i to-tre kilometers dybde.Var kalken og de underliggende oliedannende bjergarter ikke blevet presset ned af de nye aflejringer, var der ganske enkelt ikke blevet dannet olie i de mængder vi kender i dag.

Det er altså ikke kun kontinenternes vandrette drift hen over jordkloden, der bestemmer de geologiske lags udvikling. Også lodrette bevægelser spiller ind. Men i traditionel forstand handler geologi jo -kun- om de lag der findes og kan beskrives. Derfor kan man godt komme til at overse den geologi der mangler, men som engang har været der og derfor stadig præger den jord vi lever på.

Hardangervidden i det sydlige Norge
Fig.5 Billede fra Hardangervidden i det sydlige Norge i ca. 1200 meters højde. Denne højslette har sandsynligvis ligget nær havoverfladen efter kridttidens slutning. Læg mærke til de små bjergtoppe der hæver sig svagt over sletten. Fjeldmasserne må være blevet løftet op efter kridttiden, men inden kvartærtiden hvor gletchere og floder har skåret sig ned i landskabet - det vil sige i tertiærtiden og sandsynligvis i slutningen af denne epoke - da fjeldene ellers ville være langt mere nederoderede end de er. Denne teori om de norske fjeldes dannelse går tilbage til begyndelsen af dette århundrede.
(Foto K. Bentzen, Biofoto)

 

 

 Genveje

 
Geologien der blev væk