Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Naviger op
Log på
> Forside > Om GEUS > Fakta om GEUS > Årsberetninger > Årsberetning 1997 > Et levende prøvearkiv

Et levende prøvearkiv

 
De første prøver, Nye analysemetoder, Fra uran til guld, Geokemisk kortlægning, Diamanteftersøgning, Fremtidig brug af prøverne
Fra Årsberetning 1997

Agnete Steenfelt ast@geus.dk

Hjemtag (download) pdf-fil:
65-72.pdf (459 Kb)

PDF-filer (Portable Document Format)
kan læses med Acrobat Reader.
Acrobat Reader er gratis
og kan hjemtages fra Adobes websted

Billedet er fra Grejsdalen i det centrale Østgrønland. Smeltevandet i elven er grumset af opslemmet forvitringsmateriale fra de omgivende fjelde. Grejsdalen i det centrale Østgrønland

Mange af de undersøgelser GEUS- geologer foretager, omfatter indsamling af et stort antal prøver, som studeres, beskrives og analyseres, hvorefter resultaterne bearbejdes og rapporteres. Når undersøgelserne er afsluttet, opbevares resultaterne som dokumentation, men hvad med prøverne? Det letteste er at smide dem ud. Arkivering koster arbejdstid og dyr lagerplads. Men er det nu også det klogeste og det billigste? Her skal fortælles om arkiverede prøver, der ved at blive genbrugt gang på gang har sparet GEUS og andre for store udgifter til indsamling af nye prøver. Det viste sig nemlig, at de indsamlede prøver kunne tjene langt flere formål end forudset, da de blev indsamlet.

Det drejer sig om prøver,der oprindeligt blev samlet ind i forbindelse med geokemisk malmprospekteringpå Grønland. Denne form for prospektering bygger på det fænomen, at malme, der er blottet ved overfladen, forvitrer, d.v.s. de nedbrydes af vejr og vind til de smuldrer. Forvitringsgruset bliver efterhånden transporteret videre af regnvand og bække, og vil til sidst blive aflejret sammen med forvitringsgrus fra de omgivende bjergarter på bunden af bækkene i dalen neden for malmforekomsten, som et såkaldt bæksediment. Malmene har en meget anderledes kemisk sammensætning end de omgivende bjergarter, og hvis man analyserer en prøve af bæksedimentet, vil der være forhøjede indhold af de metaller, som malmen består af. Ved at samle bæksedimentprøver systematisk i alle bække i et område, kan man få et fingerpeg, om der findes malmforekomster i det pågældende område.

De første prøver
Det daværende Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU) foretog den første systematiske indsamling af bæksedimenter i et område i Østgrønland som led i et 5-årigt uraneftersøgningsprogram fra 1973 til 1978. Programmet var iværksat som følge af en aftale mellem medlemmerne af det daværende Europæiske Fællesskab om at kortlægge uranressourcerne indenfor fællesskabet. De indsamlede bæksedimentprøver blev analyseret på Forsøgsanlæg Risø, som ved forsøgsreaktoren havde etableret en facilitet, der gav urananalyser af høj kvalitet. Forskere på Risø havde også udviklet et andet analyseudstyr, som anvendte en nuklear teknik i forbindelse med røntgenfluorescens, og som led i et forsøg med metodens anvendelighed blev bæksedimenterne også analyserede for andre metaller som f.eks. kobber, nikkel, krom, titan og zink.

Da undersøgelserne var tilendebragt og resultaterne rapporteret, kunne prøverne godt have været kasseret - det var almindelig praksis i kommercielle efterforskningsselskaber - men i GGU var der tradition for, at analyserede prøver skulle arkiveres som dokumentation. Denne tradition var dels begrundet i lovmæssige påbud om arkivering af resultater og "bevismateriale", dels i den kendsgerning, at man ikke uden store omkostninger kunne tage til de afsidesliggende dele af Grønland og hente nye prøver. Derfor blev resterne, dvs det der var tilbage af prøverne efter analysen, opbevaret i et prøvearkiv.
Anvendelsen af systematisk indsamlede bæksedimenter i eftersøgningen af uran og andre metaller havde vist sig at være brugbar i Østgrønland, og da uraneftersøgning blev iværksat over hele Sydgrønland i 1979 og 1980 (som et energiministerielt Energi Forsknings Projekt) blev der indsamlet over 2300 bæksedimentprøver, som også blev analyseret på Risø for uran og andre metaller, og siden blev restmaterialet arkiveret.

Resultatet af indsatsen i Sydgrønland var meget givtigt. Udover flere små lokaliteter med uranmalm, blev der som en sidegevinst fundet en forekomst af metallet niob, idet niob indgik som et af grundstofferne i analysepakken fra Risø. Det blev derfor besluttet, at arbejdet med systematisk indsamling af bæksedimenter skulle fortsætte i Grønland, ikke blot af hensyn til uraneftersøgningen, men som generel metode i eftersøgningen af mineralforekomster. Det betød, at prøverne skulle analyseres for flere grundstoffer.

Nye analysemetoder
Fra starten af bæksedimentundersøgelserne (1973) og frem til 1986 benyttedes analysefaciliteterne på Risø som led i en samarbejdsaftale mellem GGU og Risø, hvilket gjorde det økonomisk muligt at få udført de mange analyser. På det tidspunkt var det nemlig meget dyrt og besværligt at analysere for mange grundstoffer. Men udviklingen gik hurtigt, og kommercielle analyselaboratorier dukkede op (navnlig i Canada) med meget forbedrede analyseteknikker og meget lavere priser, bl. a. på grund af, at geokemiske metoder blev meget populære i mineraleftersøgningen i Canada, og efterspørgslen af analyser derfor blev meget stor. Også på GGUs kemiske laboratorium i København blev kapaciteten forøget ved indkøb af moderne udstyr, og her blev bæksedimentprøverne fra Grønland rutinemæssigt analyseret for hovedgrundstoffer og enkelte sporgrundstoffer fra 1986 og fremefter.

I slutningen af firserne kom udviklingen på analyseområdet til at betyde, at indsamlingen af en prøve på Grønland var langt dyrere end analysen af samme prøve. Så nu blev de arkiverede prøver meget værdifulde, helt bogstaveligt.

Fra uran til guld
Den mest attraktive af de kommercielt anvendte analysemetoder (Instrumental Neutron Activation Analysis) kunne levere analyse for 34 grundstoffer, og deriblandt var guld, hvilket naturligvis var meget vigtigt for mineraleftersøgningen. Det skulle dog først undersøges om guldindholdet i de grønlandske bæksedimentprøver var højt nok til, at det var en god ide at analysere med denne metode rutinemæssigt. Og her kom de arkiverede bæksedimentprøver fra Sydgrønland ind i billedet. Efter først at have analyseret en lille del af prøverne med gunstigt resultat indgik GGU i 1990 en aftale med Nunaoil A/S om analyse af samtlige de gamle prøver fra Sydgrønland. Aftalen var en gevinst for begge parter; Nunaoil slap for at indsamle nye prøver, og GGU fik et datasæt som skulle vise sig at være meget spændende, ikke blot for mineraleftersøgningen, men også for geologiske tolkninger og vurderinger af miljøet. Det blev konstateret, at guldindholdet var over detektionsgrænsen i ret mange prøver, og at der også var så høje værdier, at man måtte formode, der kunne findes guldforekomster i bestemte dele af Sydgrønland. En af disse blev dog først fundet af Nunaoil A/S efter adskillige supplerende undersøgelser 5 år senere, og en guldholdig kvartsåre er nu genstand for prøvebrydning.

Geokemisk kortlægning
På det tidspunkt var grunden lagt til GGUs og senere GEUS- program for systematisk dækning af Grønland med bæksedimentprøver. I erkendelse af at prøverne er så vigtige og så dyre at indsamle, skal de kunne bruges til så meget som muligt. De økonomiske interesser svinger hele tiden med markedet - så er det guld, så zink, så zirkon, så platin, så diamanter, der skal findes, for nu at nævne nogle af de "commodities" der har været mest i søgelyset på Grønland. Det er uforudsigeligt, hvad der pludselig kan blive givtigt at udvinde, så derfor må vi forsøge at være bedst muligt rustede ved at analysere prøverne for så mange grundstoffer som teknisk og økonomisk muligt. Det program vi har fulgt siden 1992, bliver betegnet geokemisk kortlægning, netop fordi målet ikke længere er prospektering efter bestemte metaller i bestemte geologiske miljøer, men er en arealdækkende basisaktivitet, der omfatter analyse for en lang række grundstoffer. Vi har valgt en strategi med flere faser, hvor første fase går ud på at få dækket store områder med lav prøvetæthed, og næste fase bliver at samle prøver med større tæthed i udvalgte områder.

Resultaterne præsenteres løbende som geokemiske kort for hvert nyt område, der prøvetages. De geokemiske data er også blevet sammenstillet for større områder ad gangen sammen med geologiske og geofysiske data i tematiske kortserier. Indsamlingen af prøver er som regel foregået i forbindelse med andre geologiske feltaktiviteter i Grønland, og efterhånden er store sammenhængende områder blevet færdigdækket med den lave prøvetæthed. De mange prøver, der blev indsamlet i perioden 1981 til 1990, og kun var blevet analyseret på Risø, blev taget frem af arkivet, og i løbet af en årrække analyseret igen med de nye metoder, i den takt, analysebudgettet tillod.

Nu er vi i besiddelse af et ensartet datasæt, omfattende 50 grundstoffer, for store dele af Grønland, og dette viser sig at have flere anvendelser. Den lave prøvetæthed gør, at vi ikke forventer at "fange" alle malmforekomster, men ved at sammenholde de geokemiske data med geologiske og geofysiske data, kan vi udpege områder med potentiale for malmforekomster af forskellig slags.

Den stigende interesse for miljøets indflydelse på planters, dyrs og menneskers levevilkår medfører, at de geokemiske data får en helt ny betydning. Ikke bare i Grønland. I Europa og Nordamerika bliver de geokemiske data, der blev samlet ind af hensyn til mineralefterforskningen, nu anvendt i vurderinger af miljøet. Analyserne af bæksedimenter er jo en dokumentation af den naturlige kemiske variation i det forvitringsmateriale, der enten aflejres i bække eller bliver til den jord, hvori planter vokser. Vi kan derfor bruge de geokemiske kort til at se, hvor naturen har "forurenet", d. v. s. hvor indholdet af bestemte grundstoffer, f.eks. bly og cadmium, er så højt, at det får en negativ indflydelse på planters og dermed dyrs og menneskers helbred. Eller det modsatte, hvor det naturlige indhold af næringsgrundstoffer, f.eks. kalium, calcium, fosfor og jern, er så lavt at planter og dyr får mangelsymptomer. Vi kan også bruge de geokemiske data som reference ved bedømmelsen af, hvor meget en eventuel senere menneskelig aktivitet forurener på et givet sted.
I forbindelse med mineraleftersøgningsprogrammerne og den geokemiske kortlægning er der siden 1973 i GGU- og senere GEUS-regi indsamlet ca. 18. 000 prøver af bæksedimenter og jord, fordelt over omtrent halvdelen af Grønlands isfrie landområde. Prøverne har været analyseret med forskellige metoder op til 6 gange; se tabel nedenfor. Derved er en del prøvemateriale brugt op, så GEUS bæksedimentarkiv nu indeholder materiale fra ca. 16. 000 bæksedimentprøver og jordprøver.

Diamanteftersøgning
Diamanter består af kulstof, og dette analyseres bæksedimenterne ikke for. Umiddelbart vil man heller ikke kunne skelne mellem kulstof fra diamanter og kulstof fra karbonat, grafit eller planterester i bæksedimentprøverne, så man kan ikke bruge analyseresultaterne til diamanteftersøgning. Det vil sige, ikke uden at gå en omvej. Diamanterne transporteres op til jordoverfladen af vulkanske bjergarter, der er dannet dybt i jordens kappe. Den mest kendte af disse bjergarter er kimberlit, men der er også fundet diamanter i den beslægtede bjergart, der betegnes lamproit. Kimberlit og lamproit har en kemisk sammensætning, der afviger en del fra de almindelige bjergarter, og derfor kan man faktisk finde kimberlitter og kimberlitlignende bjergarter ved hjælp af bæksedimenter. Det er langtfra alle kimberlitter og lamproitter, der er diamantførende, så at finde kimberlitterne og deres beslægtede bjergarter er et vigtigt skridt på vejen, men fører ikke nødvendigvis til målet.

Der er også en anden måde, man kan bruge bæksedimenter på i diamanteftersøgningen. Man kunne jo lede efter diamanter i sedimentprøverne. Det betaler sig dog ikke, fordi mængden af diamanter i selv de brydeværdige kimberlitter er meget lille, svarende til omkring 0,2 g diamanter i et ton kimberlit. Det vil sige, at sandsynligheden for, at en diamant vil befinde sig i en lille prøve af et bæksediment taget et stykke væk fra en kimberlit, vil være forsvindende lille. Men kimberlitter og lamproitter indeholder nogle mineraler, der er dannet ved højt tryk ligesom diamanterne. Det drejer sig om bestemte former af mineralerne granat, ilmenit, diopsid og kromit. De betegnes under ét som "kimberlit-indikator-mineraler". Indikatormineralerne findes i meget større antal end diamanterne og erfaringerne viser, at de faktisk optræder i bæksedimentprøver taget i nærheden af kimberlitter.

Sedimentprøverne i Vestgrønland er taget med lav tæthed, der er gennemsnitligt ca. 5 km mellem prøvelokaliteterne. Kimberlitgangene er oftest tyndere end en meter. Derfor har vi ingen illusion om at finde hver eneste kimberlitgang ved hjælp af de eksisterende prøver. Kun i de områder, hvor gangene er meget store eller optræder i stort antal, er der en rimelig god sandsynlighed for at en eller flere prøver er blevet taget i nærheden af en kimbergang. Men da vi netop er mest interesserede i at finde sådanne områder, er prøvetætheden tilstrækkelig i første omgang.

Da diamanteftersøgningen i Vestgrønland blev stærkt intensiveret for et par år siden, som omtalt i sidste års årsberetning, kom der en henvendelse til GEUS fra en gruppe af de involverede efterforskningsselskaber om lån af ca. 3000 arkiverede bæksedimenter fra hele Sydvestgrønland. Selskaberne ville undersøge prøverne for indhold af indikatormineraler. Igen var det jo en utrolig besparelse for selskaberne at undgå udgifterne til indsamling. Til gengæld har de så haft råd til at bekoste den dyre bearbejdning af prøverne. Som resultat har vi fået informationer om, hvordan indikatormineralerne fordeler sig i Vestgrønland. Men vi har også arkiveret alle de mineralkoncentrater, der blev fremstillet som led i indikatormineralundersøgelsen, og de skal nok vise sig at kunne tjene nye formål. Allerede nu kan vi se muligheden for flere grundvidenskabelige anvendelser af de data og det materiale, der blev resultatet af indikatormineralundersøgelsen.

Fremtidig brug af prøverne
Efterhånden som analysemetoderne forbedres og der skal bruges mindre og mindre prøvemængder til en analyse, samtidig med at detektionsgrænsene går ned, skal det nok vise sig at vi får brug for at finde de arkiverede prøver frem igen. Det kan være en økonomisk interesse for et specielt grundstof, eller et specielt mineral, det kan være nye isotop-undersøgelser til brug for studier af bjergarternes oprindelse, eller det kan være undersøgelser i forbindelse med miljøprogrammer som "global change". Der er i hvert fald ikke tvivl om, at prøverne fortsat skal arkiveres, og at de vil blive brugt i fremtiden, ligesom de feltdatasæt og analyseresultater, der eksisterer for prøverne, vil få stadig nye anvendelser.

Et levende prøvearkiv