Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Naviger op
Log på
> Forside > Om GEUS > Fakta om GEUS > Årsberetninger > Årsberetning 2000 > Nordboernes livsgrundlag i Sydvest Grønland

af Naja Mikkelsen og Antoon Kuijpers

 
Specialartikel fra GEUS Årsberetning 2000. Mennesker i Arktis har altid levet på grænsen af det mulige. Klimaet har før i tiden haft en væsentlig indflydelse på muligheden for at overleve under de arktiske forhold, men også befolkningernes kulturelle baggrund og tilpasningsevne har haft en afgørende betydning. Det er således slående at se, hvordan to kulturer repræsenteret ved henholdsvis den traditionelle arktiske Inuit kultur og Nordboernes europæiske kultur indrettede sig helt forskelligt under de samme naturgivne rammer i Grønland. De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)
Hvalsø kirkeruin i Østerbygden i Sydgrønland *
Hvalsø kirkeruin i Østerbygden i Sydgrønland med udsigt i sydlig retning til Hvalsøfjord (Qaqortup Ima) nordøst for Julianehåb. Den kortfattede beretning om et bryllup som stod i denne kirke, nærmest et telegram fra fortiden, er det sidste skriftlige vidnesbyrd om Nordboernes liv i Grønland. Siden har kun arkæologiske udgravninger og nu også geologiske undersøgelser kastet lys over de tiltagende barske livsbetingelser, som Nordboerne havde at kæmpe med; desuden er der grønlandske sagn og myter, hvor der optræder norrøne grønlædere.

"Tusinde og firehundrede otte år efter Vor Herre Jesu Kristi fødsel vare vi nærværende, så og påhørte på Hvalsøy på Grønland, at Sigrid Bjørnsdatter giftedes med Thorstein Olafsøn". Således står det lakonisk skrevet i de Islandske kilder, der beretter om Nordboernes liv i Grønland. Brylluppet fandt sted -første søndag efter Korsmesse- den 14. September 1408. Beretningen er den sidste sikre efterretning fra det Norrøne Grønland. Herefter tier alle skriftlige kilder om Nordboernes videre skæbne i Grønland, hvor de i godt 500 år forsøgte at opretholde et europæisk samfund under de ugæstfrie vilkår.


Historisk baggrund

Mennesker i Arktis har altid levet på grænsen af det mulige. Klimaet har før i tiden haft en væsentlig indflydelse på muligheden for at overleve under de arktiske forhold - men også befolkningernes kulturelle baggrund og tilpasningsevne har haft en afgørende betydning. Det er således slående at se, hvordan to kulturer repræsenteret ved henholdsvis den traditionelle arktiske Inuit kultur og Nordboernes europæiske kultur indrettede sig helt forskelligt under de samme naturgivne rammer i Grønland - og hvorledes de klarede sig i det lange løb. Nordboerne slog sig ned som jordbrugere og kvægholdere og forsøgte dermed at videreføre en europæisk livsstil under de barske arktiske forhold. Til forskel herfra var de oprindelige Inuitter fangere, som fulgte deres jagtdyr og indrettede sig på naturens præmisser i Grønland. Mens Inuitterne overlevede, kæmpede Nordboerne en forgæves kamp for at opretholde en europæiske civilisation højt mod nord.

Fra islandske sagaer og arkæologiske vidensbyrd fremgår det, at vikingerne og deres efterkommere, Nordboerne, kom til Grønlands sydvestkyst omkring år 985. De islandske sagaer giver et levende billede af Nordboernes Landnám og efterfølgende 500 årige bosættelse i Grønland. Men med de islandske kilders beskrivelse af brylluppet i 1408 forstummer alle skriftlige vidensbyrd, og Nordboernes videre skæbne er ukendt. Gravfund tyder dog på, at de levede i Grønland til omkring 1500. Gisninger og teorier om årsagen til Nordboernes forsvinden er mange. Det er ikke utænkeligt, at en klimaforværring, der satte ind omkring 1300, spillede en rolle.

Sensommerdag ved gårdkomplekset Sandnes i Vesterbygden
Nordboernes Landnámsgårde blev i løbet af den Norrøne periode udbygget til små samfund, hvor der ofte var tilknyttet en lille kirke. Hjemmemarkerne (tunet) omkring gårdene blev intensivt dyrket med henblik på produktion af vinterfoder til husdyr og kvæg, som om sommeren var på græs i fjeldene. Illustrationen, der stammer fra Jens Rosing-s bog "Ting og undere i Grønland", gengiver en sensommerdag ved gårdkomplekset Sandnes i Vesterbygden.
(Akvarel Jens Rosing)

Sociale og samfundsmæssige forhold har også haft en betydning, idet den livsvigtige samhandel med Norge kan være reduceret eller ophørt bl.a. på grund af hyppigere storme i Nordatlanten og tiltagende isdannelser omkring Grønland. Klimaforværringen plagede med forskellig styrke det grønlandske og nordeuropæiske samfund og kulminerede omkring 1650 med den såkaldte "Lille istid", hvor store dele af Nordeuropa var ramt af hungersnød. Nordboernes forsvinden fra Grønland kædes også sammen med mulige udbrud af epidemier som følge af kontakt med europæiske handelsmænd, indbyrdes ufred, krige med indtrængende Inuit grupper og sørøveri fra engelske og irske søfarende. Mest sandsynligt er det dog nok, at Nordboernes forsvinden skal ses som en kombination af flere faktorer - hvori også indgår den mulighed, at Nordboerne drog fra Grønland til enten Island eller Amerika på samme måde, som de oprindelig var kommet dertil i 985. Det er imidlertid et faktum, at Nordboerne var forsvundet fra Grønland, da Hans Egede kom dertil i 1721 for at genoptage den kristne forkyndelse blandt det europæiske folk, som også den romerske Pave gennem en endnu eksisterende brevveksling havde vist interesse for.

* * *
* Graf over temperaturændringer i Grønland *
*
*
*
Hvalsø Kirke i Sydvestgrønland er en af de smukkeste og bedst bevarede ruiner fra Nordboernes 500-årige bosættelse i Grønland. Ifølge de sidste skriftlige beretninger om Nordboerne liv i Grønland fandt et stort bryllup sted i denne kirke i 1408. Indsat er en klimakurve fra W. Dansgaards bog "Vejr og Klima", der viser Grønlands nyere klimahistorie baseret på isotop-data fra iskerner fra Grønlands indlandsis. Mange historiske begivenheder kan sammenkædes med observerede klimaændringer. Island blev således navngivet i en kuldeperiode, mens Erik den Røde i år 985 kaldte det land han kom til for Grønland. På det tidspunkt var det relativt varmt i Grønland, hvilket muliggjorde Nordboernes bosætning af landet. Nordboernes Vesterbygd i Godthåbsfjorden uddøde omkring 1350. Dette skete samtidig med at ?Middelaldervarmen- afløstes af en kuldeperiode, der kulminerede omkring 1650 med den såkaldte ?Lille Istid-. Da Hans Egede kom til Grønland i 1721 for at missionere, var de sidste Nordboerne forsvundet fra landet.



Nordboernes livsgrundlag

I tusindåret efter Kristi fødsel gik det globale klima ind i en relativt kortvarig men stabil varmeperiode kaldet Middelaldervarmen. Denne varme gjorde det muligt for Erik den Røde i 985 at bosætte sig i Grønland, hvor han anlagde gården Bratthalid i bunden af en af de frodige og lune fjorde i sydvest Grønland. Snart kom også andre tilflyttere fra Island, hvor der efterhånden var mangel på jord og hvortil rygterne var nået om de frodige græsmarker og rige fangstmuligheder i Grønland. Indvandringen fra Island tog til, og der opstod tre nordbobygder på Grønlands vestkyst. Den største bygd, Østerbygden, var centreret omkring den nuværende Tunulliarfik og Igaliku Fjorde i sydvest Grønland. Vesterbygden lå i bunden af Godthåbsfjorden, og endelig fandtes den mindre Mellembygden i området omkring det nuværende Ivigtut. Da Nordbo kolonisationen var på sit højeste anslås ud fra størrelse og antal af nordbogårde, at der har været mellem 3000 og 5000 Nordboere i Grønland, hvilket omtrent svarer til indbyggerantallet i København på samme tid. Nordboerne var fordelt på ca. 190 større gårde i Østerbygden, som også omfattede 14 kirker, et bispesæde og to klostre. Dertil kom 90 større gårde og 4 kirker i Vesterbygden samt et mindre antal gårde i Mellembygden.

Lokalitetskort over Sydvestgrønland
Klik for forstørrelse
Vikingerne var på mange måder opdagelsesrejsende, som via rejser og bosættelserne i det Centraleuropæiske og Nordatlantiske område stimulerede til politiske ændringer i Europa og til opdagelsen af Nord Amerika. De nordiske vikinger kom via Island til Grønland, hvor de bosatte sig på Vestkysten i de frodige fjordkomplekser kaldet Østerbygden (Ø) længst mod syd, i Vesterbygden i det dybe Godthåbsfjordsystem (V) samt i Mellembygden (M). På kortet er angivet placeringen af sedimentkernen, som er analyseret med henblik på at belyse lokale og regionale klimavariationer og ændringer i naturgivne forhold i de af Nordboerne tidligere bosatte områder. Sandhavn er en stor naturlig havn, som formodes at være det første anløbssted for norske og islandske handelsskibe efter rejsen over Atlanterhavet.

Til forskel fra Inuitterne var Nordboerne bofaste. De havde etableret sig på gårde i bunden af fjordene, hvor klimaet var mildere end ude ved de åbne kyster. Nordboernes livsgrundlag var kvæg- og fåreavl, hvilket krævede store mængder hø til husdyrfoder om vinteren. For at optimere græsproduktionen etablerede nordboerne sindrige vandingssystemer, der om sommeren overrislede markerne omkring gårdene, mens kvæget var drevet til fjelds for at græsse. Nordboerne levede dog ikke udelukkende af husdyravl. I Kongespejlet fra 1220 fortælles det, at forholdene ikke tillod dyrkning af korn, men at Nordboerne trods alt kunne leve af deres kreaturer og får, og at de lavede ost og smør af mælken fra deres mange husdyr. Samtidig supplerede de kosten med rensdyr, hval, sæl og bjørn, et udsagn der stemmer overens med knoglefund i Nordboerne køkkenmøddinger.

Da Nordboerne etablerede sig i Østerbygden omkring år 1000 levede landets oprindelige befolkning, Inuitterne, langt nordligere i Grønland. I den første del af den Norrøne periode mødtes de to befolkningsgrupper derfor kun sjældent, og kun når Nordboerne under deres sommerrejser sejlede mod nord for at skaffe skind og narhval tænder, som indgik i byttehandelen med de norske købmænd. Den forholdsvis varme periode, der karakteriserede tiden omkring Nordboernes Landnám, blev
afløst omkring år 1300 af en klimaforværring, som gjorde det vanskeligt for islandske og norske forsyningsskibe at nå det Norrøne Grønland med de for Nordboerne livsnødvendige varer.
Samtidig begyndte Nordboerne at få problemer med Grønlands oprindelige befolkning, Inuitterne. Efter at Inuitterne havde været fraværende på Grønlands sydvest kyst i flere århundreder, fulgte de med den tiltagende kulde deres jagtdyr mod syd og kom således til de områder, hvor Nordboerne havde etableret sig.

Tilsyneladende har kulturmødet mellem Inuitter og Nordboer ikke altid forløbet lige fredeligt. Bispesædet i Østerbygden fik således omkring 1350 melding om, at den nordlige Vesterbygd havde behov for hjælp til at bortdrive de indtrængende Inuitter, som af Nordboerne blev kaldt -Skrællinger-. En kirkelig udsending, Ivar Bårdsøn, drog derfor af sted for at hjælpe dette nordlige kirkesamfund, men bortset fra nogle få fritgående husdyr lå Vesterbygden ifølge de islandske sagaer øde ved Bårdsøns ankomst. Tages de islandske sagaer til indtægt er det sandsynligt, at det i højere grad var Skrællingerne, som var årsag til Vesterbygdens uddøen end den tiltagende klimaforværring.


Geologisk udforskning af Nordboernes livsgrundlag

Nordboernes liv og færden har altid været omgærdet med interesse. Dette kan skyldes, at Nordboerne i 500 år var både de nordligste og vestligste repræsentanter for det europæiske samfund og den kristne kultur. Samtidig er den Norrøne kultur det eneste eksempel på et højt udviklet, vesteuropæisk samfund, som i historisk tid er gået til grunde uden at historiske kilder kan berette om årsagen til samfundets forsvinden og videre skæbne.

Som følge af interessen for Nordboerne er der siden 1920erne foretaget en del arkæologiske udgravninger i Nordbobygderne, som har givet et uvurderligt billede af dagliglivet i det nordlige middelaldersamfund. Et kendt eksempel på dette er de smukke og velbevarede klædedragter, som i 1924 blev fremdraget af de permafrosne grave ved Herjolfsnæs.

De arkæologiske informationer om dagliglivet i de norrøne samfund er blevet suppleret med en række data om klimaet, som bl.a. findes i iskerner fra boringer på Indlandsisen i Grønland. Disse data giver en fin oversigt over fortidens generelle klimaforhold i det nordatlantiske område men ikke så megen information om lokale klimavariationer i de grønlandske fjorde, hvor Nordboerne levede.

Et forskningsprojekt blev derfor iværksat for at indsamle data, som i detaljer kunne belyse ændringer i nordboernes naturgivne rammer, ikke mindst ændringerne i klimaet. GEUS gennemførte i sommeren 1998 og 1999 maringeologiske togter i Østerbygdens fjordkompleks i Sydgrønland, hvor der i samarbejde med en række nationale og internationale kolleger blev indsamlet sedimentkerner og geofysiske data.

Diagram - boring

Under en maringeologisk ekspedition i 1998 i Østerbygdens fjordsystemer blev der taget sedimentkerner, som har dannet grundlag for indledende undersøgelser af klimaudviklingen i Nordboernes Landnámsområder. Sedimentkerne fra Igaliku Fjorden (Nordboernes Ejnarsfjord) viser en simplificeret lithologisk log, magnetisk susceptibilitet og naturlig remanent magnetisering (NRM). Den almindelige fjordsedimentation er repræsenteret ved et homogent og meget finkornet lersediment, som i visse intervaller er afbrudt af grovkornede turbiditter (angivet ved pile). Turbiditter skyldes instabiliteter i de omgivende kystmiljøer, som har været påvirket at den tiltagende atmosfæriske vindaktivitet og havcirkulation ved overgangen fra Middelaldervarmen til Den Lille Istid. Dateringer viser, at en af de markante grovkornede sekvenser stammer fra en periode efter 1200 e. Kr.

Baseret på mikropaleontologiske og sedimentologiske analyser af prøver fra de indsamlede sedimentkerner har det været muligt at danne sig et billede af klimaændringerne i Østerbygdens fjordområder gennem de sidste 1000 år. Analyserne viser, at vindstresset over Sydgrønland voksede i løbet af middelalderens varmeperiode og kulminerede med overgangen til Den Lille Istid. Parallelt med den tiltagende atmosfæriske cirkulation tiltog omrøringen i fjordens vandmasser. Dette øgede den marine produktivitet, hvilket gav Nordboerne mulighed for at supplere deres traditionelle føde med fangst fra fjordene. I en årrække blev det fremført som en mulighed, at Nordboerne uddøde som følge af deres manglende vilje og formåen til at omstille sig til føde fra havet, i takt med deres husdyr døde. Isotopanalyser af Nordboerne knogler viser imidlertid, at dette ikke kan være tilfældet, da den marine andel af Nordboernes kost ifølge isotoperne udgjorde omkring 20% i den første del af deres 500 år lange ophold i Grønland men steg til omkring 80% i den sidste del.

Parallelt med klimaforværringens indtræden omkring år 1300 måtte Nordboerne også afmægtigt se til, at deres hjemmemarker langsomt reduceredes generation efter generation på grund af et stigende havniveau. Geofysiske undersøgelser af de kystnære fjordområder har således vist en relativ hævning af havniveauet på godt 3 meter i løbet af de sidste 1000 år. Dette var fatalt for Nordboerne, som ikke kunne undvære deres græsarealer til dyrkning af husdyrenes vinterfoder. Sandflugt og jorderosion har yderligere været et problem for Nordboerne. Visse steder i nordbobygderne findes der således store aflejringer af flyvesand. I tidernes løb har det været gjort gældende, at jorderosionen skyldtes Nordboernes opdyrkning af jorden. Foreløbige geologiske undersøgelser tyder på, at det ikke var Nordboernes beskedne aktiviteter, der havde den fatale indflydelse på miljøet men derimod den stadigt tiltagende klimaforværring og dermed øgede vindaktivitet.

Kort over havstrømme
*
Variationer i havstrømmenes forløb i Nordatlanten har i dag stor indflydelse på klimaet i store dele af Nordeuropa og i Grønland - ligesom det var tilfældet i den Norrøne periode. I dag er overfladecirkulationen domineret af den varme Golfstrøm, som bringer varmt vand op langs den norske vestkyst og videre op i Polhavet (Fig. A). Under sidste istid for ca. 20.000 år siden var Golfstrømmen svækket og den thermohaline cirkulation reduceret, hvilket muliggjorde afkølingen af Nordkalotten og dannelsen af de store iskapper over Nordamerika, Grønland og Nordeuropa (Fig. B). Ved den klimaforværring, der satte ind under Nordboernes bosættelse i Grønland, blev Golfstrømmen ligeledes svækket om end i mindre grad, og havet omkring Island frøs til samtidig med at hungersnød og misvækst ramte den europæiske befolkning i både Grønland og Europa.


I dag findes ruinerne af nordboernes gårde spredt ud over de sydgrønlandske fjordområder - og de frodige og grønne områder, der omgiver ruinerne, vidner om nordboernes indsats for at opretholde livet som europæiske husdyr- og jordbrugere højt mod nord. I dag er der igen kommet liv tilbage til flere af nordboernes tidligere bosætninger, idet driftige grønlandske fåreavlere har slået sig ned her for at drage nytte af og arbejde videre på det projekt, som Nordboerne startede for 1000 år siden, men som de så gådefuldt forlod 500 år senere.

Forskningsskibet Poseidon i Igaliku fjorden *
Arbejdet ombord på Forskningsskibet Poseidon i Igaliku fjorden.

Det indre af Ameralikfjorden, Nordboernes Lysefjord i Vesterbygden. I området findes mange ruiner af norrøne bosættelser med et omliggende tun. Klimaet på tidspunktet for bosættelserne for omtrent 1000 år siden var mildere end nutidens, selvom de indre trakter nær indlandsisen også i dag har betydeligt lunere somre end kystområderne.
* Det indre af Ameralikfjorden

Nordboernes livsgrundlag i Sydvest Grønland