Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Naviger op
Log på
> Forsiden > Om GEUS > Fakta om GEUS > Vedtægt for GEUS

Bekendtgørelse om Vedtægt for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)

 
Bekendtgørelse om Vedtægt for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland

Udgivet den 12. februar 2009
20. januar 2009. Nr. 105.

I medfør af § 10, stk. 1 og 2, i lov nr. 536 af 6. juni 2007 om De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, fastsættes:

Kapitel 1

Navn, hjemsted og ressortministerium

§ 1. Institutionens navn er "De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland" (GEUS).
Stk. 2. GEUS har hjemsted i hovedstadsområdet og kan have afdelinger i andre landsdele, i andre dele af riget og i udlandet.
Stk. 3. GEUS er en selvstændig og uafhængig forskningsinstitution under Klima- og Energiministeriet. Denne vedtægt er fastsat med hjemmel i lov nr. 536 af 6. juni 2007 om GEUS, § 10, herefter benævnt lov om GEUS.

Kapitel 2

Formål og overordnede opgaver

§ 2. GEUS er ansvarlig for den videnskabelige udforskning af de geologiske forhold i Danmark og Grønland med tilhørende sokkelområder, jf. lov om GEUS, § 2, stk. 1.
Stk. 2. GEUS' formål og overordnede opgaver er fastlagt i lov om GEUS §§ 2-4. Uddybende bestemmelser om GEUS' opgaver og virksomhed fastlægges i dette kapitel.

§ 3. GEUS har til opgave at bidrage til, at danske og grønlandske offentlige myndigheders forvaltnings- og lovgivningsarbejde baseres på den nyeste danske og internationale geovidenskabelige viden.
Stk. 2. Opgaver vedrørende mineralske råstoffer i Grønland varetages inden for rammerne af lov om mineralske råstoffer i Grønland. GEUS' iværksættelse af videnskabelige og praktiske undersøgelser i Grønland sker efter forudgående underretning af Grønlands Hjemmestyre og de relevante kommunale myndigheder.
Stk. 3. Som nationalt geologisk datacenter indsamler GEUS data, herunder bl.a. med hjemmel i lov om råstoffer, lov om anvendelse af Danmarks undergrund, lov om Nordsøenheden, lov om vandforsyning, lov om miljømål, lov om mineralske råstoffer i Grønland eller regler udstedt i medfør af disse love.
Stk. 4. GEUS skal opbevare, sikre, tilgængeliggøre og gennem forskning anvendeliggøre de geologiske data og undersøgelsesresultater, som, i henhold til lov eller aftale herom, modtages af GEUS fra offentlige eller private. GEUS stiller data og undersøgelsesresultater til rådighed for myndighederog offentligheden efter principperne i Århus-konventionen af 25. juni 1998, dog under hensyntagen til gældende lovgivning, indgåede aftaler om fortrolighed samt rimelige kvalitetssikringskrav.
Stk. 5. GEUS kan påtage sig løsning af forsknings-, udviklings-, udrednings-, overvågnings- og rådgivningsopgaver for offentlige myndigheder og private i ind- og udland inden for sit formål, jf. lov om GEUS §§ 2-4. Løsning af kommercielle opgaver må ikke kunne anfægte GEUS' uafhæn-gighed eller medføre konkurrenceforvridning i forhold til private virksomheder.
Stk. 6. GEUS kan indgå aftaler med relevante færøske myndigheder og institutioner om geovidenskabelige aktiviteter på Færøerne.

Kapitel 3

Finansiering

§ 4. GEUS er en statsvirksomhed, og til gennemførelse af GEUS' opgaver stilles der midler til rådighed over den årlige finanslov.
Stk. 2. GEUS kan modtage midler fra andre offentlige myndigheder, herunder fra Grønlands Hjemmestyre og kan modtage tilskud og gaver fra anden side end fra bevillingslovene.
Stk. 3. GEUS kan mod hel eller delvis betaling påtage sig løsning af opgaver for offentlige myndigheder og private i ind- og udland. GEUS kan endvidere tage betaling for salg af geologiske data og kort inden for rammerne af gældende lovgivning herom. GEUS kan deltage i nationale og internationale forskningsprogrammer og modtage midler fra forskningsråd, fonde og lignende.
Stk. 4. GEUS kan afholde udgifter i forbindelse med overdragelse og beskyttelse af retten til opfindelser samt modtage betaling i form af aktier i forbindelse med nyttiggørelse af opfindelser, jf. lov nr. 347 af 2. juni 1999 om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner.
Stk. 5. GEUS kan stifte og eje ét aktieselskab og være medejer i et eller flere aktieselskaber stiftet af andre offentlige forskningsinstitutioner med det formål at fremme omsætningen af ny viden og teknologi mellem offentlige forskningsinstitutioner og erhvervslivet, jf. lov nr. 483 af 9. juni 2004 om teknologioverførsel mv.

Kapitel 4

Bestyrelse

§ 5. GEUS' overordnede ledelse varetages af en bestyrelse, jf. lov om GEUS § 7.
Stk. 2. Bestyrelsen fastlægger de generelle retningslinjer for GEUS' organisation, langsigtede virksomhed og udvikling. Bestyrelsen udarbejder og offentliggør strategiplaner for institutionen, såvel faglige som organisatoriske og personalemæssige, dækkende en passende årrække.
Stk. 3. Bestyrelsen godkender GEUS' budget inden for de bevillingsmæssige rammer, som klima- og energiministeren har fastlagt, samt godkender fordeling af de samlede ressourcer og principper for ressourcernes anvendelse. Bestyrelsen skal forvalte institutionens midler, således at de bliver til størst mulig gavn for institutionens formål, herunder at der af hensyn til institutionens langsigtede videnopbygning er en passende balance mellem institutionens brug af basismidler til forskning og til øvrige formål.
Stk. 4. Bestyrelsen indgår resultatkontrakt med klima- og energiministeren og godkender institutionens arbejdsprogram. Resultatkontrakt og arbejdsprogram fastlægger, hvilke forsknings-, rådgivnings-, myndigheds-, udviklings-, formidlings-, organisationsudviklings- og driftsopgaver, der skal udføres.
Stk. 5. Bestyrelsen skal sikre kvaliteten af den udførte forskning og iværksætter med passende mellemrum evaluering af forsknings- og formidlingsopgaverne i overensstemmelse med de fastsatte regler herom, jf. lov om GEUS § 13. Evaluering gennemføres af eksperter, der er uafhængige af såvel institutionen som klima- og energiministeren. Bestyrelsen tager stilling til, hvornår evalueringerne, som eventuelt kan faseforskydes, skal foretages. Evalueringerne kan også omfatte andre af institutionens opgaver.
Stk. 6. Bestyrelsen afgiver indstilling til klima- og energiministeren om ansættelse og afskedigelse af GEUS' direktør. Bestyrelsen ansætter og afskediger den øvrige øverste ledelse (vicedirektører) efter indstilling fra direktøren. Hvis der er tale om tjenestemænd, afgiver bestyrelsen indstilling herom til klima- og energiministeren.
Stk. 7. Bestyrelsen træffer afgørelse i enkeltsager, der efter institutionens forhold er af usædvanlig karakter eller af vidtrækkende betydning.

§ 6. Bestyrelsen består af en formand og indtil 10 medlemmer. Bestyrelsens medlemmer skal tilsammen bidrage til at fremme GEUS' strategiske virke inden for dens kerneområder med deres erfaring og indsigt.
Stk. 2. Formanden og indtil 8 medlemmer udpeges af klima- og energiministeren i deres personlige egenskab og skal være uafhængige af klima- og energiministeren. Disse skal komme udefra og repræsentere forsknings- og erhvervsmæssig indsigt. Et medlem indstilles af Grønlands Hjemme-styre, to af Københavns Universitet og et af Aarhus Universitet. Mindst to medlemmer skal være anerkendte forskere inden for GEUS' kerneområder. Mindst to medlemmer skal repræsentere væsentlige brugerinteresser. Bestyrelsesformanden skal have erfaring med ledelse fra offentlige eller private virksomheder og have indsigt i forskning.   Stk. 3. Derudover vælges to medlemmer af og blandt medarbejderne på GEUS. Medarbejdervalgte repræsentanter er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende område.
Stk. 4. For så vidt angår de medarbejdervalgte medlemmer, jf. stk. 3, vælges 1 repræsentant og 1 suppleant, der repræsenterer Akademikernes Centralorganisation, og 1 repræsentant og 1 suppleant, der repræsenterer øvrige organisationer. De nærmere regler herfor fastsættes af GEUS' samarbejdsudvalg. Suppleanterne indtræder i tilfælde af de ordinære medlemmers permanente eller længerevarende udtræden af bestyrelsen, men deltager ikke som stedfortræder ved møderne.
Stk. 5. Bestyrelsen suppleres med 2 tilforordnede fra den øverste ledelse i henholdsvis By- og Landskabsstyrelsen og Energistyrelsen. De tilforordnede udpeges af klima- og energiministeren efter indstilling fra de respektive to styrelser. De tilforordnede deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.
Stk. 6. Bestyrelsen udpeges for op til 4 år ad gangen, jf. lov om GEUS, § 6, stk. 1. Fratræder et medlem inden udløbet af en funktionsperiode, udnævnes et nyt for den resterende del af perioden efter retningslinjerne i nærværende paragraf. Bestyrelsens medlemmer kan genudpeges. Ved udpegning og genudpegning skal der tages hensyn til såvel kontinuitet som fornyelse i bestyrelsen.
Stk. 7. For det bestyrelsesmedlem, som udpeges efter indstilling fra Grønlands Hjemmestyre, kan der indstilles og udpeges en suppleant, som kan deltage som stedfortræder ved det ordinære medlems forfald. Herudover og ud over reglerne for suppleanter for de medarbejdervalgte bestyrelses-medlemmer, jf. stk. 4, kan der ikke udpeges suppleanter eller stedfortrædere.

§ 7. Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal af dens medlemmer er til stede.
Stk. 2. Bestyrelsen afholder normalt 4 ordinære møder årligt. Der udfærdiges referat over bestyrelsens beslutninger. Referatet underskrives af bestyrelsesformanden. Sekretariatsfunktionen varetages af GEUS.
Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

§ 8. Honorarer til bestyrelsens medlemmer samt dækning af rejseudgifter mv. fastsættes efter Finansministeriets til enhver tid gældende regler herom.
Stk. 2. Øvrige udgifter i forbindelse med bestyrelsens arbejde, herunder rejseudgifter for de tilforordnede, afholdes af GEUS.

Kapitel 5

Direktion

§ 9. GEUS' daglige ledelse og personaleledelse varetages af en direktør. Direktøren skal have ledelseserfaring og som minimum være forskningskyndig inden for GEUS' fagområder.
Stk. 2. Direktionen (som består af direktøren og et antal vicedirektører) varetager den daglige ledelse af GEUS med ansvar over for bestyrelsen og repræsenterer GEUS udadtil. Direktionen skal heri følge de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen har givet.
Stk. 3. Direktionen forelægger GEUS' arbejdsprogrammer for bestyrelsen og orienterer bestyrelsen om GEUS' virksomhed.
Stk. 4. Direktionen afgiver indstilling til bestyrelsen i de sager, som forelægges for denne.
Stk. 5. Direktøren er over for bestyrelsen ansvarlig for, at GEUS administreres i overensstemmelse med gældende lovgivning, de for GEUS gældende administrative bestemmelser og afgørelser samt kollektive overenskomster og aftaler.
Stk. 6. Direktionen ansætter, udnævner og afskediger GEUS' medarbejdere. Direktionen kan delegere denne beføjelse.
Stk. 7. Direktionen deltager i bestyrelsesmøderne, medmindre bestyrelsen i de enkelte tilfælde træffer anden bestemmelse.

Kapitel 6

Geocenter Danmark

§ 10. GEUS deltager i Geocenter Danmark, et center for geovidenskabelig forskning, undervisning, rådgivning og formidling. Geocenterparternes samarbejde reguleres i "Statut for Geocenter Danmark" som tiltrædes af GEUS' bestyrelse, Klima- og Energiministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Københavns Universitet samt Aarhus Universitet.

Kapitel 7

Vedtægtsændringer og ikrafttræden

§ 11. Vedtægten og ændringer til vedtægten skal godkendes af klima- og energiministeren. Inden godkendelsen skal Det Strategiske Forskningsråd høres om de dele af vedtægten og ændringer til vedtægten, der vedrører GEUS' forskningsområde, jf. lov om GEUS § 10, stk. 2.
Stk. 2. Vedtægten er trådt i kraft ved klima- og energiministerens og bestyrelsens formands underskrift den 7. oktober 2008.
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 13. februar 2009.
Stk. 2. Vedtægten og ændringer heri bekendtgøres af klima- og energiministeren i medfør af lov om De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, § 10, stk. 3.
Stk. 3. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1478 af 14. december 2005 af vedtægt for Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse.

Klima- og Energiministeriet, den 20. januar 2009

CONNIE HEDEGAARD

/ Per Buch Andreasen

Vedtægt for GEUS